Kampreferat: Pieros på pletten, da kampen var på vippen
Indskiftninger af Santos og Stage midt i 2. halvlegen blev kampafgørende, og Pieros blev matchfinder med to mål på to minutter, der sikrede sæsonens syvende sejr i træk.
I gang på tidligt selvmål
Endnu engang roterede Ståle og trænerteamet cirka et halvt hold i forhold til torsdagens sejr over Riga, men mulighederne er i sagens natur begrænsede af de mange skader samt at spillere som Michael Santos og Pep Biel endnu ikke er i kampform til 90 minutter. De to fik alligevel hver sin vigtige rolle i sæsonens syvende sejr i træk, hvilket satte Superligarekord for en sæsonåbning.
Kampen var nemlig mindre end tre minutter gammel, da Pep Biel smed et giftigt indlæg ind i feltet, som Ulrik Yttergaard Jenssen uheldigt snittede bagover forbi en overrumplet Nicolai Larsen i FCN-målet.
Det kom midt i en god københavnsk indledning på kampen, hvor kombinationerne flød kvikt, og få minutter efter målet var Varela tæt på at finde Fischer inde foran med et hårdt, fladt indlæg, efter Falk havde sendt ham til baglinjen.
Allerede efter en halv snes minutter begyndte gæsterne dog at fyre deres offensive raketter af, Atanga og Kudus på kanterne samt den stærke ”falske 9’er”, Kudus. Men Nelsson og Papagiannopoulos lukkede effektivt af, og især sidstnævnte høstede store bifald for flere resolutte indgreb mod Sadiq.
Vi mistede grebet om kampen
I den første halvdel af 1. halvleg kom gæsterne ikke til noget som helst. Problemet var bare, at det gjorde vi heller ikke, og efterhånden blev vi for langsomme og passive og mistede grebet om kampen, mens nordsjællænderne fik mere og mere gang i deres kvikke pasningsspil.
Det største jubelbrøl fra vores fans kom således, da storskærm et kort øjeblik viste et nærbillede af Corner og Delaney, der var blandt de kun 11.316 tilskuere denne sene søndag aften.
Fortjent udligning på første afslutning
Det vil være for hårdt at sige, at vi faldt i søvn, men der blev taget nogle blundere i ny og næ, ikke mindst da Varela lod Sadiq komme på skudhold uden for feltet efter en halv times tid. Kalle så nok bolden for sent og nåede kun ned og fik handsken på, hvorfra den gik ind via indersiden af stolpen.
Det var ikke ufortjent, selv om det var deres første rigtige chance, for de havde domineret de seneste 5-10 minutter.
Et ufarligt Pieros-hovedstød over mål var alt, da vi ellers sluttede halvlegen udmærket af, men der var nok at tale om i pausen. Der var generelt alt for lav intensitet i spillet, og vi var for ofte for løse i defensiven, selv om vi var forberedt på hvordan de ville spille.
Gæsterne tættere på 2-1 end os
Vi prøvede at blæse til angreb fra 2. halvlegs start, men flere ellers udmærkede opspil endte i ingenting, og et boldtab på deres halvdel kunne være blevet dyrt, hvis ikke Papagiannopoulos i sidste øjeblik havde blokeret Kudus’ afslutning.
Lidt efter var Kudus på spil igen, og Kalle reddede med en benparade, og nu var vores spil var igen blevet uroligt og urytmisk. Gæsterne lugtede for alvor point, men et godt Damsgaard-hug sad lige på Kalle, der holdt skuddet.
Efter en god time fik Pieros en fornem fremlægning fra Zeca, men mistede bolden, da han vendte rundt uden for feltet og søgte at komme til skud. Han og Fischer havde stadig ikke fået meget ud af det oppe foran, og der kom heller ikke alverden fra kanterne, så man sad så småt og frygtede sæsonens første pointtab, da Sadiq kom på skudhold lige uden for målfeltet, men vi nåede at blokere til hjørne.
Dobbeltudskiftning bragte ny energi
Midt i halvleg overvejede Ståle en trippeludskiftning, men nøjedes med Stage og Santos for Pep Biel og Thomsen, mens Carlo fik besked på at vente lidt, fordi man frygtede lidt for fysikken hos flere med trætte og tunge ben.
De to nye satte hurtigt deres præg på kampen, for Santos var en evig kilde til uro i deres forsvar, hvilket også gav plads til andre, og Stage bragte god fysik ind på midtbanen og gav Falk flere muligheder ude på kanten.
En god aktion af Santos gav et frispark uden for feltet, som Fischer tog sig af, men via en forsvarer gik det til hjørne. Sektion 12 fornemmede dog den nye energi og skruede yderligere op for volumenknappen, og det smittede nede på grønsværen.
Santos trak godt ind fra højre og afsluttede, men blev blokeret, og Pieros spillede Stage helt fri i et dybdeløb i feltet, men Nicolai Larsen halvklarede hans forsøg, og Santos var meget tæt på at kunne løbe returbolden i mål.
Pieros på pletten to gange på to minutter
Kort efter spillede Fischer fornemt den fremstormende Varela fri i højre side, men han hamrede bolden lige forbi den fjerneste stolpe. Holdet var nu som forvandlet i forhold til den første times tid, og det blev belønnet, da der manglede godt et kvarter.
Zeca – der igen var her og der og allevegne og spillede en stor kamp – opsnappede bolden på deres halvdel, da Kudus ikke var opmærksom på et udkast fra keeperen. Stage slog en præcis pasning til Pieros uden for feltet, og han vendte rundt og bankede bolden i mål til 2-1.
Bare to minutter efter slog cyprioten til igen, efter et Santos-indlæg gav uro i FCN-forsvaret, så ingen fik clearet bolden. I stedet klappede Pieros den resolut op i nettaget med et brag!
Superligarekord: Syv sejre i sæsonstarten
Forvandlingen var nu helt gennemført, og de groggy nordsjællændere havde ikke mere at byde på resten af kampen, hvor Carlo Holse fik de sidste ti minutter for Falk.
FC Nordsjælland kan dog se tilbage på en flot og stærk indsats i den første time, hvor de havde os i tovene med chancer til at komme på 2-1, men.. at the end of the day gik vi igen fra banen med tre point, og den vilje og vindermentalitet har bragt holdet langt i denne rekord-sæsonstart.