Pressen skrev

B.T.:

?Men nu er det måske ved at lysne for den tidligere Lyngby- og Sunderland-spiller, der i aftes kom tilbage i fokus som matchvinder og manden, der måske fandt den åre, der igen kan bringe guldet tilbage til FCK og Parken.
»Det har været svært ind i mellem. Og det har ikke været lige sjovt hele tiden. Folk har selvfølgelig brokket sig over, at jeg ikke har kunnet tilspille mig en plads på holdet.
Men lige nu er det hele heldigvis fedt, og jeg har ikke noget at brokke mig over,« griner Carsten Fredgaard efter en fin indsats, hvor han var sit holds bedste i 1-0 sejren over FC Midtjylland.
FCK'erne leverede igen en bundsolid indsats. Uden at nå de samme spillemæssige højder som i søndags mod OB, kværnede FCK-maskinen dog så sikkert løs, at det var fortjent, at Fredgaard kunne afgøre kampen et kvarter inde i anden halvleg efter en fin centring fra den ellers relativt anonyme Zuma.
Med Brøndbys pointtab kan FCK nu igen skimte guldet, og selvom det bliver svært, er i hvert fald Carsten Fredgaard så småt begyndt at drømme.
»Vi har fået at vide, at vi ikke må kigge opad. Men Brøndby skal ikke dumme sig så forfærdeligt meget mere. Så ved man ikke, hvad der kan ske. Der er en utrolig selvtillid på holdet i øjeblikket, og man kan mærke, at folk tror på det?


Ekstra Bladet:

Sand fik comeback på Ikast Stadion. Ikke Peter- men læssevis af strand- granulat, så de lange afleveringer indimellem fik karakter af bunkerslag.

Ude på strandens venstrekant tryllede Carsten Fredgaard igen som i en knap så fjern fortid - scorede sejrsmålet og fik fornemme roser af træner Hans Backe.

- Det glæder mig utroligt, at Carsten Fredgaard udnytter sin hurtighed, den fantastiske speed, han har. Han forfalder aldrig til alibi-fodbold, men søger hele tiden en konstruktiv løsning. Og nu har han også scoret, sagde den svenske løve-boss.

Hovedpersonen selv var naturligvis godt tilfreds:

- Hans har hele tiden bakket mig op. Selvfølgelig har jeg da kunnet mærke presset, man ved, folk sidder og tænker: Hvorfor spiller ham der ikke? Nu har jeg til gengæld fået chancen fra start to kampe i træk, og det er nødvendigt med lidt tid for at bevise sig selv.

NÅR ZUMA TRYLLER
- Morten Bisgaard blev syg inden OB-kampen, som vi vandt 4-0 - og nu håber jeg at få lov til at spille lidt endnu, sagde matchvinderen beskedent.

Han pandede bolden i kassen efter en lille time. Sibusiso Zuma blev spillet fri bag om FCM-backen Urmas Rooba, tog et par træk og sendte en perfekt flanke til Carsten Fredgaard.

- Man ved jo aldrig, hvad der sker, når Zuma begynder at drible derude. Men jeg ved, min opgave er at løbe til den bageste stang, og man må sige, bolden lå perfekt. Det handlede sådan set bare om at heade nedad, men jeg indrømmer: Det er ikke så tit, jeg scorer på hovedstød, forklarede Carsten Fredgaard.

- Jeg er godt spillende for tiden, men det er først efter de to seneste kampe, OB og den i dag, at jeg føler, jeg for alvor er inde omkring startopstillingen på et hold, hvor der er meget skarp konkurrence om pladserne. Det kører godt for mig nu - ligesom i gamle dage i Lyngby, forklarede Carsten Fredgaard?



Onside.dk:

De forsvarende danske mestre fra FC København har for alvor indledt jagten på SAS-ligaens førerhold Brøndby.

For første gang nogensinde lykkedes det for FC København at vinde over de midtjyske ulve fra FC Midtjylland på udebane.

Sejren blev dog den mindst mulige, nemlig på 1-0.

Målscorer for gæsterne var Carsten Fredgaard der var at finde i FCKs startopstilling på bekostning af en sygdomssvækket Morten Bisgaard, der dog var på bænken.

Med sejren åd løverne endnu to point af Brøndbys forspring, og de er nu kun fem point efter de blå-gule.