Engelsk dommer mod FC Viktoria Plzen

Græske Kakos dømmer i Liège

GRÆSKE KAKOS DØMMER I LIÈGE

Torsdag spiller F.C. København sin 2. kamp i gruppespillet i dette efterårs UEFA Europa League. Kampen spilles på Stade Maurice Dufrasne i Liège, og UEFA har besluttet, at det er grækeren Anastassios Kakos der skal lede slagets gang på den belgiske græsplæne.

Af Jan Eliassen
Anastassios Kakos er født i august 1970 og er 41 år gammel, men på trods af den lidt høje ”dommer-alder”, så har han kun dømt internationalt i ca. 3½ år. Kakos har endnu ikke dømt nogen danske hold, hverken i landskamps- eller i klubregi, så opgøret torsdag aften er altså en ”first” for den græske dommer.

I denne sæson har Anastassios Kakos dømt en enkelt UEFA Champions League kvalifikationskamp. Det var 1-1 opgøret i 3. kvalifikationsrunde mellem georgiske FC Zestafoni og østrigske SK Sturm Graz. Udover den ene Champions League kamp, så har Kakos været i aktion to gange i UEFA Europa League. 

I juli måned dømte han en Europa League kamp i 1. kvalifikationsrunde mellem FC Shakhter Karagandy fra Kazakhstan og FC Koper fra Slovenien, et opgør som førstnævnte vandt med 2-1, hvilket betød at FC Shakhter Karagandy gik videre til næste runde med sammenlagt 3-2. Næste kamp var så i slutningen af august, hvor grækeren var taget til London for på White Hart Lane at dømme Tottenham Hotspur FC mod Hearts – eller rettere sagt Heart of Midlothian FC, hvis det skal være helt korrekt. Opgøret bød på et enkelt brændt straffespark, til Tottenham, og da der ikke blev scoret overhovedet, så sluttede kampen 0-0. Det misbrugte førsog fra 11-meters pletten havde nu ikke den store betydning for englænderne, for Tottenham havde vundet 5-0 i det første opgør oppe i Skotland.

Derudover har Anastassios Kakos dømt en enkelt EM-kvalifikationskamp her i efteråret, det var i starten af september da han dømte i Finlands 4-1 hjemmesejr over Moldavien.

F.C. København har før haft græsk dommer
Løverne har en enkelt gang tidligere haft en græsk dommer. Det var i 2002, hvor Georgios Douros dømte F.C. Københavns udekamp i UEFA Cup’en mod FC Lokomotiv Tbilisi.

Her fik hjemmeholdet fra Tbilisi den bedste start, idet de efter 10 minutter kom foran 1-0. Denne føring fik Sibusiso Zuma dog hurtigt udlignet, og i 2. halvleg nettede Jörgen Pettersson så to gange før Todi Jónsson lukkede og slukkede kampen med sin scoring til 4-1, og dermed var Løverne videre med sammenlagt 7-2. Med sejren gik F.C. København videre til første runde af UEFA Cup’en, hvor de dog måtte se sig besejret af svenske Djurgårdens IF.

De øvrige dommere
De øvrige dommere på torsdag er også fra Grækenland. De to liniedommere er Dimitrios Bozatzidis og Christos Akrivos, og så er hvervet som 4. dommer gået til Ilias Spathas.

Kampens to dommere bag baglinien, ”Additional assistant referees”, er Michael Koukoulakis og Stavros Tritsonis.