Kampreferat: FCK vs. AGF
07/11 2004 21:30
Trods en flot og viljestærk indsats af F.C. København, måtte Backes bravt kæmpede tropper sande at der er mere mellem himmel og jord, da en umiddelbart sikker sejr på surrealistisk vis blev ændret til nederlag, da det lykkedes AGF indenfor små ti minutter i slutfasen at score hele tre gange. Dermed hjembragte Åkebys mandskab tre point til byen, der, om end en kende overrasket, nok smiler mere end normalt. Flotte 22.206 tilskuere var vidner til den underfundige kamp.
Cheftræner Hans Backe måtte til eftermiddagens sene kamp undvære flertallet af sine frontangribere, da Álvaro, Zuma og Todi alle var henvist til tribunen grundet skader, mens Møller gjorde dem følge med endnu en karantænedag. Det gav et angriberpar bestående af Jesper Bech og norske Magne Hoseth. På målmandsposten var Magnus Kihlstedt som ventet ikke blevet klar, og han blev afløst af Rabóczki. På plussiden noteredes det, at Bo Svensson atter var klar efter afsonet karantæne, og løvernes anfører indtrådte dermed på sin faste plads i midterforsvaret, hvilket skubbede flerstrengede Traoré op på midtbanen, der samtidig så Røll og Nørregaard placeret som henholdsvis venstre-og højremidt.
Hos AGF måtte Sören Åkeby undvære hardhitter Brian Steen Nielsen, da den tidligere landsholdsspiller inden dagens kamp havde samlet for mange karantænepoint.
Ovenpå den middelmådige midtugeindsats i det midtjyske var løverne atter at finde på eget græs i PARKEN, hvor dagens modstander AGF mødte til kamp med fornyet optimisme ovenpå et godt efterår, der senest indbragte en sejr på 2-1 over AaB og en umiddelbar placering som nummer fem i rækken for holdet fra landets næststørste by.
I landets største kom jyderne dog ikke bedst fra start i det hjemmeholdet fra kampens indledning udviste en vilje og spillelyst, der varmede godt i novemberkulden. Med et par oplagte kanter i Røll og Nørregaard, havde løverne initiativet og efter blot fem minutter kunne Nørregaard havde scoret, men midtbanespilleren sendte sin afslutning efter et formidabelt træk snert ved siden af målet.
Den københavnske dominans fortsatte som halvlegen skred frem og selvom det ikke umiddelbart resulterede i de store åbne chancer spillede Byens Hold med aggressivitet og langt mindre afstand mellem kæderne, end hvad der tidligere er observeret i efteråret.
Af denne årsag så man ikke meget til Åkebys tropper, der havde nok at gøre med at forsvare sig, hvorfor Morten Rasmussen, Tobias Grahn og Aubynn ikke havde meget andel i kampen i første halvleg.
Efter en lille halv time blev hjemmeholdet ramt af endnu en skade opstået i kampsituation, idet Røll måtte lade sig udskifte med Silberbauer. En uheldig tendens, der imidlertid ikke slog den gode københavnske rytme i stykker og halvlegens sidste kvarter burde i den grad havde resulteret i en mål, da tre særdeles gode scoringsmuligheder tilfaldt hjemmeholdet. På den første mulighed brød Hoseth lydmuren, da han tordnede et frispark mod mål, blot for at se Rune Pedersen feberredde ved at fiste bolden til hjørnespark. Herefter var det indskiftede Silberbauer, der fik pulsen op i PARKEN, da han blev spillet fri i feltet. Desværre formåede Rune P atter engang af afværge på Silbers gode hovedstød og københavnerne stadig uforløst.
Et af F.C. Københavns bedste offensive kort i denne sæson, Magne Hoseth, stod også for den tredje, da han efter en god slalomtur ned gennem midten af banen pludselig befandt sig alene med AGF-keeperen. Beklageligvis sendte den norske landsholdsspiller bolden udenom mål på en ellers følt afslutning.
Kort efter afrundede Vollquartz fløjte første halvleg, i hvilken F.C. København viste noget at det bedste spil holdet har præsteret længe. Mens det endelige udbytte i form af mål stadig manglede, sad man som tilskuer med københavnerhjerte dog alligevel med en optimistisk fornemmelse i kroppen forud for anden halvlegs start.
