I dag har vi så fornøjelsen at præsentere profil 7 og 6 i F.C. Københavns historie. To karismatiske spillere pryder disse to pladser...
7. Erik Mykland
Mange spærrede øjnene op, da det stod klart, at den norske legende Erik Mykland skiftede 1860 München ud med F.C. København i 2002. Den lille, karismatiske nordmand kom til klubben og tog fansene med storm med sit glimrende spil. Myggen var altid en nydelse på en fodboldbane, og en af de største, små spillere der har trukket den hvide trøje over hovedet.
6. Bjarne Goldbæk
Den skudstærke midtbanespiller blev kåret til Årets Spiller i 1998 af fansene. I det hele taget var 1998 et godt år for Goldbæk. Han kom med til VM slutrunden, var tæt på at blive matchvinder mod den ambitiøse storklub Chelsea og blev solgt til selv samme Chelsea lige inden året rindede ud. 100 kampe og 22 mål blev det til inden den tidligere Schalke 04 og Kaiserslautern spiller drog videre til London og et nyt eventyr. Hans indstilling til spillet gav ham også 28 kampe i nationaldragten.