Vi var selvfølgelig alle ærgerlige i minutterne efter nederlaget til Ajax i Amsterdam, for vi havde drømt om at tage et skridt mere og nå en kvartfinale i en europæisk turnering. Desværre sluttede det efter de to intense møder med Ajax, der samlet var et enkelt mål bedre end os. Men så snart den umiddelbare skuffelse havde lagt sig, meldte stoltheden sig igen. For alle FCK'ere kan ranke ryggen, når vi ser tilbage på sæsonen 2016/2017 i Europa.

Lad os starte med tallene: 16 kampe har vi spillet. I dem har vi mødt mesterholdene fra Nordirland, Rumænien, Cypern, Belgien, Bulgarien, England og desuden europæiske storklubber som FC Porto og senest AFC Ajax – begge klubber, der tidligere har vundet Champions League. Resultaterne har været 8 sejre, 6 uafgjorte og 2 nederlag. Målscore 26-8.

De resultater er meget tæt på det optimale en dansk klub kan præstere, og tallene fortæller en historie om kontinuerligt international konkurrencedygtighed mod stærke modstandere.

Bag tallene er historien om en spillergruppe og en trænerstab, der har leveret og leveret på utroligt stærkt niveau. Truppen er stærkt sammensat i denne sæson, og på den front også noget nær det optimale en dansk klub kan gøre.

Vi ved, at der vil komme udskiftninger i truppen til sommer. Ludwig Augustinsson rejser til Werder Bremen, Mathias Zanka bliver efter planen også solgt – og andre kan følge. Det er en del af virkeligheden og præmisserne for en klub som vores.

Når vi og vores spillere præsterer på højt internationalt niveau, så vil efterspørgslen på vores spillere stige. Vi vil selvfølgelig arbejde hårdt og grundigt på at holde det høje niveau i truppen, ligesom vi har forsøgt at gøre det, da Daniel Amartey, Nicolai Jørgensen eller Thomas Delaney rejste videre.

Men opgaven bliver helt sikkert vanskelig, ligesom det bliver mere end svært at matche denne sæsons internationale resultater. Det betyder ikke, at vi ikke vil forsøge og arbejde efter det.

Samtidig med det europæiske eventyr har holdet formået at holde fokus i Superligaen og Pokalturneringen, hvor vi er ubesejrede og står solidt i jagten på det danske mesterskab og pokaltitlen, som er de store målsætninger for resten af sæsonen.

Vi skylder stor anerkendelse til hele truppen og holdet. Jeg vil i samme moment gerne sende en lige så stor ros ud til de tusindvis af FCK-fans, der har rejst Europa tyndt med os i denne sæson. Fra Belfast til Giurgiu. Fra Oporto til Amsterdam. Det har betydet enormt meget for os, at I har støttet os i de vanskelige udebanekampe rundt omkring.

Hjemme i København slutter vi den europæiske sæson som ubesejrede. Telia Parken har været det fort, vi gerne vil have, og knap 200.000 mennesker har været inde og se kampene. Det har stillet store krav til vores organisation, men opgaverne er blevet løst med hårdt arbejde og grundig forberedelse.

Nu ser vi frem til et forår med masser af spændende opgaver foran os i Superligaen og Pokalturneringen. Vi glæder os til at komme i gang med dem allerede på søndag i Silkeborg og ikke mindst i det kommende Mesterskabsspil, som vi ser frem til vil give os gode og spændende kampe.

Tak for de mange store oplevelser ude i Europa. Vi glæder os til at se jer snart i Telia Parken igen.

Med venlig hilsen
Anders Hørsholt