Kampreferat: FCM vs. FCK
10/04 2002 23:00
Man kunne fornemme, hvor det bar hen allerede før kampen, da Dansk Tipstjenestes mobile spillebiks måtte pakke sammen uden nogensinde at blive online. De danske mestres besøg i Ikast kunne bare ikke rigtigt tænde midtjyderne denne smukke, men kolde forårsdag i april, hvor blot 3479 tilskuere havde fundet vej til SAS-ligaens mindst prætentiøse stadion.
Måske var det banens sandkasselignende beskaffenhed, der inspirerede de hvide til at holde legestue i kampens første kvarter, hvor en 3-0-føring til F.C. København ikke engang ville have kunnet få Svend Gehrs på barrikaderne.
De hvidblusede var oppe på tæerne allerede fra kampens første fløjt, hvor Thomas Røll tidligt og elegant afdriblede et par FCM-spillere på højrekanten, men desværre ikke fik afsluttet optimalt. Få minutter senere dokumenterede Røll, at han trives på højrekanten, hvor han i kynisk enkelt samspil med Zuma blev spillet fri til afslutning. En solid Peter Skov Jensen gik imidlertid godt ud af buret, og Røll placerede sin afslutning over mål. Minuttet efter gamblede Zuma og Jónsson på den traditionelle Martin Nielsen-svaghed med at spille nonchalant fra bageste position. Zuma fik bolden forærende af Nielsen, rundede Skov Jensen og afsluttede fladt med venstrepoten midt i målet, hvor en forsvarer dog kom på tværs.
I det 11. minut headede Todi Jönsson snert over målet, og på det efterfølgende angreb blev Røll sparket ned bagfra på kanten af feltet. Til hjemmepublikummets forbavselse forblev Claus Bo Larsens medbragte fløjte tavs. Stilheden var også larmende, da Zuma pludselig vred om på anklen og måtte behandles på sidelinien. Lykkeligvis vendte Bafana Bafana-stjernen tilbage til banen.
Normanden, der ifølge eget udsagn ikke kan sparke, bragte i det tyvende minut minderne fra årets mål i PARKEN i søndags frem på nethinden, da han afsluttede fra en afstand, der givet har fået Mykland til at se beroligende ubetydelig ud fra målstregen. Desværre fortsatte bolden sit svæv til 15 meters højde og dumpede ned bag målet. I det 25. minut stod det med eet klart for den tilrejsende skare af F.C. København-fans, at det ville blive lange 130 minutter, før aftenens runde i SAS-ligaen ville være afsluttet. 65 minutter på Ikast Stadion og 65 minutter på Brøndby Stadion, hvor nedrykningstruede GF havde bragt sig foran med to pinde.
Resten af halvlegen var præget af solidt forsvarsspil fra begge hold, men med F.C. København som absolut toneangivende. En lille håndfuld halve chancer - herunder et par stykker til hjemmeholdet -understregede indtrykket af en halvleg på et tilfredsstillende niveau, men med et utilfredsstillende facit.
Stærkest i storbybilledet stod højresiden med en koncentreret Antonelius og en sprudlende Røll samt solide Svensson og Albrechtsen i midterforsvaret. Og selv om midtjydernes Pimpong fik demonstreret, at han er en af SAS-ligaens hurtigste angribere, stod det også klart, at han kun er næsten lige så hurtig som Martin Albrechtsen. Endvidere fik Carsten Fredgaard indikeret en vis proportionalitet mellem antallet af spilleminutter og kvalitet i indsatsen.
I starten af 2. halvleg blev grønsværens mange kubikmeter sand den perfekte kulisse til en halv snes minutters ørkenvandring, hvor man som københavner passende kunne bruge tiden til at fundere over, hvilken olie Backe anvender til maskinrummet. Uanset fabrikatet er der tale om en kvalitetsvare, for Poulsen & Mykland kværnede fra første til sidste minut modstanden ud af de velorganiserede, men idéforladte ulve, der halsede efter løverne i jagten på en puma (bolden).
Endnu engang var der tale om en relativ lavmælt, men effektiv magtdemonstration, der minut for minut trak tænder ud af erfarne, men til stadighed mere frustrerede midtbanefolk som Jens Jessen og Thomas Thomasberg hos FC Midtjylland. Chancerne var få, og mest underholdende var situationen, hvor Pimpong fik hjælp af cheftræner Ove Petersen til at binde sit snørrebånd.
I det 14. minut tog den svenske landsholdsspiller, Tomas Antonelius, imidlertid initiativ til et lærebogsangreb, der med altid spilbare Zuma som mellemstation bragte Carsten Fredgaard fri foran mål. Zumas elegante indlæg blev behandlet med konsekvens og efter fortjeneste af en fremstormende Fredgaard, der headede bolden i maskerne med et brag.
