Kampreferat: Godt spil, og chancerne var der

"Det gik som forventet," sagde Ståle efter kampen, men hentydede dog ikke til, at Boilesen i kampens første minut sparkede Spendlhofer i hovedet under et østrigsk hjørnespark. Et hjørnespark, der udløste kampens eneste scoring fra den tidligere landsholdsspiller Jakob Jantscher. Han hentydede heller ikke til 0-1-nederlaget, for vi havde spil og chancer til mindst uafgjort - og dermed nærmer vi os managerens pointe.

Spillet ude på banen var nemlig "efter omstændighederne" rigtig godt i lange perioder af kampen, men altså med den ærgerlige omstændighed, som alle kan se: vi mangler klassiske angribere efter salget af Santander og de efterfølgende skader til Pieros og Jonas Wind, som holder dem ude hen over sommeren.

En anden omstændighed i kampe som denne er selvfølgelig, at der skiftes hyppigt ud undervejs fra begge sider, men det er jo også meningen... vi havde spillere, der kun skulle spille en halvleg, mens andre kunne fortsætte længere, og at the end of the day fik kun Lüftner og Gregus alle 90 minutter.


Men efter den tidlige scoring tog vi godt fat i spillet og formåede i det meste af 1. halvleg at lægge et højt og aggressivt pres på den østrigske banehalvdel, som Sturm-spillerne havde svært ved at spille sig ud af. Det blev derfor til en del lange bolde op mod den store Marcus Pink, som Lüftner dog matchede fint i højde og drøjde, så han stort set ikke kom til afslutninger. Hvilket de andre i øvrigt heller ikke rigtig gjorde, så det var ikke i dag, vi fik set Jesse Joronens kvaliteter.

Det kneb dog også i den anden ende, selv om der var de berømte tilløb til chancer - og et par udmærkede langskud, hvor især et lumsk skud fra den veloplagte Carlo Holse voldte lidt problemer for Sturm-Torwart Siebenhandl, der fik landsholdsdebut her i foråret. Derimod havde Sturm ikke deres andre landsholdsspillere med, topscorer Deni Alar, Peter Zulj og Stefan Hierlander, ligesom vi jo altså måtte undvære Robin, Kvist og Fischer pga VM.


Fem nye ansigter kom på banen efter på pausen: Stephan, Roerslev, Vavro, Keita og Falk for Joronen, Ankersen, Boilesen, Zeca og Skov, hvilket efterlod fem U19-spillere på bænken med en gennemsnitsalder på 17 år.

Østrigerne - der satte to erfarne folk ind i form af backen Fabian Koch og den defensive midt Markus Lackner - kom bedre og mere offensivt ud til 2. halvleg, mens vores "nye" hold lige skulle finde fodfæste. Til gengæld skabte vi vores største chance i kampen efter tre minutters spil, da Gregus sendte bolden på underkanten af overliggeren bag Siebenhandl!

Og væk var vi på ingen måde, og efterhånden fik vi godt fat igen. Efter en times tid sendte Bashkim et fladt skud tæt forbi den fjerneste stolpe, og også Falk havde et forsøg i den retning, som Siebenhandl dog afværgede - men Mads Roerslev fulgte godt op, tog et træk og sendte bolden lige over mål.


Men den sidste skarphed manglede, og mens østrigerne begyndte at skifte flittigt ud, gjorde vi også klar til at skifte yderligere fire mand: først kom Niklas Vesterlund ind i bagkæden, hvor vi gik over til at spille med tre mand (Thomsen gik ud) med Roerslev og Pierre som wingbacks på midten. Og de sidste 6-7 minutter fik vi også Marcus Korang ind i venstre side samt de to offensiv-spillere Mohamed Daramy og Andreas Kirkeby. Meget spændende spillere, som det bliver spændende følge i U19-ligaen næste sæson.

Her kom de af gode grunde ikke til så meget mod slutningen, hvor østrigerne i stedet kom til et par pænt store chancer, men resolutte indgreb fra Lüftner og Vavro samt en klasse-parade af Stephan Andersen forhindrede en fordobling af føringen.

Men de 750 tilskuere fik altså en sejr at lune sig på, for bortset fra det tidlige straffespark havde de ikke voldsomt meget at juble over. Størst begejstring var der, da stadionspeakeren fortalte, at Rusland havde slået Spanien ud af VM...

Vi er langt fra slået ud - der er kamp igen onsdag aften i Slovenien mod Maribor, og inden da venter et par dages hårdt arbejde på træningsbanen.