Godt tag på AaB i Telia Parken
Vores kampe mod AaB
Vi har et godt tag på nordjyderne i Telia Parken, hvor de ikke har vundet de seneste 16 Superliga-kampe siden maj 2007 - men så var lige den der pokalfinale i 2014... Men tæller vi både hjemme- og udekampe, er vi ubesejret i de seneste ni kampe.
Kampe | V | U | T | Målscore | |
Ialt | 84 | 43 | 23 | 18 | 138-90 |
Hjemme | 40 | 23 | 10 | 7 | 82-43 |
Ude | 44 | 20 | 13 | 11 | 56-47 |
Tre af vores seneste fire AaB-kampe er endt uafgjort, herunder begge sæsonens kampe. I den første kom vi foran 1-0 på en scoring af Santander, men Jakob Blåbjerg udlignede dybt inde i tillægstiden. I den næste kamp kom nordjyderne foran 1-0 efter blot 59 sekunder, men igen sikrede Santander det ene point på en fremragende flugter.
Fortid i begge klubber
Siden Superligaens start har 15 spillere fået spilletid for begge klubber - se hvor mange af dem du kan huske! Svaret står nederst på siden.
Desuden har Hans Backe trænet begge klubber. Han kom til AaB i vinteren 1998 og sluttede sæsonen som nr. 7. Men allerede året efter førte han AaB til mesterskabet – med Ståle som en af de helt store profiler. Ståle scorede syv mål i den sæson (heraf fire mod os!) og kom på måltavlen i alle tre indbyrdes opgør.
I efteråret 2001 kom Hans Backe til FCK og efter sølv i den første sæson, blev det guld i både 2002/03 og 2003/04. Da han med udgangen af 2005 forlod os, lå vi nummer et – og Ståle tog over og styrede os sikkert i land til et nyt sæt guldmedaljer.
AaB i denne sæson
AaB sikrede sig forholdsvis sikkert en plads i mesterskabsspillet. De skulle i sidste runde af grundspillet have point i Aarhus for at være helt sikre, og det lykkedes med 0-0.
AaB er i øvrigt den Superliga-klub med flest clean sheets i sæsonen (11) - til gengæld har de selv afsluttet færrest gange: 296 forsøg er ca. 50 færre end Randers FC, der har næstfærrest. AaB er også en af fire klubber, der ikke har scoret på frispark denne sæson.
AaB’s kampe i mesterskabsspillet:
0-3 hjemme mod Brøndby IF
1-3 ude mod FC Nordsjælland
2-0 hjemme mod AC Horsens
AaB har 39 point, fem mere end AC Horsens på 6. pladsen, og er otte point efter vores 4. plads. I DBU Pokalen tabte AaB sidste uge 1-3 til FC Fredericia i kvartfinalen og glippede muligheden for at tangere vores og AGF's rekord med flest finaler (12) gennem tiderne.
AaB's Superliga-topscorere:
8 mål, Jannik Pohl
4 mål, Jakob Blåbjerg
3 mål, Frederik Børsting
Svaret på "Spilletid for både FCK og AaB"
David Nielsen, Diego Tur, Jesper Grønkjær, Jores Okore, Karim Zaza, Kasper Kusk, Michael Jakobsen, Michael Silberbauer, Nicolaj Thomsen, Ole Tobiasen, Peter Møller, Rasmus Würtz, Ståle Solbakken, Søren Frederiksen og Thomas Gill.