FCK-fans i Herfølge

Kampreferat: Bedre sent end aldrig

Det stod ned i stænger det meste af torsdagen, men heldigvis hørte regnen op et par timer før kickoff i Herfølge – bedre sent end aldrig.

Det samme kan man sige om de to mål, der afgjorde et opgør, som på mange måder udviklede sig som mandagskampen mod AaB og også endte med samme cifre i københavnsk favør. I går faldt målene bare sent – også for sent, mente mange, men… bedre sent end aldrig.

De to hold
Neestrup roterede seks nye ind fra start og startede med Trott – Huescas, Garananga, Diks, Lopez – Robert, Lerager, Froholdt, Achouri – Claesson (anf.), Onugkha.

Denne gang altså med Claesson i den rolle som ”hængende angriber”, som Mattsson har spillet de seneste kampe, og desuden med den første startplads til Robert efter fire indhop – og Huescas første startplads siden han udgik efter 10 minutter mod Banik Ostrava for halvanden måned siden.

HB Køge ændrede kun én fra seneste kamp: Berkant Bayrak – Sebastian Larsen, Marcus Gudmann, Mattias Jakobsen, Hans Chr. Bonnesen, Niklas Jakobsen – Gabriel Larsen, Mike Jensen, Jafar Arias – Christian Tue Jensen, Mohamed Al-Naser.

De har det svært i bunden af 1. division med kun et point i 10 kampe og har et uhyre vigtigt bund- og lokalopgør i Roskilde på søndag kl. 14, men ”smed” på ingen måde denne pokalkamp, hverken i start-11’eren eller i den måde, de gennemførte kampen på.

Stadion lignede sig selv
De faldt også med ære foran et klubrekordstort fremmøde på 6.641 tilskuere, og måske var det ikke tilfældigt, at de spillede Gasolins ”Det bedste til mig og mine venner” i højttalerne, da FCK-holdet løb ind til opvarmningen. Da havde de ganske vist skruet lidt ned for lyden, for der hvor jeres udsendte sad, følte man sig en overgang hensat til lydniveauet til Gala Away for næsten præcis et år siden…

Vores fans udgjorde ca. en tredjedel af de fremmødte, og de sørgede for, at FCK-sangen også gjaldede over Saftkongens gamle højborg i Herfølge på det helt rigtige tidspunkt kort før kickoff.

FCK-fans i Herfølge
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


At der hverken var borde, strøm eller wifi til verdenspressen nævner vi ikke for at klage, men for blot at illustrere, at intet var forandret hernede, siden vi var her sidst i 2012, bortset fra at det naturlige græs var afløst af kunstgræs.

Det har også sin charme at komme ud til de her stadioner, vi ikke ser så tit, hvilket Neestrup heller ikke undlod at fremhæve bagefter, mens han ærligt også glædede sig over, at vi ”kun” skulle til Herfølge og ikke til Hobro eller Thisted.

I næste runde skal vi dog til Haderslev, hvor vi hverken kommer sjældent eller klarer det med en kortere bustur, men det vigtigste var også bare, at der blev en næste gang! Og det blev der, selv om det tog sin tid at få gang i målscoringen.

Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Chancer fra start
Vi havde ellers chancer nok lige fra starten, da Robert driblede i feltet og afsluttede fra spids vinkel, men Berkant Bayrak i HB-målet reddede til hjørne.

Kort efter sparkede Froholdt lige over mål fra kanten af feltet efter godt forarbejde af Robert, men vi skal også lige have med, at hjemmeholdet havde et hjørne i tredje minut, som Hans Chr. Bonnesen forlængede til fjerneste stolpe, og på en god dag, havde Jafar Arias måske kunnet flugte den i mål, men skød forbi. Og lad os bare afsløre, at meget mere kom de heller ikke til i kampen…

Efter et kvarter stod Robert igen bag en god chance, da den iøjnefaldende dribler fandt Elias Achouri midt i feltet, men han flugtede bolden tæt forbi mål. Lidt efter forsøgte Robert sig med et spektakulært saksespark, men må nøjes med en høj stilkarakter for den kunstneriske udførelse.

Robert Silva
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Selvfølgelig ærgrer man sig over, at vi ikke fik et tidligt mål, som sikkert havde givet et andet kampbillede, hvor vi ikke skulle jage i 80 minutter, men vi fastholdt et højt tempo og et solidt tryk på HB Køge, som aldrig fik ro til selv at bygge noget op.

Ofte valgte de derfor også at sparke langt fra keeperen eller bagkæden, hvilket i den stride vinde oftest endte med, at bolden røg direkte ned til Trott.

Næste nævneværdige chance faldt først lidt efter den halve time, da Onugkha havde to hovedstødsforsøg med kort mellemrum, begge på indlæg fra Lopez-indlæg.

German Onugkha
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


HB Køge havde nok at se til i deres højre side, hvor Froholdt også ofte bød sig til helt ude på kanten, så Achouri kunne trække ind i banen – og et par gange søgte Lopez også ind i feltet og kom i tillægstiden til et udmærket hovedstød på backkollega Huescas indlæg.

Men skarpheden manglede i afslutningerne, hvor vi havde svært ved at ramme målet, og det gjaldt også vores hidtil største chance, som tilfaldt Claesson lige efter pausen, da han tæt under mål headede lige forbi på endnu et Lopez-indlæg fra venstre.

Efter en times tid blev et af vores mange hjørnespark headet ud til Lopez, der fra kanten af feltet flugtede over mål.

Marcos Lopez
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Kampbilledet var det samme med løverne i fuld total kontrol, og uden at give noget væk bagude, spillede tålmodigt videre i tillid til, at målet nok skulle komme på et eller andet tidspunkt.

Den brede bænk
Stillingen betød dog også, at vi ikke kunne lave de udskiftninger, vi havde kunnet, hvis kampen mere eller mindre var afgjort, og først kom Elyounoussi og Gocholeishvili ind for Achouri og Huescas, og da Robert og Onugkha udgik 20 minutter før tid, måtte Mattsson og Cornelius også i aktion på bekostning af Højer og Chiakha.

Da vi nærmede os de sidste ti minutter stod der stadig 0-0 på måltavlen, og man begyndte så småt at tænke i forlænget spilletid, alt imens vi blev tvunget til endnu en udskiftning, da Garananga måtte humpe ud og blev erstattet af Hatzidiakos.

Grækeren kom snart til at spille en nøglerolle, for i 81. minut slog han en fin bold op i feltet, som Cornelius energisk tilkæmpede sig, og i duel med to modstandere sled han sig til baglinjen og slog bolden fladt ind foran mål. Bonnesen clearede den ud i feltet, hvor Lerager resolut trykkede af, og via Niklas Jakobsen fandt den vej til netmaskerne.

Lukas Lerager
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Det lignede en afgørelse, selv om HB Køge lidt efter fik et frispark uden for feltet, men det bankede anfører Marcus Gudmann fladt forbi mål. Siden holdt vi dem helt væk fra vores felt, og i stedet forsøgte Mattsson sig med et par afslutninger, inden han i tredje tillægsminut slog et smukt hjørnespark. Inde foran stod Hatzidiakos helt umarkeret på lige uden for målfeltet og dirigerede elegant bolden ned i det ene målhjørne til slutcifrene 2-0.

Det kostede lidt flere kræfter, end vi havde håbet på, men sejren var indiskutabelt helt fortjent.

Kevin Diks og Pantelis Hatzidiakos
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport