Kampreferat: Klar sejr i vinterens eneste testkamp på dansk græs

Det værste vintervejr havde sluppet sit tag over Hovedstaden denne lørdag eftermiddag, hvor de danske mestre spillede den tredje af vinterens seks testkampe – og den eneste på dansk græs.

Og græs var der, for bane 2 på Nummer 10 var i glimrende stand, men er heller ikke blevet brugt ret meget denne vinter, hvor spillene mest har trænet på bane 3.

Mange var mødt op på Frederiksberg, men desværre er tilskuerfaciliteterne ikke hvad de burde være, når vi byder op til kamp. Vi har dog fået en elektronisk måltavle, som kunne holde styr på de mange mål, der raslede ind i de 3 x 45 minutter, som trænerne havde aftalt at spille.

Fint fremmøde på Nummer 10 til lørdagens testkamp. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Neestrup & co. Indledte med disse 11, vel vidende at der blev brug for mindst det dobbelte antal spillere i de 135 minutter plus det løse: Grabara – Jelert, Diks, Lund, Sørensen – Lerager, Falk, Diogo – Larsson, Cornelius, Elyounoussi.

Fraværet af Vavro var ikke, som vittige hoveder antydede, begrundet i karantæne efter udvisningen i Prag, men skyldtes en forslået ankel, og han kunne have spillet, hvis der var point på spil.

AGF stillede ganske stærkt op fra start og var også mest på bolden i det første kvarters tid, men siden tog vi mere og mere over og dominerede resten af 1. halvleg.

Diogo på straffe
Indtil midt i halvlegen kom vi dog ikke til alverden, men så begik Gift Links straffespark mod Christian Sørensen, og selv om Bailey Peacock-Farrell gik til den rigtige side (= hans højre), nåede han ikke ud til Diogos hårde, velplacerede flade straffe, der bragte hjemmeholdet foran.

Diogo Goncalves scorer på straffespark
Diogo scorer til 1-0 på straffespark. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Fem minutter før pausen var Elyounoussi tæt på at fordoble føringen, da han i fuld fart tog et fladt Jelert-indlæg med i feltet forbi Jacob Andersen, men nordmanden kunne ikke komme til at afslutte ordentligt, så Peacock-Farrell havde let ved at parere.

Lidt efter nedlagde Links igen Sørensen i feltet, men kan dog argumentere for, at han også ramte bolden, inden Sørensen tog en flyvetur, og spillet fortsatte uden protester, og Sørensen og Links gav hinanden hånden som tegn på, at det var ”fair and square”.

Christian Sørensen
Assist-kong Christian... Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Kort før pausen fik AGF deres hidtil bedste tilbud, da Valdemar Lund gav Tobias Bech en friløber, men Grabara gik stærkt ud i feltet og afværgede den store mulighed.

Smerter i foden tvang Lund til at udgå i pausen til fordel for Cornelius Olsson, mens den anden ”Corne” med fornavnet Andreas planmæssigt gav plads til Orri Óskarsson.

2. halvleg
AGF kom umiddelbart bedst ud efter kampens første pause, men kun for en kort stund. I 51. minut fik Orri en kæmpe chance efter et glimrende opspil nede fra forsvaret, hvorefter Lerager spillede islændingen helt fri, og han chippede elegant bolden over Peacock-Farrell.

Men en halv meter fra målstregen afværgede Jacob Andersen med en akrobatisk clearing, som kandiderer stærkt til dagens defensive detalje.

Orri Óskarsson
Orri Óskarsson er meget tæt på at øge til 2-0. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Det samme kan man ikke sige om det efterfølgende hjørnespark, hvor Tobias Anker – som i pausen havde afløst Frederik Tingager i det centrale AGF-forsvar – uheldigvis headede Christian Sørensens hjørnespark i eget net.

Tredje mål på hjørne i tre kampe, og for tredje gang på en serv fra Sørensen, som altså også fremtvang straffesparket i 1. halvleg.

Ærgrelse og glæde... løverne foran 2-0 på et uheldigt AGF-selvmål. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


AGF svarede dog hurtigt igen med et smukt opspil i venstre side, som Patrick Mortensen afsluttede med at styre bolden mellem benene Grabara på Felix Beijmos præcise indlæg til forreste stolpe.

Patrick Mortensen scorer for AGF
Målræven Mortensen stod for AGF's enlige scoring. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Siden fulgte ti minutter, hvor der ikke skete meget mere end tre spilstop og 4-5 udskiftninger på begge hold, og det ændrede naturligvis en stor del af rytmen i kampen.

Kongekasse af Roony
Det sidste kvarter af 2. halvleg fik vi dog godt fat i spillet igen, men ingen af holdene kom til nævneværdige chancer før i det 88. minut, hvor to af vores ”nye” spillere stod bag kampens smukkeste scoring.

Roony fik bolden af Ankersen nogle meter uden for feltet, lod den hoppe en enkelt gang og klappede så til den med venstre. Der gik et sus gennem fansene på sidelinjen, da bolden strøg som et projektil over i det lange hjørne, hvor Jesper Hansen – en af mange indskiftede AGF’ere – ikke nåede op.

Roony Bardghji
Bang! Roony banker bolden op i det fjerne målhjørne til 3-1. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Efter en kort pause, hvor vi skiftede de sidste, tog vi fat på 3. halvleg med Dithmer – Ankersen, Halsgaard, Olsson, Bidstrup – Jørgensen, Oscar Højlund, Claesson – Roony, Emil Højlund, Froholdt. Altså ni fra U19-årgangene plus Ankersen og Claesson (og i parentes bemærket vandt U19 nogenlunde samtidig med 4-3 i en testkamp oppe i Farum).

AGF satte også flere unge spillere ind, men deres hold var overmatchet i de sidste 45 minutter. Stort set alt spil foregik på deres halvdel, og trods en del københavnske chancer, så holdt de stand indtil de sidste ti minutter af 3. halvleg.

Andreas Dithmer
Andreas Dithmer fik de sidste 45 minutter. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Froholdt og Emil Højlund øgede til 5-1
Efter en jysk fejlaflevering på egen halvdel spillede Claesson Froholdt fri i feltet, men han skød i benene på Jesper Hansen. To minutter efter revancherede han sig dog, da Roony sendte Ankersen afsted i højre side, hvorfra han slog et godt, fladt indlæg, som Froholdt ekspederede i nettet ved fjerneste stolpe.

Fire minutter senere var det Ankersens tur til at sende Roony afsted, og igen tog vi det rigtige løb i feltet, da Emil Højlund løb fri af forsvaret og satte indersiden på Roonys præcise tværpasning og udplacerede Hansen.

Viktor Nelsson gratulerer Victor Froholdt og Emil Højlund
Kaptajn Claesson og de to sidste målscorere, Victor Froholdt og Emil Højlund. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Luka Kallø var lige ved at kunne reducere på en lang fremlægning i slutminutterne, men bolden løb fra ham, og det endte 5-1.

Søndag rejser AGF på træningslejr i Alicante, mens vi på onsdag tager til Portugals Algarve-kyst, hvor der venter endnu tre testkampe mod Elfsborg, Brøndby og Molde, inden det bliver alvor.