Kampreferat: Bei vs. FCK

De to hold
Würtz var tilbage i en startopstilling, hvor Grønkjær var foretrukket som hængende angriber bag Mackan. Beitar fastholdt sin 4-3-3 med to nye folk i forhold til det første opgør, Mirosevic afløste den karantæneramte Boateng, og den nye brasilianer Romulo startede i angrebet i stedet for Toto Tamuz.

Israelsk stormløb udeblev
Hvis man havde forventet et israelsk stormløb fra første fløjt, så blev man skuffet – hvis man altså var israeler. Hjemmeholdet tog det nemlig forholdsvis roligt, vel vidende at en enkelt dansk scoring let kunne punktere kampen. Men når lejligheden bød sig, var der fuld knald på i deres offensive spil, og som man også så i PARKEN, kneb det ofte med at de selv kunne følge med i deres eget tempo.

De danske mestre optrådte fra starten meget selvsikkert og koncentreret og viste tænder efter en halv snes minutter, da Silber sendte Grønkjær godt fri i højre side, men inde foran nåede Mackan ikke frem til hans udmærkede indlæg – denne gang! Würtz, der ikke lignede én der havde haft 10 dages kamppause, havde et fornemt langskud efter et kvarters tid, da Silber lagde den tilbage til ham fra kanten af feltet, og fra 20-25 meters afstand skruede han den lige uden om den ene opstander.

Lovende takter fra et hold i perfekt balance og god kontrol over begivenhederne. Man sad dog bare og ventede på, at israelerne ville skrue op for blusset, men man skulle en snes minutter hen, før de havde deres første afslutning. Det blev signalet til, at de overtog mere af spillet, men det blev ikke til meget mere end et par forkølede langskud.

Würtz og Hjalte arbejdede forrygende på den centrale midtbane, og Silber og Hutch gjorde også et kæmpe defensivt arbejde, som ganske vist betød at vi i perioden kom til at stå lige lovlig langt nede på banen. Men Beitar kom aldrig frem til noget særligt over for vores påpasselige bageste firekæde, og mod slutningen af halvlegen fik vi igen flyttet spillet lidt frem og lagt pres på dem.

Stor københavnsk chance lige inden pausen
To minutter før pausen fik vi omsider én af de meget få chancer, man kan forvente at få i sådan en kamp: Niclas tog et frispark fra midten af banen, Gravgaard tiltrak sig to forsvareres opmærksom i feltet og så dumpede bolden ned for fødderne af Silber, der på hjørnet af det lille felt lagde på tværs til en helt fri Mackan – men desværre nåede Gershon lige at få en lang tå på pasningen.

2. halvleg var kun få minutter gammel, da Mackan var ved at blive kvalt af en forsvarer under et hjørnespark fra William, men den ellers udmærkede italienske dommer havde kun øje for Brede, der begik en mindre ulovlighed i en luftduel og i stedet for straffe blev det israelsk frispark.

Hjemmeholdet begik stadig mange dumme fejl i deres opskruede tempo, mens mestrene fightede forbilledligt. Især Grønkjær var en evig kilde til uro og irritation i den israelske bagkæde, når han rutineret brugte hele paletten af sin internationale erfaring i de heftige nærkampe. Også Mackan og de fire midtbanefolk løb og kæmpede hvert et sekund om hver eneste bold og virkede som regel mere sikre i boldomgangen end israelerne. Forsvaret stod fortsat solidt og koncentreret og forhindrede israelerne i at teste Jesper for alvor.

Første fejl blev kynisk straffet
Men som taget ud af Ståles lærebog blev en enkelt lille uopmærksomhed i bagkæden prompte straffet… efter en times spil slog Idan Tal et godt langt skift fra venstre til højre, og indskiftede Baruchyan smuttede bagom Niclas ind i feltet, hvor han – lige inden Brede hægtede ham – lagde bolden på tværs til Itzhaki, der i fuld fart kunne first-time den fladt i nettet bag en chanceløs Jesper.

Mere skal der ikke til mod et hold af Beitars kaliber, og lydtrykket på Teddy Stadion fik naturligvis lige et par ekstra decibel. Toto Tamuz afløste den noget tamme Romulo og markerede sig straks med et drøn af et langskud, men bolden tog sidenettet.

Københavnerne lod sig dog på ingen måde slå ud af scoringen, der efterlod stillingen præcis så lige og åben, som slaget nede på banen. Mackan sendte Grønkjær af sted langs højrekanten, han tog et godt træk ind i feltet og afsluttede fladt, men Tale klarede – vores bedste forsøg hidtil i halvlegen. Men trætheden var ved at melde sig, og Mackan og William indkasserede advarsler inden for få minutters mellemrum, da de kom for sent i nærkampe.

Kraftigt israelsk pres mod slutningen
Ståle valgte dog stadig at holde sine 11 startende på banen, og de fik rigeligt at se til det sidste kvarters tid. Først fik Beitar en scoring underkendt for offside, og siden havde Tamuz endnu et drøn af et langskud, som Jesper afværgede med en klasseredning oppe under overliggeren. Og 4 minutter før tid præsterede han en ny superredning, da han med en fodparade afværgede et kæmpe tilbud til en helt fri Zandberg.

Endelig fløjtede dommeren af og gav os yderligere 30 minutter til at få den udebanetræffer, der sandsynligvis ville blive afgørende. Ståle valgte fortsat at holde reserverne på bænken, der som tiden gik må have føltes som en pinebænk!

Især da Tamuz kom først på et indlæg fra Itzhaki og fyrede af fra nært hold, men heldigvis ramte lige ved siden af den ene stolpe. Men vi var fortsat med i kampen og da Hutch seks minutter inde i forlængningen kom på skudhold på kanten af feltet i venstre side, kunne man godt have ønsket sig at han havde lagt den på tværs til en helt fri Mackan i feltet – men han fyrede selv af, og den strøg forbi mål. Men det var et advarselsskud til israelerne…

Mackan slog til igen!
To minutter efter kom det, vi alle sad og ventede og håbede på! Silber sendte Grønkjær til baglinien i højre side, og han sendte et fremragende fladt indlæg ind i det lille felt, hvor Hjalte var løbet med frem – hvor fik han dog kræfterne fra?? Han kom en anelse for sent, så bolden passerede til Mackan, der koldt sparkede den i tom kasse!

Kort efter blev han afløst af en sulten Ailton, der ikke var mange minutter om – med hjælp fra Brde - at få bolden bugseret ind i det israelske mål. Uheldigvis røg keeperen med i samme omgang, så dommeren gav forståeligt nok et frispark til Beitars bageste skanse.

I 2. halvleg af forlængningen måtte Würtz omsider give op med krampe og blev båret ud, mens Anton kom ind som højre back, og William rykkede op på den centrale midtbane. Beitar ville så forfærdelig gerne op og score de nødvendige to gange, men i takt med at deres kræfter også slap op, lignede de ikke et hold, der for alvor troede på det. De formåede ikke længere at sætte de danske mestre under tryk, og Ståles drenge kørte rutineret kampen til ende.

En stor præstation mod et israelsk mandskab, som viste høj international klasse og ikke gav mange chancer væk i løbet af to timers intens fight. Men vi kendte vores besøgelsestid både hjemme og ude, og derfor kan vi nu glæde os til to revancheopgør mod Benfica!