Kampreferat: Lyn vs. FCK
De to hold
Niclas, Grønkjær og Allbäck var slet ikke med i truppen, mens Hjalte startede på bænken. Også Brede skulle have indledt uden for, men Dan fik en forstrækning i baglåret under opvarmningen, så den høje nordmand indtog sin sædvanlige plads i centerforsvaret.
Lyngby måtte se bort fra deres normale keeper Thomas Seidelin og den erfarne Morten Petersen, som ellers er den eneste der er tilbage fra det ”gamle” Lyngby-hold fra før konkursen i 2001. Sammen med de øvrige proffer var han væk, da vi senest mødte Lyngby i foråret 2002, men Morten Juul Hansen – der indledte kampen på bænken – var med ved den lejlighed og har taget hele turen fra Danmarksserien og op til toppen af 1. division.
Det var dog ikke rene ukendte navne, der løb på banen for hjemmeholdet – både Marc Møller (FCM), Jacob Bresemann (Herfølge), Nicolai Melchiorsen (AB) og Anders Jochumsen (AB/Herfølge) har tidligere optrådt mod Byens Hold.
Kampen måtte udsættes små 10 minutter på grund af ”stor” tilskuertilstrømning. Eller måske snarere på grund af ”sen” eller ”besværliggjort” tilskuertilstrømning, da der kun var adgang til stadion fra de to ender af anlægget. Men til sidst kunne dommer Claus Bo Larsen da sætte kampen i gang på den dejlige forårsaften med lav aftensol ind over langsiden hvor FCK-fansene holdt til.
FCK satte sig hurtigt på kampen
Lyngby lagde frisk ud, men det var gæsterne, der først kom til en chance, da Silberbauer efter 6 minutter kom godt rundt nede ved det ene hjørneflag, trak ind langs baglinien og lagde bolden fint tilbage til Hutch. Hans first-timer blev dog pareret af Campagnolo.
Allerede efter den første halve snes minutter var man ikke i tvivl om, hvem der var tophold i hvilken division. Lyngby fik frisk til sagen, men havde meget svært ved at komme frem til noget, når de nærmede sig FCK-feltet. Mestrene optrådte mere roligt og besindigt, men viste i de fleste nærkampe den styrkeforskel der er mellem de to mandskaber.
Efter et kvarters tid var Ailton tæt på at snyde Nicolai Melchiorsen, der midlertidigt vikarierede i midterforsvaret, mens Marc Møller var udenfor til behandling for et slag i hovedet. Men brasilianeren fik lige akkurat ikke fat i bolden og hjemmeholdet slap med skrækken.
Københavnerne stod godt og solidt nede bagved og tillod fortsat ikke Lyngby at komme frem til noget, men skabte heller ikke alverden selv, bortset fra et par halve afslutninger. Ailton fik ikke headet ordentligt på et indlæg fra Lars, Silberbauer headede et frispark fra Oscar over mål, og Tobbe forsøgte med et fladt langskud, der gik 5-6 meter ved siden af.
Boldtab straks straffet
I det 26. minut var Kim Aabech lige en anelse uopmærksom midt på egen halvdel, og straks var William over ham, snuppede bolden og spillede prompte Berglund fri i dybden. Svenskeren klippede omgående til kuglen og straffede Lyngby med et velfortjent føringsmål.
Tre minutter efter var det tæt på igen, da Silber kom godt til baglinien, men kiksede sin aflevering til Berglund. Kort efter fik Silber muligheden i sin favoritposition midt på banen, tog sit velkendte rush op ad midteraksen mod feltet og ladede kanonen – men sigtede for højt og bragede bolden ud af stadion…
Lyngby var væk i kampen på dette tidspunkt, og vi burde have strammet grebet og strammet dem, men begyndte i stedet at sløse lidt i det offensive spil og miste bolden for let. Og sløseriet bredte sig til bagkæden, da Brede efter en udmærket bolderobring i feltet sparkede bolden lige ud til Tobias Mikkelsen. Men den vævre højrefløj blev effektivt stoppet, da han prøvede at drible sig på skudhold. Den talentfulde tekniker fik ofte relativt god plads af Oscar i Lyngbys højre side, men han endte tit med at trække ind i banen og lignede ikke en, der havde lyst til at afslutte med venstre, når muligheden for et langskud bød sig.
