Kahveci, Crivelli, Visca og Demba Ba

Istanbul Basaksehir: Kendte ansigter og gamle gensyn

Istanbul Basaksehir har flere kendte ansigter med Premier League-erfaring samt et par spillere, som Dame N'Doye og Pierre Bengtsson kender ganske godt.

Istanbul Basaksehir har de seneste kampe stillet med stort set samme hold hver gang, og vi ser nærmere på nogle af profilerne.

Solid erfaring i målet
I målet har Mert Günok erobret pladsen fra Volkan Babacan, og begge har en fortid i Fenerbahce, hvor de begge var reserver for Volkan Demirel. Babacan kom til Basaksehir i 2014, da klubben for alvor begyndte at opruste, og han var også førstevalg for Tyrkiets landshold.

Günok kom i 2017 og efter en sæson som reserve slog han den jævnaldrende Babacan af holdet i 2018/19-sæsonen, og siden har Babacan måttet nøjes med pokalkampene.

I foråret 2019 overtog Günok også landsholdspladsen, som Babacan havde indtil marts 2018, og Günok var med til at sende Tyrkiet til EURO 2020, så klubben er godt besat på den bageste post.

Premier League-erfaring og et moldavisk gensyn
Den foretrukne firekæde i forsvaret består af Caicara og Clichy på backerne, og Skrtel og Epureanu i centerforsvaret. Den tidligere Liverpool-stjerne, Skrtel, kom i september 2019, da Basaksehir havde sikret EL-gruppespillet, og de hentede ham i Atalanta, hvor han kun havde været under en måned. Men ifølge klubpræsideten trivedes Skrtels kone ikke i Italien og ville hellere tilbage til Istanbul, hvor Skrtel spillede tre år i Fenerbahce efter Liverpool-perioden.

Martin Skrtel
Martin Skrtel. Foto: VI Images, Getty Images


Ved sin side har Skrtel normalt moldaviske Alexandru Epureanu, som vi mødte allerede i 2008, da han spillede central midt for FC Moskva, og eften en del år i Rusland kom han til Basaksehir i 2014.

Basaksehir hentede i 2017 Gaël Clichy, der ligesom Skrtel har et imponerende Premier League-CV med mange sæsoner i Arsenal og Manchester City, men hvor Skrtel har over 100 slovakiske landskampe, har Clichy ikke haft så mange landskampe på det franske landshold. Hans brasilianske backkollega har ingen landskampe og er nok tættere på det bulgarske landshold, da han fik bulgarsk pas efter at have indledt sin europæiske karriere i Ludogorets. Han fortsatte i Schalke 04, hvorfra Basaksehir hentede ham nogenlunde samtidig med, at vi slog Ludogorets ud i 2017.

Mangeårige klubfolk på midten
På højrekanten har bosnieren Edin Višća bl.a. gjort sig bemærket ved at score på flere af Basaksehirs afgørende straffespark i Europa, men han er også en hurtig og teknisk dygtig højre kant, der kan en masse på egen hånd. Han nærmer sig de 300 kampe for Basaksehir, hvor han har været siden 2011 og altid er blevet omtalt som en af klubbens mest værdifulde spillere.

På den centrale midt har Mahmut Tekdemir, som en af de få på holdet, været med helt fra ungdomsårene i klubben, og den 32-årige tyrker nærmer sig også kamp nr. 300 og er i dag holdets anfører og en del af det tyrkiske landshold.

Irfan Can Kahveci er med sine 24 år holdets "benjamin", men den offensive midt har allerede etableret sig på det tyrkiske landshold og spås en lovende fremtid. Han har også scoret i Basaksehirs to seneste ligakampe.

Mahmut Tekdemir og Atiba Hutchinson
Tekdemir og Atiba Hutchinson (som vi håber at få besøg af hernede!). Foto: VI Images


Målfarlig angrebsduo
Demba Ba har som Skrtel og Clichy også slået sine folder i England hos Newcastle og Chelsea, men siden han forlod London har han vekslet lidt mellem tyrkisk og kinesisk fodbold, inden han i januar 2019 skrev under med Basaksehir. Han har denne sæson scoret 11 mål i 30 kampe, men endnu ikke i de europæisk kampe.

Han scorede også "kun" fire mål i sine 15 landskampe for Senegal, hvor han flere gange var klubkammerat med N'Doye, indtil de begge stoppede på landsholdet i 2015.

"Det bliver sjovt at se ham igen, han er en god ven, som jeg kender rigtig godt fra landsholdet," fortæller N'Doye, som endnu ikke ved, om han bliver klar til også at møde Demba Ba på banen på torsdag.

Demba Bas angrebsmakker bliver nok en af truppens yngre spillere, franske Enzo Crivelli på 25, som i juli 2019 skrev under på sin første udlandskontrakt efter seks år i Bordeaux, Angers og Caen plus et lejeophold i Bastia, mens Pierre Bengtsson også var der.

"Han er stærk i boksen, god med hovedet og god til at spille bolden op på," husker Pierre.

Med 13 mål i 34 kampe er Crivelli holdets aktuelle topscorer og tre af målene er faldet i Europa League.

Enzo Crivelli
Enzo Crivelli. Foto: ANP Sport, Getty Images

 

 
unibet logo

Golden Facts - præsenteret af Unibet 

E. Visca har scoret 4 mål i sine seneste 5 kampe.
E. Visca scorer: odds 3.30

F.C. København er ubesejrede i 8 af deres seneste 11 kampe
F.C. København taber ikke (x2): odds 2.14

Se flere golden facts

Spil med omtanke.
18+. Regler og vilkår gælder. 
Stopspillet.dk.
Rofus.nu.