Hunor Vajk Németh

Hunor Németh vinder af KB's talentpris Granen

18-årige Hunor Vajk Németh er dette års modtager af KB's traditionsrige talentpris Granen, som klubben hvert år siden 1944 har tildelt en ungdomsspiller, der har udmærket sig i særlig grad.

I selskab med store navne
"Det er jeg glad for og stolt over. Jeg ved, at det er en stor pris for KB, og det er en stor ære, der giver blod på tanden. Der er mange store navne, der har vundet den før mig, og som har haft en lys fremtid. Så det håber jeg også på, " siger Hunor Vajk Németh, der blev rykket fast op i førsteholdstruppen i februar i år, men har stadig sin debut til gode.

Spillere som William Kvist, Thomas Delaney, Andreas Cornelius, Mohamed Daramy og Jonas Wind har tidligere vundet pokalen. I de seneste år har William Clem og Victor Froholdt fået deres navne indgraveret på pokalen.

Årets vinder er en teknisk dygtig 8'er eller 6'er på midtbanen og har spillet i KB og FCK Talent, siden han var otte år gammel.

Tak til tidligere trænere
"Der er mange trænere, jeg skal sige tak til. Helt nede fra min tid i KB, som fx Jonas Nymark, men også Alfred Johansson, som var min træner i FCK Talent dengang. Og Martin Vingaard har også hjulpet mig meget. Men der har været mange trænere, der har hjulpet og støttet mig, og gjort mig til en bedre spiller," lyder det fra ungarsk-fødte Németh, der spiller på hjemlandets U19-landshold, og kom til Danmark som tre-årig.

Nemeth var lørdag optaget af U19-kamp mod Sønderjyske og får derfor først pokalen overrakt officielt i forbindelse med en af de kommende hjemmekampe i Parken. 

Se FCK TV overraske Hunor Vajk Németh med nyheden i din FCK App eller på TV.FCK.DK.