Kampreferat: Endnu en af de kampe...
Det blev endnu en af de kampe... dominans i lange perioder, meget godt spil, fine angreb og chancer - men nådesløst straffet for defensive fejl og brændte chancer.
Holdene
Zeca var tilbage fra europæisk karantæne og erstattede Gregus, mens Santander startede i stedet for Fischer. FCM måtte undvære Onuachu, der ikke var klar efter den skade, han fik sidste weekend i Horsens.
Vi kom glimrende ud til kampen og uden at dominere voldsomt spillede vi gode første ti minutter, hvor det meste spil foregik mellem de to felter. Men efter et kvarters tid begyndte vi for alvor at presse dem, og Vavro måtte se et hovedstød pareret på målstregen efter et hjørnespark.
Minuttet efter hamrede Skov et skud afsted fra spids vinkel, som forsvaret med besvær fik afværget, og Santander fandt Pieros i feltet efter et godt angreb, men afslutningen blev ikke skarp nok.
Det var den til gengæld da Santander dundrede bolden i nettet, men han blev desværre vinket offside, da han fik bolden fra Pieros…
Stærk københavnsk indledning
Da uret rundede tyve minutter var vi virkelig inde i en god periode og styrede fuldstændig begivenhederne, og belønningen kom i de 23. minut. Skov spillede Ankersen fri i højre side af deres felt, og han fandt Pieros midt i feltet, og så stod det 1-0!
Det vækkede dog midtjyderne, som begyndte at presse spillet mere frem og fik slået et par halvfarlige indlæg. Men farligt blev det først, da Lüftner ikke headede et indlæg langt nok væk - og fra baglinjen slog Korczmár bolden ind foran, hvor Onyeka bare skulle sætte foden på for at bringe balance i regnskabet.
Sådan er livet… men bedst som vi kom med i kampen igen, smed William kort før pausen en bold hen i fødderne på Duelund, der løb ned og udplacerede Robin.
Chancen var der til udligning
Ikke det sjoveste at gå til pause på, men holdet viste god mental styrke ved at komme stærkt ud til 2. halvleg og tage fat i kampen igen.
Uden at nedspille midtjyderne holdt vi spillet godt oppe på deres halvdel, og det første kvarter tid havde de intet offensivt. Til gengæld kunne og burde Falk have fået mere ud af et kvikt opspil fra Skov til Santander, som fikst lagde den videre til Falk - men hans bløde inderside-afslutning sad lige på Jesper Hansen.
Midt i halvlegen begyndte midtjyderne at komme mere frem over heden, og med 20 minutter igen slap vi heldigt fra en jysk trippel-chance, hvor tre mand på skift fyrede af, men måtte se alle deres skud blokeret!
FCM sluttede bedst af - og lukkede og slukkede
På det tidspunkt havde Fischer og Pierre afløst Skov og Lüftner, og med et kvarter igen kom Gregus også ind for Kvist. Kampen havde nu udviklet sig til lidt af en rodet affære, og det passede Midtjylland bedst, for de lagde mere og mere pres på.
Måske sad Atlético-kampen lidt i benene hos flere af vores, men både Pieros og Fischer kom dog til afslutninger, men uden at de satte Jesper Hansen på prøver. I stedet blev det 1-3 kort før tid, da Ankersen nedlagde en midtjyde uden for feltet, og Jakob Poulsen skruede dødbolden på stolpen - hvorfra den røg ud i fødderne på indskiftede Marc Dal Hende, som slog sejren fast.
I overtiden nåede Fischer at være tæt på en reducering, men overplacerede en god skudchance og skød tæt forbi.