Ståle: Zeca er trådt ind som leder
Vores centrale midtbanespiller, Zeca, har været en af nøglespillerne i foråret, hvor han har været en fast del af holdet. Ifølge Ståle Solbakken har han nu etableret sig som profil og ledende figur på holdet:
“Zeca har i dette forår været vældig stabil og god for os. Han har været stærk både i en lidt fremskudt eller i en ligestillet rolle sammen med William, men især været markant i en mere kontrollerende rolle sammen med Falk. Han har arbejdet hårdt for holdets bedste, og han havde om nogen fortjent point i både Herning og Brøndby for sin indsats," siger Ståle.
"Udenfor banen er han også virkelig trådt ind som den leder, vi i sin tid mødte og snakkede længe med, da vi hentede ham i Grækenland,” tilføjer Ståle om Zeca, der i sensommeren kom til København fra Panathinaikos, hvor han var anfører.
Næste opgave for Zeca og holdet er onsdag kl. 20, hvor AaB er modstanderen i Telia Parken. Du kan finde billet til kampen her.