Ståle: Vi mangler power på de sidste 20-25 meter
Det var naturligvis en skuffet Ståle, der tog imod pressen efter dagens uafgjorte resultat i Brøndby:
"Set over hele kampen var resultatet vel fortjent nok, men det er ærgerligt, når det sker på den måde. Der er ikke så meget at sige til målet, det er en for kort tilbagelægning fra Bjelland, så der er ikke meget mere at analysere på dét," sagde Ståle.
"Jeg er fint tilfreds med vores grundspil i dag og med det meste, lige indtil vi nærmer os de sidste 20-25 meter. Derfra bliver det kampen igennem for meget småspil og nipseri, og vi mangler power til at lave de sidste gennembrud og komme til chancer."
"Daramy og Kaufmann får ikke så meget ud af det i dag, men det er ikke fordi de mangler støtte. Det var ikke rigtig Daramys dag i dag, men han kan sagtens være med på det her niveau og skal også nok komme igen. Vores venstre side med Pierre og Stage var også lidt låst i dag, og Stage - som ellers er kommet meget i feltet og har været målfarlig de seneste kampe - kommer heller ikke til så meget i dag. Pep Biel og Varela havde meget plads ude i højre side, og Pep blev bare bedre og bedre, som kampen skred frem, selv om det foregik i højt tempo med masser af fysik."
"Jeg følte egentlig, at vi havde god kontrol langt ind i kampen, hvor de mest lurede på kontra eller fejl, men de kommer jo til flere store chancer både før og efter pausen. Nogle skaber de selv, men vi giver dem også et par stykker ud over målet."
"Nu gælder det FC Midtjylland i Telia Parken næste søndag, og den ville vi selvfølgelig gerne have spillet foran fyldte tribuner og med kortere afstand op til dem. Men vi må få det bedste ud af det. Vi har været okay stabile siden coronapausen med tre hjemmesejre og to uafgjorte på udebane, og det bliver jo det samme hold om en uge, undtagen Zeca der får karantæne," sluttede Ståle.