Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

Gensyn med HB Køge i torsdagens pokalkamp i Herfølge

For første gang siden foråret 2012 møder F.C. København igen HB Køge, når vi tager hul på en ny pokalsæson torsdag kl. 19 på Herfølge Stadion.

Herfølge Stadion
HB Køge er en overbygning fra 2009 på Herfølge Boldklub og Køge Boldklub, og i de første år spillede de i Herfølge, men rykkede i 2019 til Køge Idrætspark, som var blevet moderniseret og formelt også omdøbt til Capelli Sport Stadion.

Det rummer dog kun ca. 4.000 tilskuere, og derfor valgte HB Køge at flytte vores kamp til Herfølge, som rummer cirka det dobbelte. Vi møder da også talstærkt op og har p.t. solgt ca. 2.200 af de ca. 2.500 pladser på den sydlige endetribune, hvor vi også plejede at holde til i ”gamle dage.”

HB Køge siden sidst
Siden HB Køge senest var i Superligaen i 11/12, har de spillet i 1. division, hvor de indtil sæson stabiliserede sig med midterplaceringer fra nr. 5-9 uden at være tæt på hverken op- eller nedrykning.

I foråret var det dog ved at gå galt, da HB Køge længe sloges med Næstved om at undgå at følge med Helsingør ned i 2. division. Med tre runder igen var HB Køge kun tre point foran sydsjællænderne, men øgede afstanden til seks point, inden de skulle møde Næstved på næstsidste spilledag.

Her klarede HB Køge definitivt klarede frisag med en 1-0-sejr, som de dog først sikrede i sidste minut efter en time i overtal.

Sidst i 1. division
Denne sæson ser det dog mere sort ud, for her hvor der er spillet cirka en tredjedel af turneringen, ligger HB Køge sidst med ét point for 10 kampe. Det er syv færre end på samme tidspunkt sidste sæson, og lige nu har de 11 point op til en plads over stregen.

Men nu er det jo en pokalkamp, hvor alt som bekendt kan ske, og det ved Neestrup og spillerne godt. Derfor var det måske meget godt, at vi i søndags fandt opskriften på langsomt men sikkert at nedbryde en lavtstående AaB-defensiv, for det kan – uden nogen sammenligning i øvrigt – blive det samme, der venter både torsdag aften i Herfølge og på søndag i Vejle.

Roony Bardghji
Vores seneste HB Køge-møde var en træningskamp i februar 2021, som de vandt 1-0. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


HB Køges pokalvej
HB Køge er nået 3. runde i Oddset Pokalen via 5-1 ude over FA 2000, hvor vores Frederiksberg-naboer dog førte 1-0 ved pausen, og senest 2-0 ude over Allerød FK.

Indbyrdes statistik
Da HB Køge var i Superligaen i 2009/10 og 2010/11, vandt vi alle seks opgør med en samlet score på 24-4. De tre udekampe på Herfølge stadion, som dengang hed SEAS-NVE Park, endte 2-0, 4-2 og 5-0.

I vores seneste besøg i Herfølge vandt vi 5-0. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Herfølge-historik
HB Køges ene moderklub, Herfølge Boldklub, voldte os en del problemer i 90’erne, men de to klubber vandt jo også lige mange mesterskaber! Det var dog knap så sensationelt, da vi vandt i 92/93, som da de vandt i 99/00…

Vi havde især problemer i Parken, for i Herfølge havde vi et pointsnit på 2,17 (V8, U2, T2), men i Parken kun på 1,29 (V4, U6, T4)!

Ståle Solbakken og Niclas Jensen
Målscorer Niclas Jensen jubler med Ståle i en sjælden sejr i Herfølge i oktober 2000. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Køge-historik
Den anden moderklub, Køge Boldklub, har vi kun mødt tre gange, da de var i Superligaen i 02/03, og også her var vi mere overbevisende på udebane end i Parken.

Vi vandt hjemme 1-0 på et mål af Todi Jónsson et kvarter før tid, og vi vandt 3-1og 5-0 i Køge. 3-1-sejren blev dog først sikret til allersidst på mål af Peter Møller og Sibusiso Zuma, efter et Bo Svensson-selvmål havde udlignet den føring, Thomas Røll gav os lige før pausen.

Todi Jónsson i duel med tre Køge-spillere i 5-0-sejren i april 2003. Foto: Birger Vogelius