Pep Biel

Kampreferat: Den Derbysejr skulle vi have stjålet

I et par vilde afslutninger på de to aftenkampe smed vi først to point i Brøndby, da Uhre udlignede kort før tid, hvorefter FC Midtjylland smed tre point, da AGF vendte 1-3 til 4-3!

De to hold
Vi startede med Bengtsson og Kaufmann i stedet for Oviedo og Santos og stillede dermed samme hold som i de tre kampe inden onsdagens AaB-kamp. Brøndby havde Jung, Hermannsson og Slimane med i stedet for Skipper, Bruus og Radosevic i forhold til torsdagens 0-0-kamp i Herning.

Spillerne samles før kickoff


Ca. 3.000 Brøndbyfans på tribunerne – alle placeret med 3-4 sæders afstand rundt om på tribunerne - skabte en fin lydkulisse om kampen, og klubben skal roses for et godt og grundigt forarbejde med fyldig information, og så vidt jeres udsendte kunne se, blev alle retningslinjer fulgt til punkt og prikke.

Hjemmeholdet kom umiddelbart bedst ud af starthullerne, og efter ni minutter blev vores forsvar overspillet, så Lasse Vigen kom til en ganske god skudmulighed, som Kalle dog glimrende parerede.

Snart kom vi dog også ind i kampen, og efter et kvarters tid blev Varela sendt afsted i højre side af Zeca, men Kaufmann kom ikke ordentligt op til indlægget og headede forbi. Brøndby mistede en del bolde på for lange fremlægninger, men kom til endnu en god mulighed, da Nelsson gled i græsset og Hedlund blev spillet fri i feltet, men igen reddede Kalle, da hans landsmand fyrede af fra spids vinkel.

Efter en snes minutter gik Zeca ned i en glidende tackling på midten af banen og stemplede uheldigvis Gammelby hårdt på skinnebenet, og Brøndby-fansene var bestemt ikke tilfredse med, at han slap med et gult kort, som dog er nok til at sende ham i karantæne mod FCM på søndag.

Zeca får gult kort


Vi havde stadig ganske godt fat i spillet og havde især meget plads i vores højre side, hvor Rosted flere gange var på glatis, når Jung ikke var med tilbage, men Varela og Pep Biel fik ikke rigtigt forløst mulighederne. I den anden side kom vi til mindre, og da Kaufmann og Daramy også havde det svært mod deres fysiske tremands-forsvar, så blev det aldrig rigtig til noget, når vi nærmede os feltet.

Efter en halv times tid kom Samuel Mraz til en mulighed, da han tæmmede en bold i feltet og afsluttede fra halvspids vinkel, og igen stod Kalle hvor han skulle. I den anden ende erobrede Kaufmann energisk et par bolde fra Brøndby-opspillet, men stadig uden at det førte til, at vi blev farlige.

Mikkel Kaufmann


I stedet fik Brøndby halvlegens største tilbud ti minutter før pausen, da Gammelby snød Pierre ude i siden, og uden for vores felt spillede Vigen fikst ind til Hedlund, og kun en fantastisk fodparade fra Kalle forhindrede, at vi kom bagud.

Inden pausen nåede Pierre at sende et udmærket fladt skud afsted, som Schwäbe dog nåede ned til ved stolpen, men det var ret beset også vores eneste afslutning hidtil, hvilket var for lidt udbytte af et ellers fint spil ude på banen.

Brøndby indledte 2. halvleg med endnu en god mulighed, da Hedlund blev spillet fri i venstre side af feltet, men kiksede sin tværaflevering. Vi havde stadig svært ved de afgørende bolde og gennembrud, og kort før vi rundede en time var det uhyggeligt tæt på, at vi kom bagud. Hedlund trak forbi Bjelland langs baglinjen og lagde skråt tilbage i feltet, hvor Jung passerede Kalle med et hårdt, fladt spark, men Bjelland dukkede op på målstregen og afværgede.

Andreas Bjelland


Efter en time kom Santos ind for Kaufmann, og kort efter var Schwäbe nær aldrig kommet hjem fra en skovtur ude ved hjørneflaget, hvor Pep Biel pillede bolden fra ham, men blev offside i en 1-2 med Varela i et forsøg på at slå bolden ind i feltet mod det tomme mål. Siden fulgte et kvarters tid, hvor Brøndby var sjældne gæster i vores ende, men hele tiden lurede på kontramulighederne, og hvor Santos fik sendt en enkelt afslutning mod mål, som ikke voldte Schwäbe problemer.

Men det sidste kvarter kom der for alvor gang i løjerne! Først kom Hermannsson lige akkurat for sent ved fjerneste stolpe til et Hedlund frispark, som endte i sidenettet, og tre minutter efter snittede Santos et Daramy-indlæg på stolpen, hvorfra bolden ramte Schwäbe i nakken og heldigt for ham gik til hjørne.

Pep Biel tog det kort til Falk, fik bolden igen og trak på tværs uden for feltet forbi Bruus og sparkede med et fladt, præcist spark bolden ind ved den nærmeste stolpe.

Pep Biel scorer


Thomsen kom ind for Daramy og tog venstrekanten, mens Stage rykkede ind centralt, og Falk lagde sig op bag Santos, mens Brøndby satsede offensivt med Uhre for Rosted, og snart lagde de kraftigt pres på os. Et Lindstrøm-skud blev rettet af til hjørne, som Uhre flugtede på trekantsammenføjningen!

Herefter skiftede vi hele tre på én gang, for Pep Biel havde været nede med krampe, Falk var kørt flad, og Santos fik tilsyneladende et riv i baglåret, da han kort forinden forsøgte en hælaflevering i Brøndby-feltet. Ind kom Bartolec, Sigurdsson og Oviedo, så vi spillede 5-4-1 med Bartolec og Oviedo på kanterne og kun Stage helt fremme.

Men der gik kun et halvt minut... Bartolec opsnappede en fejlaflevering midt på egen halvdel og lagde roligt tilbage til Nelsson og Bjelland, der var helt umarkerede, men Bjelland lagde herefter for kort tilbage til Kalle, så Uhre smuttede imellem og køligt chippede bolden i nettet...

Kalle Johnsson


Gemytterne kogte lidt op, da Jung bremsede Zeca hårdhændet og fik gult kort, og det fik Bartolec og Hedlund også efter småskubberier, men selv om vi energisk forsøgte at komme tilbage og få de tre point, så blev det ikke til mere.

Vurderet på antallet af store chancer, var uafgjort da heller ikke helt hen i vejret, men måden det skete på... og så lige i et Derby! Men som nævnt indledningsvis, så endte det altså alligevel med, at vi halede lidt ind på midtjyderne, inden næste søndags topkamp i Telia Parken.