Kampreferat: AGF vs. FCK

Gode takter trods nederlag i Århus

På en vanskelig bane, der ikke blev bedre af det øsende regnvejr, tabte FCK igen, men der var fremgang i forhold Herfølge-kampen og indstillingen fejlede ikke noget. Gæsterne skulle dog helt hen i slutminutterne før det lykkedes at passere en halvskadet Lars Windfeld og reducere til slutfacit 1-2.

 

Endnu engang kom løverne - der var uden de skadede Brian Laudrup og Todi Jónsson - tidligt bagud, da Anders Bjerre allerede efter et kvarters tid gjorde det slemme ved sin tidligere klub og bragte århusianerne foran på et kludemål efter at Karim Zaza havde fumlet med et skud fra Bo Nielsen. Kort forinden havde både Claus Nielsen og hjemmeholdets John Jensen i øvrigt måttet forlade banen efter at have stødt hovederne sammen.

Karim var dog chanceløs, da Michael Nonbo kort før pausen tordnede bolden i nettet fra 30-35 meters afstand med et forrygende langskud. Forinden var hans målmandskollega Lars Windfeld blevet lyskeskadet, så han resten af kampen havde temmelig svært ved at bevæge sig rundt i feltet.

FCK'erne kom længere frem på banen efter pausen og havde også flere gode tilbud, men især David Nielsen var uheldig og måtte se at af sine forsøg prelle af mod overliggeren. Med to måls-føringen i ryggen tillod AGF sig at leve mest på kontra, og det var tæt på 3-0 mod slutningen, da Anders Bjerre fyrede kanonen af, men Karim hev en fornem redning frem.

I stedet fik David omsider bolden over stregen, men trods pres mod slutningen lykkedes det ikke at fremtvinge udligningen og dermed var forårets fjerde nederlag i fem udekampe en realitet.

Efter kampen fandt Kim Brink dog trøst i, at indsatsen var af en helt anden kaliber end den famøse Herfølge-kamp, og at hans mandskab med lidt større træfsikkerhed havde fået det ene point med hjem fra Århus.