Høj moral og stor klasse: 3-1 i Brøndby
Løverne viste både stor moral og høj klasse i et tæt og intenst Derby, hvor en 3-1-sejr holdt liv i ambitionen om at genvinde det danske mesterskab.
Efter at Brøndby dominerede det første kvarter - uden at komme til store chancer - bragte Viktor Claesson løverne foran i det 18. minut, da han headede et præcist indlæg fra Elias Jelert over i det lange hjørne.
Herefter fulgte en god FCK-periode, inden hjemmeholdet sluttede halvleg med at have bolden mest, og kampen bød på masser af dueller og intensitet, men meget få afslutninger.
Kort før pausen måtte Daramy desværre udgå med en skade, og Jordan Larsson overtog hans frontløber-plads ved siden af Claesson i dagens 3-5-2-formation.
Efter endnu et chancefattigt kvarter efter pausen udlignede Ohi Omoijuanfo på et straffespark, som Ankersen begik mod Kvistgaarden.
Vi svarede umiddelbart godt igen, og Lund havde en stor hovedstødschance, men snart kom vi under pres, og kun en klasseredning af Grabara forhindret Kvistgaarden i at bringe Brøndby foran.
Men bedst som det begyndte at se svært ud, viste vi klassen og svarede igen med et fremragende mål - Claesson erobrede bolden, og Falk sendte Sørensen til baglinjen, og Jordan Larsson sendte hans fine indlæg i netmaskerne.
Otte minutter før tid fik Daniel Wass direkte rødt for en grim slagtning af Jelert, og kort efter svarede den unge angrebsback igen med et perfekt indlæg i feltet til backkollega Christian Sørensen, der headede 3-1-målet ind.
Som kampen udviklede sig var det en fuldt fortjent sejr for det afbudsramte FCK-mandskab, der virkelig slog til, da det gjaldt om at holde fast i toppen af tabellen inden de sidste tre runder - og torsdagens pokalfinale mod AaB.