Pludselig var den første F.C. København-sejr på Ikast Stadion indenfor rækkevidde. I minutterne efter scoringen viste Fredgaard flere eksempler på sin genvunde selvtillid og enorme speed, men Peter Skov Jensen viste formatet ved flere meget lidt spektakulære, men desto mere effektive redninger på afslutningerne. Til gengæld missede midtjydernes ankermand totalt et indlæg, der bragte Bo Svensson i fri position, men hovedstødet gik over mål.
Midt i halvlegen brillerede liniedommer Allan Dam med en offside-kendelse af nærmest Lars Gernerske dimensioner. Zuma havde frit løb mod mål, da Dam langsomt og helt umotiveret løftede højre arm. Desværre den arm, hvor han holdt flaget. Det var beklageligt al den stund, at Zuma i afleveringsøjeblikket ikke alene havde fire FCM-spillere mellem sig og mållinien, men endvidere formentlig befandt sig på egen banehalvdel. Kendelsen fik Backe og Jensen op af stolene på trænerbænken, men generelt var dommertrioens indsats ganske udmærket.
F.C. Midtjylland holdt godt fast i organisationen, men det var småt med improvisationer og alvorlige udfald mod et sammentømret FCK-hold, der selv på en mellemgod dag forekom dominerende. Den fairspillede kamp forblev dog konstant spændende, og verden gik i stå et sekund, da Frank Kristensen tacklede bolden fra Albrechtsen i feltet og afsluttede på stolpen. Forinden havde Claus Bo Larsen imidlertid fløjtet for et diskutabelt frispark til F.C. København.
I kampens sidste minutter pressede FCM på, og Kihlstedt blev testet af et par forsøg indenfor rammen, inden spillerne kunne holde fyraften efter en indsats, der lå solidt placeret omkring tilfredsstillende, men et stykke fra holdets fulde potentiale.
Efter kampen udtrykte Hans Backe glæde over Carsten Fredgaards succes, der forhåbentlig løfter hans spil i de kommende kampe også. Derudover konstaterede Backe knastørt, at F.C. København lige nu er så godt et hold, at tålmodighed i sig selv er pointgivende. Fraværet af stress selv langt inde i kampen medvirker til, at holdet vil dominere de fleste kampe og derfor komme til de nødvendige chancer og mål i løbet af 90 minutter. Eller udtrykt på en anden måde; lige nu er F.C. Københavns værste modstander F.C. København selv. Med sytten point i syv forårskampe er det nu også en ganske værdig modstander...
Selv ikke en sidsteminuts udligning på Vestegnen kunne slette indtrykket af en udbytterig dag på heden. Og som en FCK leder udtrykte det med et ironisk glimt i øjet og et skævt smil, da BIF-udligningen blev kendt i FCKs omklædningsrum: Det er ok. Vi skal helst ikke være for langt foran BIF inden den 12. maj.
Måske var det banens sandkasselignende beskaffenhed, der inspirerede de hvide til at holde legestue i kampens første kvarter, hvor en 3-0-føring til F.C. København ikke engang ville have kunnet få Svend Gehrs på barrikaderne.
De hvidblusede var oppe på tæerne allerede fra kampens første fløjt, hvor Thomas Røll tidligt og elegant afdriblede et par FCM-spillere på højrekanten, men desværre ikke fik afsluttet optimalt. Få minutter senere dokumenterede Røll, at han trives på højrekanten, hvor han i kynisk enkelt samspil med Zuma blev spillet fri til afslutning. En solid Peter Skov Jensen gik imidlertid godt ud af buret, og Røll placerede sin afslutning over mål. Minuttet efter gamblede Zuma og Jónsson på den traditionelle Martin Nielsen-svaghed med at spille nonchalant fra bageste position. Zuma fik bolden forærende af Nielsen, rundede Skov Jensen og afsluttede fladt med venstrepoten midt i målet, hvor en forsvarer dog kom på tværs.
I det 11. minut headede Todi Jönsson snert over målet, og på det efterfølgende angreb blev Røll sparket ned bagfra på kanten af feltet. Til hjemmepublikummets forbavselse forblev Claus Bo Larsens medbragte fløjte tavs. Stilheden var også larmende, da Zuma pludselig vred om på anklen og måtte behandles på sidelinien. Lykkeligvis vendte Bafana Bafana-stjernen tilbage til banen.
Normanden, der ifølge eget udsagn ikke kan sparke, bragte i det tyvende minut minderne fra årets mål i PARKEN i søndags frem på nethinden, da han afsluttede fra en afstand, der givet har fået Mykland til at se beroligende ubetydelig ud fra målstregen. Desværre fortsatte bolden sit svæv til 15 meters højde og dumpede ned bag målet. I det 25. minut stod det med eet klart for den tilrejsende skare af F.C. København-fans, at det ville blive lange 130 minutter, før aftenens runde i SAS-ligaen ville være afsluttet. 65 minutter på Ikast Stadion og 65 minutter på Brøndby Stadion, hvor nedrykningstruede GF havde bragt sig foran med to pinde.