Slutminutterne af halvlegen blev ganske livlige. Først slog Mikkelsen et glimrende indlæg fra højre, som Anders Jochumsen kom først på, men Jesper reddede ude ved stolpen. Herefter fik vi vores første to hjørnespark i halvlegen, og begge gange nåede Brede højest – første gang headede han i jorden (bolden, altså), men anden gang fik han bedre træf, men den sad lige på Campagnolo. Jochumsen nåede frem til endnu en afslutning i den modsatte ende, inden Claus Bo Larsen fløjtede halvlegen af.
Berglund-specialitet
2. halvleg blev indledt med et gult kort til Ailton, der tilfældigt ramte Bresemann i ansigtet i en banal luftduel. Og efter 6 minutters spil faldt kampens næste scoring. Brede slog en fremragende dyb stikning til Berglund, der viste spidskompetencen og stak på det rigtige tidspunkt, hvorefter han koldt lobbede bolden i nettet over den fremstormende Campagnolo.
Selv om Jochumsen kort efter snød Gravgaard lidt for let og fik plads til et nærgående langskud, så virkede det unægtelig som om kampen var afgjort og at det kun var et spørgsmål om sejrens størrelse. Hjalte og Jeppe Brandrup kom på banen efter en lille times tid i stedet for Silber og Hutch – Jeppe på højrekanten, Hjalte centralt og William ud på venstrekanten. Kort efter kunne Bella have lavet hattrick, da han slap fri i højre side af feltet, men Campagnolo kom godt ud i ham.
I stedet kom Lyngby tilbage i kampen. Efter et udmærket opspil lagde Christian Holst den fladt ind i feltet fra venstre side, Jochumsen sprang smart over bolden og fikserede forsvaret, så Morten Christiansen - der allerede før pausen havde afløst en skadet Mikkel Beckmann – stod helt fri med Jesper og kunne sende bolden ind til reducering.
Trods Lyngby-reduceringen var det stadig gæsterne, der dominerede kampen og pressede på. Midt i halvlegen var Ailton tæt på at øge til 3-1, da Tobbe overlappede Jeppe i højre side, fik bolden og slog et fladt indlæg i feltet, som brasilianeren sparkede lige forbi den ene stolpe. Og med et kvarter igen snuppede Ailton den fra Morten Juul midt på vores halvdel og igangsatte en kontra med Hjalte og Bella, hvor vi reelt var 3 mod 1 – men i stedet for at styre direkte mod mål lykkedes det Hjalte at slå en skæv pasning, så Lyngby afværgede det kæmpe kontratilbud.
Lyngby kom på 2-2
Morten Bertolt afløste Ailton med 9 minutter igen, og vi spillede nu kun med Bella helt fremme, mens Lyngby pressede på. Og efter lynhurtigt short-passing spil mellem Aabech, Jochumsen og Morten Christiansen endte bolden pludselig hos en helt fri Christian Holst, der sparkede bolden under Jesper og i mål, og så stod det pludselig 2-2 – også selvom det ikke kunne ses på måltavlen, der var gået i stykker 19 minutter inde i 2. halvleg…
Men jubelen blandt de lokale blå vikinger varede ikke længe. To minutter senere kastede William et langt indkast ind i feltet, Gravgaard snittede den videre og Hjalte kastede sig frem og headede bolden i nettet.
”Typisk tophold” må være en passende kliché at hive frem, men med al respekt for Lyngbys styrke og gode kampmoral, så burde mestrene aldrig havde ladet sejren komme i fare. Nu slap man med skrækken og tog sin 8. sejr i træk - og kan nøjes med uafgjort i returkampen i PARKEN næste onsdag.