Sent straffespark gav spinkelt nederlag i Tyrkiet

Det lignede længe et solidt udgangspunkt uden mål i det første møde med Istanbul Basaksehir, men en scoring på straffespark af Edin Višća to minutter før tid gav tyrkerne en 1-0-sejr i det første møde i 1/8-finalen i Europa League.

I den afgørende situation blev indskiftede Viktor Fischer tacklet på midten af banen og mistede bolden, hvorefter Victor Nelssons efterfølgende clearing ramte Carlos Zeca, så hjemmeholdets angrebs-es Demba Ba fik en friløber. Guillermo Varela kom i vejen og fik tacklet senegaleseren, men den skotske dommer fløjtede for et tvivlsomt straffespark, og selvom VAR tjekkede situationen igennem fastholdt han sin kendelse - og Višća scorede sikkert bag Kalle Johnsson.

Dermed vandt Istanbul Basaksehir det første, chancefattige opgør efter en fornuftig indsats på udebane af de danske mestre.

Læs reaktioner og se højdepunkter senere her på siden.

Matchfacts:
Istanbul Basaksehir - F.C. København 1-0
1-0 88. min Edin Višća (straffespark)