Resten af halvlegen var præget af solidt forsvarsspil fra begge hold, men med F.C. København som absolut toneangivende. En lille håndfuld halve chancer - herunder et par stykker til hjemmeholdet -understregede indtrykket af en halvleg på et tilfredsstillende niveau, men med et utilfredsstillende facit.
Stærkest i storbybilledet stod højresiden med en koncentreret Antonelius og en sprudlende Røll samt solide Svensson og Albrechtsen i midterforsvaret. Og selv om midtjydernes Pimpong fik demonstreret, at han er en af SAS-ligaens hurtigste angribere, stod det også klart, at han kun er næsten lige så hurtig som Martin Albrechtsen. Endvidere fik Carsten Fredgaard indikeret en vis proportionalitet mellem antallet af spilleminutter og kvalitet i indsatsen.
I starten af 2. halvleg blev grønsværens mange kubikmeter sand den perfekte kulisse til en halv snes minutters ørkenvandring, hvor man som københavner passende kunne bruge tiden til at fundere over, hvilken olie Backe anvender til maskinrummet. Uanset fabrikatet er der tale om en kvalitetsvare, for Poulsen & Mykland kværnede fra første til sidste minut modstanden ud af de velorganiserede, men idéforladte ulve, der halsede efter løverne i jagten på en puma (bolden).
Endnu engang var der tale om en relativ lavmælt, men effektiv magtdemonstration, der minut for minut trak tænder ud af erfarne, men til stadighed mere frustrerede midtbanefolk som Jens Jessen og Thomas Thomasberg hos FC Midtjylland. Chancerne var få, og mest underholdende var situationen, hvor Pimpong fik hjælp af cheftræner Ove Petersen til at binde sit snørrebånd.
I det 14. minut tog den svenske landsholdsspiller, Tomas Antonelius, imidlertid initiativ til et lærebogsangreb, der med altid spilbare Zuma som mellemstation bragte Carsten Fredgaard fri foran mål. Zumas elegante indlæg blev behandlet med konsekvens og efter fortjeneste af en fremstormende Fredgaard, der headede bolden i maskerne med et brag.
Pludselig var den første F.C. København-sejr på Ikast Stadion indenfor rækkevidde. I minutterne efter scoringen viste Fredgaard flere eksempler på sin genvunde selvtillid og enorme speed, men Peter Skov Jensen viste formatet ved flere meget lidt spektakulære, men desto mere effektive redninger på afslutningerne. Til gengæld missede midtjydernes ankermand totalt et indlæg, der bragte Bo Svensson i fri position, men hovedstødet gik over mål.
Midt i halvlegen brillerede liniedommer Allan Dam med en offside-kendelse af nærmest Lars Gernerske dimensioner. Zuma havde frit løb mod mål, da Dam langsomt og helt umotiveret løftede højre arm. Desværre den arm, hvor han holdt flaget. Det var beklageligt al den stund, at Zuma i afleveringsøjeblikket ikke alene havde fire FCM-spillere mellem sig og mållinien, men endvidere formentlig befandt sig på egen banehalvdel. Kendelsen fik Backe og Jensen op af stolene på trænerbænken, men generelt var dommertrioens indsats ganske udmærket.
F.C. Midtjylland holdt godt fast i organisationen, men det var småt med improvisationer og alvorlige udfald mod et sammentømret FCK-hold, der selv på en mellemgod dag forekom dominerende. Den fairspillede kamp forblev dog konstant spændende, og verden gik i stå et sekund, da Frank Kristensen tacklede bolden fra Albrechtsen i feltet og afsluttede på stolpen. Forinden havde Claus Bo Larsen imidlertid fløjtet for et diskutabelt frispark til F.C. København.
I kampens sidste minutter pressede FCM på, og Kihlstedt blev testet af et par forsøg indenfor rammen, inden spillerne kunne holde fyraften efter en indsats, der lå solidt placeret omkring tilfredsstillende, men et stykke fra holdets fulde potentiale.
Efter kampen udtrykte Hans Backe glæde over Carsten Fredgaards succes, der forhåbentlig løfter hans spil i de kommende kampe også. Derudover konstaterede Backe knastørt, at F.C. København lige nu er så godt et hold, at tålmodighed i sig selv er pointgivende. Fraværet af stress selv langt inde i kampen medvirker til, at holdet vil dominere de fleste kampe og derfor komme til de nødvendige chancer og mål i løbet af 90 minutter. Eller udtrykt på en anden måde; lige nu er F.C. Københavns værste modstander F.C. København selv. Med sytten point i syv forårskampe er det nu også en ganske værdig modstander...
Selv ikke en sidsteminuts udligning på Vestegnen kunne slette indtrykket af en udbytterig dag på heden. Og som en FCK leder udtrykte det med et ironisk glimt i øjet og et skævt smil, da BIF-udligningen blev kendt i FCKs omklædningsrum: Det er ok. Vi skal helst ikke være for langt foran BIF inden den 12. maj.
