Peter Ankersen

Peter Ankersen før AGF: God mulighed for at få minutter i benene

Lørdag klokken 13:30 venter årets første træningskamp på dansk jord, når Løverne tager imod AGF på Nummer 10 til 3x45 minutter. En kamp, som Peter Ankersen mener er en god mulighed for at give minutter i benene på tværs af truppen. Læs mere her.

”Forberedelserne til kampen mod AGF er meget ens fra de andre opgør i preseason, men jeg synes, at det er fint at få en kamp på 3x45 minutter, så kan man kan få fordelt spilletid lidt mere og ud på flere personer,” siger Ankersen.

”Vi mødte også AGF sidste år i vores vinteropstart, og det husker jeg som en rigtig fin træningskamp, så det er en træningskamp jeg ser frem til.”

”Det bliver også fint at få en træningskamp på Nummer 10 efter vores to udenlandske træningskampe. De to tidligere kampe har været en god mulighed for at få os op i gear med det samme, og nu gælder det om at få det sidste med, inden vi tager til Portugal."

God form og friske hoveder
”Overordnet synes jeg, at opstarten indtil nu er gået rigtig godt. Vi havde en god kamp i Glasgow, hvor vi blev testet mod en modstander, der er tæt på deres turneringsstart. Men vi kom egentligt fint ud af det, og det var selvfølgelig stadig tidligt i vores opstart,” siger han.

”Det er selvfølgelig en ærgerlig kamp i Prag, hvor vi ikke fik helt det ud af det, vi kom efter, men under omstændighederne fik vi en god mulighed for at træne 10 mod 11.” 

”Men jeg synes, at hele truppen er kommet tilbage fra vinterpausen i god form, og med friske hoveder alle sammen.”

Har haft nogle gode træningspas
"Vores fokus i øjeblikket er at træne forskellige spillestile, som vi gerne vil praktisere. Det kan være at træne nogle forskellige formationer, opbygning samt forstærke relationerne med dem, som spiller omkring dig."

"Det er selvfølgelig noget, som vi arbejder på hver dag på træningsbanen, men også noget vi træner på i kampene," siger Peter Ankersen.

”Ellers syntes jeg, at vi har haft nogle gode træningspas, og vi glæder os nu bare til at spille den sidste træningskamp inden træningslejren i Portugal, hvor vi kan få finjusteret alting.” 

Du kan se de fire kommende træningskampe via FCK-App eller på tv.fck.dk, hvis du er kortholder/abonnent eller har tegnet et FCK+ abonnement. Abonnementet koster 59 kr. om måneden uden binding, og du kan købe det her på billet.fck.dk.