I denne - skulle det vise sig fuldstændige uberegnelige halvleg - havde Åkebys tropper fra starten af anden ændret på indstilling og vilje, hvilket medførte at to mere jævnbyrdige mandskaber trodsede hinanden. Dette ligeledes underbygget af at også AGF blev noteret på chanceblokken, da Aubynn efter fem minutters spil fik en god, men resultatløs mulighed inde i feltet på oplæg af Søren Pedersen.
Herefter tippede vægtskålen atter over på københavnsk side, da hjemmeholdet på ny satte kadencen op. Via indædt fight om hver bold tilkæmpede hjemmeholdet sig dermed overtaget i kampen og iøjefaldende i denne fase af kampen var især Traoré på midtbanen, der med fysisk og overblik i afleveringer og placering var en flot pendant til Nørregaards imponerende og konstante dybdeløb.
Midtvejs i halvlegen sendte udeholdet imidlertid Helgi Sigurdsson på banen frem for en noget anonym Aubynn, og det medførte straks et par farlige tilbud til AGF'erne, der dog ikke førte til mål.
Det gjorde derimod næste københavnske offensiv. En generelt stærkt spillende Nørregaard modtog således bolden små 30 meter udenfor feltet, og som det mest naturlige bankede løvernes topscorer bolden i kassen med et dykkende hårdt skud. En flot scoring og jubelen enorm i PARKEN.
Nørregaards mål så længe ud til at blive sejrsmålet, men med godt ti minutter tilbage af opgøret ophørte al fornuft og kampens udvikling og afslutning må kalde på ordbogens mest finurlige gloser i landets medier.
Fra denne kant skal det blot konstateres at det på uforklarlig og surrealistisk vis lykkedes udeholdet at score tre gange på ni minutter ved Helgi Sigurdsson, Thomas Thorninger og Morten Rasmussen, og så hjalp det lige lidt at Tobiasen indimellem udlignede til 2-2.
Dermed tabte F.C. København i kampens afsluttende fase tre umiddelbart sikre point. Ikke just fortjent ovenpå en gennemgående flot indsats, men trods de manglende point afslørede opgøret opløftende spillemæssige kvaliteter af hjemmeholdet, der lover godt forud for holdets næste opgaver, hvoraf den første allerede er på torsdag, når kampen om det skandinaviske mesterskab, Royal League, indledes med udebaneopgøret mod IFK Göteborg.
Cheftræner Hans Backe måtte til eftermiddagens sene kamp undvære flertallet af sine frontangribere, da Álvaro, Zuma og Todi alle var henvist til tribunen grundet skader, mens Møller gjorde dem følge med endnu en karantænedag. Det gav et angriberpar bestående af Jesper Bech og norske Magne Hoseth. På målmandsposten var Magnus Kihlstedt som ventet ikke blevet klar, og han blev afløst af Rabóczki. På plussiden noteredes det, at Bo Svensson atter var klar efter afsonet karantæne, og løvernes anfører indtrådte dermed på sin faste plads i midterforsvaret, hvilket skubbede flerstrengede Traoré op på midtbanen, der samtidig så Røll og Nørregaard placeret som henholdsvis venstre-og højremidt.
Hos AGF måtte Sören Åkeby undvære hardhitter Brian Steen Nielsen, da den tidligere landsholdsspiller inden dagens kamp havde samlet for mange karantænepoint.
Ovenpå den middelmådige midtugeindsats i det midtjyske var løverne atter at finde på eget græs i PARKEN, hvor dagens modstander AGF mødte til kamp med fornyet optimisme ovenpå et godt efterår, der senest indbragte en sejr på 2-1 over AaB og en umiddelbar placering som nummer fem i rækken for holdet fra landets næststørste by.
I landets største kom jyderne dog ikke bedst fra start i det hjemmeholdet fra kampens indledning udviste en vilje og spillelyst, der varmede godt i novemberkulden. Med et par oplagte kanter i Røll og Nørregaard, havde løverne initiativet og efter blot fem minutter kunne Nørregaard havde scoret, men midtbanespilleren sendte sin afslutning efter et formidabelt træk snert ved siden af målet.
