Dagmar og Egon havde lagt sig efter at have hærget land og rige de seneste dage, så der faldt kun en stille januar-regn fra de blytunge skyer over Frederiksberg, da F.C. Københavns spillere kl. 11 mødte ind til den første træningsdag efter vinterpausen.

Efter en kort indendørs briefing blev spillerne sendt ud og løbe et par runder omkring kunstbanerne på træningsanlægget, hvorefter der blev trillet lidt bold, inden det var slut for denne gang. Men de næste par uger venter et hårdt og koncentreret opstartsprogram med 1-2 gange daglig træning, så alle kommer i optimal form inden det går løs i Superligaen den 22. februar.

Der manglede et par spillere i dag, som er ude og rejse med deres respektive landshold. Ludwig Augustinsson er med det svenske ligalandshold i Abu Dhabi, hvor de møder Elfenbenskysten den 15. januar og Finland den 19. januar. Rúrik Gíslason er med Island i Florida, hvor de skal møde Canada to gange i Orlando den 16. og 19. januar. Daniel Amartey er med Ghana til African Nations Cup i Ækvatorialguinea, hvor han kan få officiel debut i det første opgør mod Senegal den 19. januar. Derudover var Andreas Cornelius fraværende i dag på grund af influenza.

Til gengæld stødte et nyt ansigt til i løbet af formiddagen i form af den erfarne irske back Kevin Foley, der har skrevet kontrakt for resten af sæsonen og trækker i trøje nummer 16 i morgen. Jakob Busk er også tilbage efter sit lejeophold i AC Horsens, så målmandstræner Anton Scheutjens havde hele fire keepere i aktion i dag.