Kampreferat: FCK vs. SIF
Groggy Kjær reddede Silkeborg
FCK diskede op med noget af det bedste spil i foråret, men Peter Kjær - der fuldførte kampen trods en mindre hjernerystelse i 1. halvleg, da han stødte sammen med Claus Nielsen - reddede gang på gang midtjyderne fra et nederlag.
Hjemmeholdet stillede for første gang op med Peter Nielsen på libero-pladsen, som Christian Lønstrup og Piotr Haren tidligere har varetaget. Trods den uvante position spillede anføreren en rigtig god kamp i bagkæden, men han måtte alligevel se gæsterne bringe sig tidligt foran, da Peter Lassen scorede på hovedstød efter blot 8 minutter.
Det rystede dog ikke københavnerne, som angreb ufortrødent med den tilbagevendte Brian Laudrup i dirigentrollen, og netop Laudrup var ophavsmanden til David Nielsens udligning efter et kvarter. Han fik en dyb stikning fra Thomas Rytter og sendte et præcist indlæg ind til David, der headede bolden ind bag Peter Kjær.
Trods et hav af chancer og et stolpeskud fra Thorninger blev det dog ikke til flere mål i 1. halvleg, hvor Peter Kjær som nævnt måtte en tur i græsset efter et sammenstød med Claus Nielsen, men da Silkeborg ikke havde nogen reservemålmand - og i givet fald havde måttet give Peter Lassen målmandshandskerne på - valgte Kjær modigt at fortsætte.
Efter pausen faldt tempoet og intensiteten, men Silkeborg havde stadig meget svært ved at komme frem til chancer, indtil Knud Erik Fisker efter en times spil dømte et hårdt straffe mod Michael Mio for angiveligt at vælte Henrik Pedersen i feltet. Johnny Hansen udnyttede chancen, og så var gæsterne noget ufortjent i front.
Et kvarter før tid blev der dog balance i regnskabet, både på måltavlen og hvad angår tvivlsomme straffekendelser. Clement Cliford, der netop havde afløst Thorninger, faldt i hvert fald meget let, da han blev ramt af Thomas Poulsen. Men der var kontakt mellem de to, og Fisker pegede på pletten, hvorfra Brian Laudrup ikke levnede Peter Kjær nogen chance.
Men ved mange andre lejligheder var det den groggy Peter Kjær, der holdt sin klub inde i kampen og i sidste ende bidrog til, at de to mandskaber point for sjette opgør i træk. Der var dog vrede i Silkeborg-lejren efter kampen, idet man mente, at hjemmeholdet spillere var gået bevidst efter målmanden, hvilket dog blev blankt afvist af københavnerne.
Resultatet betyder, at FCK fortsat ligger nr. 5 med mulighed for at hente ind på de nærmeste rivaler til UEFA Cup-pladsen allerede på torsdag, når turen går til Lyngby.