Den københavnske dominans fortsatte som halvlegen skred frem og selvom det ikke umiddelbart resulterede i de store åbne chancer spillede Byens Hold med aggressivitet og langt mindre afstand mellem kæderne, end hvad der tidligere er observeret i efteråret.
Af denne årsag så man ikke meget til Åkebys tropper, der havde nok at gøre med at forsvare sig, hvorfor Morten Rasmussen, Tobias Grahn og Aubynn ikke havde meget andel i kampen i første halvleg.
Efter en lille halv time blev hjemmeholdet ramt af endnu en skade opstået i kampsituation, idet Røll måtte lade sig udskifte med Silberbauer. En uheldig tendens, der imidlertid ikke slog den gode københavnske rytme i stykker og halvlegens sidste kvarter burde i den grad havde resulteret i en mål, da tre særdeles gode scoringsmuligheder tilfaldt hjemmeholdet. På den første mulighed brød Hoseth lydmuren, da han tordnede et frispark mod mål, blot for at se Rune Pedersen feberredde ved at fiste bolden til hjørnespark. Herefter var det indskiftede Silberbauer, der fik pulsen op i PARKEN, da han blev spillet fri i feltet. Desværre formåede Rune P atter engang af afværge på Silbers gode hovedstød og københavnerne stadig uforløst.
Et af F.C. Københavns bedste offensive kort i denne sæson, Magne Hoseth, stod også for den tredje, da han efter en god slalomtur ned gennem midten af banen pludselig befandt sig alene med AGF-keeperen. Beklageligvis sendte den norske landsholdsspiller bolden udenom mål på en ellers følt afslutning.
Kort efter afrundede Vollquartz fløjte første halvleg, i hvilken F.C. København viste noget at det bedste spil holdet har præsteret længe. Mens det endelige udbytte i form af mål stadig manglede, sad man som tilskuer med københavnerhjerte dog alligevel med en optimistisk fornemmelse i kroppen forud for anden halvlegs start.
I denne - skulle det vise sig fuldstændige uberegnelige halvleg - havde Åkebys tropper fra starten af anden ændret på indstilling og vilje, hvilket medførte at to mere jævnbyrdige mandskaber trodsede hinanden. Dette ligeledes underbygget af at også AGF blev noteret på chanceblokken, da Aubynn efter fem minutters spil fik en god, men resultatløs mulighed inde i feltet på oplæg af Søren Pedersen.
Herefter tippede vægtskålen atter over på københavnsk side, da hjemmeholdet på ny satte kadencen op. Via indædt fight om hver bold tilkæmpede hjemmeholdet sig dermed overtaget i kampen og iøjefaldende i denne fase af kampen var især Traoré på midtbanen, der med fysisk og overblik i afleveringer og placering var en flot pendant til Nørregaards imponerende og konstante dybdeløb.
Midtvejs i halvlegen sendte udeholdet imidlertid Helgi Sigurdsson på banen frem for en noget anonym Aubynn, og det medførte straks et par farlige tilbud til AGF'erne, der dog ikke førte til mål.
Det gjorde derimod næste københavnske offensiv. En generelt stærkt spillende Nørregaard modtog således bolden små 30 meter udenfor feltet, og som det mest naturlige bankede løvernes topscorer bolden i kassen med et dykkende hårdt skud. En flot scoring og jubelen enorm i PARKEN.
Nørregaards mål så længe ud til at blive sejrsmålet, men med godt ti minutter tilbage af opgøret ophørte al fornuft og kampens udvikling og afslutning må kalde på ordbogens mest finurlige gloser i landets medier.
Fra denne kant skal det blot konstateres at det på uforklarlig og surrealistisk vis lykkedes udeholdet at score tre gange på ni minutter ved Helgi Sigurdsson, Thomas Thorninger og Morten Rasmussen, og så hjalp det lige lidt at Tobiasen indimellem udlignede til 2-2.
Dermed tabte F.C. København i kampens afsluttende fase tre umiddelbart sikre point. Ikke just fortjent ovenpå en gennemgående flot indsats, men trods de manglende point afslørede opgøret opløftende spillemæssige kvaliteter af hjemmeholdet, der lover godt forud for holdets næste opgaver, hvoraf den første allerede er på torsdag, når kampen om det skandinaviske mesterskab, Royal League, indledes med udebaneopgøret mod IFK Göteborg.
