Kampreferat: Det ku' være gået begge veje

Løverne indledte for en gangs skyld i en 3-5-2-formation med Vavro, Lüftner og Boilesen, mens Thomsen og Bengtsson lå som wingbacks. Ankersen var ude med en skade, og Pusic måtte melde fra aftenen før, så Tom Høgli blev hasteindkaldt til sin absolut sidste tur med holdet.

For tredje gang i efteråret kom vi bagud allerede i kampens første minut... Lüftner og Vavro fik ikke tacklet/clearet en dybdebold i feltet til Jannik Pohl, og uden for feltet nåede Zeca og Kvist ikke at gribe ind, før FIlip Lesniak med et fladt spark udplacerede Robin, hvis udsyn så ud til at være spærret.

Vi havde en del boldbesiddelse efter målet, men AaB havde godt fat i spillet og kom ofte for let igennem på kanterne, så Ståle efter allerede et lille kvarters tid sendte Falk ud og varme op. Efter 20 minutter kom han ind for Vavro, som Ståle efter kampen ikke kritiserede mere end så mange andre - men noget måtte gøres, så vi kunne gå tilbage i 4-4-2 med Thomsen og Bengtsson på backerne.

Benjamin Verbic


Det hjalp også, og netop Falk fik vores første chance i kampen lidt efter, da Verbic fornemt strøg forbi tre mand og til baglinjen, men Falks skud blev inde foran blev rettet af til hjørne.

Efter en halv time fik Pieros en stor chance, da han flot tæmmede bolden midt i feltet, men en AaB'er nåede at få foden på hans afslutning. Men det begyndte at ligne noget, og nogle minutter efter lignede det et regulært drømmemål, da Santander slog til med et slangehug. Thomsen slog indlægget, og i udkanten af feltet flugtede Santander bolden ind ved den nærmeste stolpe!


Nu spillede vi op til noget af det bedste, vi har vist på udebane denne sæson, og selv om Rolim fik en skudchance, som Kvist nåede at tackle, sad vi på resten af halvlegen, og i slutminutterne havde vi to-tre gode afslutninger, hvor især et Boilesen-langskud tvang AaB-keeper Rinne til en flot redning.

Opløftende udvikling efter den nedslående indledning!

Til 2. halvlegs start kom Tom Høgli lidt overraskende - i hvert fald for ham selv - ind på højre back i stedet for Thomsen, men han leverede efter omstændighederne en fin kamp, selv om han ikke har spillet siden vi mødte AaB i Superliga-sæsonpremieren!

Verbic havde en god skudchance uden for feltet efter et fint angreb, men AaB - der stod meget lavt og kompakt - lurede hele tiden på kontra, og da Rolim afdriblede et par mand i feltet, måtte Robin ned med en meget flot redning med den ene arm, da bolden ellers var på vej i netmaskerne.

Pieros fik også et stor tilbud lidt efter, fornemt spillet fri af Zeca, men skød forbi fra kanten af feltet, og vi fortsatte med at en klar spillemæssig dominans. Midt i halvlegen var Tom såmænd lige ved at komme på tavlen, da han opsnappede en clearing uden for feltet og friskt fyrede af med venstre, men lidt ude af balance strøg bolden desværre forbi mål.  

Tom Høgli


Efterhånden var det dog som om kræfterne begyndte at slippe op, og AaB kom igen til en kæmpe kontramulighed, da Jannik Pohl chippede bolden over Robin men også tæt forbi den fjerneste stolpe. Siden fik de mere og mere etableret spil i en lidt rodet fight, hvor vi manglede overskuddet til at fortsætte det tryk, vi havde lagt i en times tid. Det kunne være gået galt, men det holdt hjem, og det var vel egentlig retfærdigt nok efter en kamp, som begge hold med god ret kunne hævde, at de kunne have vundet.

Et langt og forfærdeligt Superliga-efterår sluttede med et point, der lige akkurat holder os blandt Top 6 inden de sidste 7 runder efter vinterpausen. Desto mere credit skal der gives til de mange fans, der havde taget turen til Aalborg og fra start til slut støttede holdet varmt og højlydt. Selv i pausen sang de ufortrødent videre, så havde man ikke fået varmen af Santas drømmemål, fik man det i hvert fald af at mærke opbakningen, når der var allermest brug for den i en svær tid.