Kampreferat: FCK vs. AaB
F.C. København hjemførte sæsonens første titel og årets fjerde, da det blev til en smal 2-1 sejr over pokalvicemestrene fra AaB i årets Super Cup. En ganske velspillet og intens kamp fandt sin målscorere i Lars Jacobsen og Ole Tobiasen for FCK, mens Bård Borgersen blev noteret for AaB' enlige træffer. 4.926 tilskuere overværede kampen i PARKEN, der også bød på et brændt straffe af Álvaro og en udvisning til Hjalte Nørregaard.
Cheftræner Hans Backe gav i aftenens kamp debut til den finske venstreback Janne Saarinen, mens en anden nyerhvervelse, Dan Thomassen, måtte se hele kampen fra bænken. På bænken var også Benny Gall at finde, da han i sidste øjeblik måtte træde til, da Magnus Kihlstedt blev skadet kort inden kampen.
Ellers prægede løvernes unge garde, i form af Nørregaard, Bergvold, Traoré, Bech og Silberbauer atter Backes startopstilling, der skulle forsøge at finde melodien og magien fra forårets flotte kampe i sæsonens første styrkeprøve - Super Cup 2004. Og efter en lidt tøvende start af begge mandskaber var det også københavnerne, der fandt bedst ind i kombinationerne med et par meget løbevillige backs, wings og centrale midtbanespillere som omdrejningspunkterne. I front gjorde Álvaro sædvanen tro god fyldest, om end han i dag sparede lidt på afslutningerne. Omvendt leverede brasilianeren flere gode afleveringer til medspillerne, hvoraf to indenfor ét minut til henholdsvis Silber og Svensson kunne have resulteret i mål, men AaB bedste i dagens kamp, Jimmy Nielsen, afværgede flot forsøgene.
En af forårets positive spillemæssige københavnske fornyelser - dybdeløbene fra midtbanen - gentog sig i dagens kamp ved Hjalte Nørregaard, så længe det dog varede. Et flot angreb fremført af Saarinen endte med en stikning fra finnen til Nørregaard, der i fri position måtte se Nielsen klare skuddet. Kort efter denne afslutning gav Nørregaard den, for anden gang inden for få øjeblikke, lidt for meget i tilbageløb og tackling, hvilket umiddelbart korrekt gav midtbanespilleren to gule kort efter blot 26 minutters spil. Den ene af tacklingerne medførte endvidere exit Jacob Sørensen, der blev erstattet af Christian Lundberg.
Med omdrejningspunktet Nørregaard ude af kampen blev rytmen i spillet naturligt slået i stykker og Backes taktiske forberedelser med Nørregaard som dødboldstager ærgerligt forpurret. Omvendt lykkedes det ikke AaB'erne at sætte nogen form for trumf på, selvom boldbesiddelsens steg et par procent for nordjyderne. Dette dog uden at det blev til de store prøvelser for Rabo i løveburet.
Efter en halv time spillet blev Silberbauer revet omkuld i feltet og uden tøven dømte Claus Bo Larsen straffe. Normalt så sikre Álvaro steppede op blot for at se sin skud midt i målet blive stoppet af Nielsens venstre støvle.
Som halvlegen skred mod ende kom Aab'erne mere med kampen og med to nye brasilianere Tulio og Welington i teten leverede nordjyderne flere gode og ganske giftige tiltag. Først var det Tulio, der i statur gav minder om landsmanden Jardel, som søgte at dirigere bolden i nettet fra forreste stolpe efter hjørne, mens Welington to minutter før pausefløjtet i den grad burde have scoret på sin chance i fri position få meter fra målet.
En ødelagt sprinkler medførte fire minutters overtid og det var akkurat hvad Byens Hold og Lars Jacobsen havde brug for. Med halvlegens absolut sidste spark kunne fynboen således efter en skrå tilbagelægning fra Álvaro sende bolden i nettet i modsatte hjørne af sit fremløb i højre side. En herlig afslutning på en begivenhedsrig halvleg.
Efter pausen formede det første kvarter sig som en jævnt kedelig forestilling, hvor ti organiserede københavnske spillere dæmmede op for nordjydernes pauvre tiltag. En enkelt gang kom Nedre C for alvor på dupperne, da Saarinen med god fight og flot teknik gav prøver på sin kunne lige foran det hvide menneskehav. I det hele taget spillede finnen en flot kamp, der også bød på en flot frisparksafslutning. Det lover bestemt godt for fremtiden.
Minutviseren skulle nærme sig midtvejs i halvlegen inden der igen var fare på færde. Her tog Bergvold, der efter Nørregaards udvisning spillede centralt på midtbanen, en rigtig god tur ned midt i banen, hvorefter han med en god stikning fandt indskiftede Todi. Desværre for færingen og F.C. København brillerede Jimmy N atter med en kanonredning, der dog gav et hjørnespark. På dette blev bolden forsøgt eksekveret væk, men efter lidt uro i de bagerste kæder hos AaB kunne bolden af en FCK'er spilles tilbage til Ole Tobiasen, der fra kanten af feltet tordnede bolden ned i det ene målhjørne til føring 2-0. En flot scoring der resulterede i en "skopudsning" af Lars Jacobsen.
Efter scoringen pressede nordjyderne naturligt på og blot få minutter efter Tobiasens træffer var det norske Bård Borgersens tur til at gøre sine forsvarskollegaer kunsten efter, hvilket han gjorde med et flot lob efter et hjørnespark.
Reduceringen fik AaB'erne til at presse yderligere på og i kampens sidste kvarter vrimlede det chancer til Hamréns tropper, men både Tulio, to-tre gange Lundberg og Augustinussen, måtte alle se deres forsøg strande forgæves. I sær sidstnævnte var tæt på, men hans skud i kampens overtid tog roden af stolpen og AaB'ernes skæbne forseglet.
Dermed blev det til atter en pokal for Svensson og Co. og herligt var det at se anførerens efterhånden rutinerede omgang med sølvtøjet ved den obligatoriske præmieoverrækkelse, der også involverede en check på 100.000 danske kroner.
På lørdag skydes SAS Ligaen atter i gang, når F.C. København og Silkeborg IF tørner sammen på Silkeborg Stadion klokken 17.00.