Spænding til det sidste

Spænding til det sidste

Ståle og trænerteamet var tvunget til to ændringer i forhold til den første kamp i København på grund af Zankas karantæne og Falks skade – i stedet startede Okore og Gregus. Ajax havde Klaassen i karantæne og i stedet startede Ziyech, og de havde Veldman og Sanchez tilbage fra karantæne i forsvaret i stedet for Tete og Sinkgraven.

Stemningen var helt forrygende i minutterne op til kick-off, og vores ca. 2.000 fans var selvfølgelig i undertal, men kunne dog sagtens høres. De fik til gengæld lidt af et chok efter bare to minutters spil, da Okore lagde for kort tilbage til Robin, så Traoré kunne tackle bolden mod det tomme mål, men heldigvis tæt forbi.

Det rystede os måske lidt i indledningen, men vi stod dog fornuftigt nok på banen den første snes minutter. Gregus nåede også at få en okay mulighed på kanten af feltet, men Onana slog bolden til hjørne, efter den vist havde strejfet én på vejen.

Hjemmeholdet fik desværre vind i sejlene midt i halvlegen, da Robin kun kunne halvklare en afslutning fra Younes (der trak ind fra venstre og afsluttede fra kanten af feltet), og Traoré headede enkelt returbolden over ham og i netmaskerne.

Et par FCK-dødbolde og lange Kvist-indkast førte ikke rigtig til noget, og der sneg sig lidt for mange fejl ind i vores spil, når vi endelig fik bolden. Og det gjorde vi ikke så tit i denne fase, hvor hjemmeholdet trykkede meget på.

Lidt efter den halve time fik vi muligheden på en fire-mod-tre-kontra, men Gregus holdt nok for længe på bolden og endte med at blive bremset ulovligt af Sanchez.

Bare to minutter efter var det dog meget tæt på 2-0, da Ziyech snød Erik og slap fri i feltet, men overplacerede sit skud, der strøg forbi stolpen. Kort efter fik Schøne en dødbold-mulighed, men det lignede stadig en ét-måls-føring ved pausen, som ikke ville være helt håbløst at arbejde videre på efter pausen.

Men sådan gik det desværre ikke. Langt inde i de to minutters overtid hægtede Okore Dolberg i feltet, og den unge angriber tog selv det uundgåelige straffespark og satte bolden sikkert til 2-0.

Okore fik samtidig en forstrækning, så han ikke kunne fortsætte, og Boilesen overtog derfor hans plads efter pausen. Det udløste selvfølgelig en større Ajax-pibekoncert hver gang han havde bolden, men han gik roligt ind og leverede faktisk en glimrende indsats med mange forudseende indgreb.

Derimod kneb det stadig med at komme til noget i den anden ende, og Ajax fortsatte ufortrødent deres pres kunne ved flere lejligheder sagtens have øget til 3-0. Ziyech sparkede tæt forbi lidt uden for feltet, og Traoré kiksede en kæmpe kontrachance, da han i helt fri position sparkede forbi Robin, der kom godt ud af sit mål.

Efter en lille times tid var Dolberg tæt under mål lige ved at styre et fladt indlæg, men Boilesen kom stærkt ned og blokerede. Kort forinden havde Verbic afløst Gregus, og da han lige var kommet ind i kampen, skabte han nogle af de første farlige aktioner i Ajax-feltet med sine kvikke driblinger og et par afslutninger, som dog ikke voldte Onana problemer.

Næh, chancerne kom i den anden ende, og Dolberg var kun centimeter fra sit andet mål, da han firsttimede et indlæg på indersiden af stolpen. Men stadig manglede vi blot et enkelt mål i at kunne fremtvinge forlænget spilletid, og efterhånden som vi gamblede mere og mere fremadrettet, begyndte der så småt at vise sig muligheder.

Santander fik afsluttet midt i feltet på en Ankersen-dødbold, men sendte den et stykke forbi, og Corner fik en kontramulighed i venstre side af feltet, men dundrede bolden i sidenettet.

Kort før de 90 minutter var Dolberg dog igen på færde tæt under mål, og kun en mirakuløs refleks af Robin hindrede den definitive afgørelse.

Nu fik kampen lov at leve helt ind til de sidste sekunder af overtiden, og det blev meget mere nervøst for hjemmepublikummet, end de brød sig om. Til gengæld fik de et par kæmpechancer på kontra, som de forspildte, men formåede altså samtidig at holde løverne fra fadet.

2-0-sejren kan der absolut heller ikke indvendes noget mod. Snarere at den nok var et mål for lille, for vi ramte bare ikke det niveau, vi før har vist - og som er helt nødvendigt for at spille med på det her niveau.


Torsdag den 16. marts 2017, kl. 21.05, Europa League 1/8-finale, 2. kamp
AFC AJAX-F.C. KØBENHAVN 2-0 (2-0)
23.: 1-0 Bertrand Traoré
45+3.: 2-0 Kasper Dolberg, straffe
Dommer: Ivan Kruzliak, Slovakiet

Advarsler: 19.: Jan Gregus, 31.: Uros Matic, 34.: Davinson Sanchez, 48.: Amin Younes, 65.: Benjamin Verbic, 78.: Lasse Schøne, 80.: Erik Johansson, 87.: Federico Santander, 90+4.: Andre Onana

F.C. København:
31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 26 Jores Okore (46.: 20 Nicolai Boilesen), 5 Erik Johansson, 3 Ludwig Augustinsson – 16 Jan Gregus (57.: 7 Benjamin Verbic), 6 William Kvist, 8 Uros Matic, 24 Youssef Toutouh (77.: 17 Kasper Kusk) – 19 Federico Santander, 11 Andreas Cornelius

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen, 2 Tom Høgli, 15 Mikael Antonsson, 37 Julian Kristoffersen