Gravgaard: - Min dybeste respekt

Søndag stod det klart, at F.C. Københavns nu tidligere anfører, Michael Gravgaard, ikke længere var FCK-spiller. Dermed siger klubben farvel til et af de mest vellidte og sympatiske mennesker, der nogensinde har spillet i den hvide trøje. Gravgaard tog fra første dag dirigentstokken i klubben, og har stor ære i de seneste sæsoners danske og europæiske resultater.

 

Nu hedder arbejdsgiveren franske FC Nantes, og selvom Michael Gravgaard naturligvis glæder sig til de nye udfordringer, så er det absolut også med vemod han tager afsked med en by og en klub, der fra dag ét tog imod F.C. Københavns nummer 14 med stor glæde og tiltro.

 

- Der er overhovedet ingen tvivl om, at såvel menneskeligt som sportsligt har jeg haft nogle helt fantastiske år i klubben. Jeg og holdet har opnået så meget, og har så mange gode minder fra både den hjemlige liga og i Europa. Jeg glemmer aldrig hvordan alt spillede fra første dag, og hvor let det var at falde til, siger Michael Gravgaard, da FCK.DK fanger ham over telefonen.

 

Efter tre år i F.C. København kom åbningen så for Gravgaard om at få sin drøm om et udenlandseventyr opfyldt, og kombineret med den gensidige respekt mellem FCK og Gravgaard, faldt alt i hak i weekenden.

 

- Jeg glæder mig naturligvis til at starte i Nantes, og jeg er glad for at F.C. København forstod mit ønske om også at få lov til at prøve kræfter med udlandet – jeg er jo ikke så ung mere. Nantes står lidt i samme situation som vi gjorde for tre år siden, hvor der var en stor udskiftning i truppen, og jeg tror jeg kan tage herned og bidrage til at bygge noget nyt op. Men det bliver en udfordring – ligesom i FCK – men det ser jeg frem til, fortsætter Gravgaard, inden han vender tilbage til sin tid hos Byens Hold.

 

- Jeg vil gerne give min dybeste respekt og tak til alle fans af F.C. København. Der har været så mange store oplevelser, hvor fansene har haft lige så stor andel i det som os spillere. Jeg synes det er vigtigt, at der er en gensidig forståelse for hvordan man er som spiller og hvordan man er som fan, og den synes jeg altid har været der. Fansene har altid været der for mig, og det skal de selvfølgelig have stor tak for – jeg kommer til at savne dem, konstaterer Michael.

 

Gravgaard er rejst til Albertville i Frankrig, hvor Nantes p.t. er på træningslejr. Ergo er han blevet smidt direkte ud i sit nye eventyr, og der venter masser af opgaver foran ham.

 

- Ja, det er gået stærkt i de sidste par dage. Jeg har aldrig lært ét ord fransk, så det skal jeg jo i gang med, men sådan er det jo. Jeg kan se på vores trænings- og kampprogram, at jeg fået meget travlt, men jeg håber bestemt at kunne komme hjem til PARKEN engang i efteråret og sige ordentligt farvel, slutter Gravgaard.

 

Hele F.C. København ønsker Michael Gravgaard held og lykke i fremtiden. Vi kommer til at savne ham.

 

 

Gravgaard som vi kender ham...