Kampreferat: Red Bull Salzburg vs. FCK
F.C. København spillede 0-0 i den anden træningskamp på La Manga mod Red Bull Salzburg fra Østrig. Det var en livlig kamp mellem to godt organiserede hold. Uafgjort var ikke helt uretfærdigt efter chancefordelingen, men kampen kunne godt have endt 2-2 eller 3-3, da begge hold brændte store chancer som normalt ville have givet mål. Brede Hangeland fik debut på Byens Hold.
F.C. København var stadigvæk uden de 4 danske ligalandsholdsspillere, så klubben startede med hele 8 udlændinge på banen:
Red Bull Salzburg
Salzburg var i stærkeste opstilling med rutinerede folk som Alexander Manninger (tidligere Arsenal) i mål, Thomas Linke (tidligere Bayern München og Schalke 04-spiller) i forsvaret, Markus Schopp (tidligere Hamburger SV og Brescia-spiller) på midtbanen og den tyske ex-landsholdsspiller Alexander Zickler i angrebet.
Dietrich Mateschitz, ejer af Red Bull og milliardær, købte klubben i 2005 og han er nu i gang med en "Chelsea'sk" udvikling af holdet. Træneren er veteranen Kurt Jara, tidligere træner for Hamburger SV og FC Kaiserslautern og der er kommet en del spillere fra den tyske Bundesliga til for at forstærke holdet. P.t. ligger Red Bull Salzburg nummer 2 i den østrigske liga med 2/3-dele af turneringen overstået og de satser hårdt på at nappe Champions League-kvalifikationspladsen fra Austria Magna (tidligere Austria Wien) som p.t. ligger på førstepladsen. Den sidste del af sæsonen starter om et par uger.
Kampen
Torsdagens solskinsvejr var skiftet ud med skyer og lidt småregn, men det var trods alt 12 grader og forholdsvis vindstille. Banen var grøn og blød, men lidt ujævn enkelte steder.
Begge hold startede med gode intentioner. F.C. København var energiske og arbejdsomme. Samtlige spillere jagtede modstanderen og bolden blev hurtigt sendt frem ad banen til Álvaro og Allbäck, der knoklede for at få plads mod et meget kompetent Red Bull-midterforsvar. Østrigerne var godt organiseret, kompakte og ikke ufarlige frem af banen men der var alligevel kun få chancer til begge hold i den første fase af kampen.
Brede Hangeland
Klubbens debutant Brede Hangeland kom for første gang i aktion efter 10 minutters spil, hvor han viste sin styrke og blik for spillet da han stille og roligt pillede bolden fra en angriber før denne fik tid til at kom frem med bolden. Han er, ikke overraskende, stærk i luften - der er virkelig kraft i hans hovedstød! - men han har også et godt overblik og er stærk til at se hvordan spillet udvikler sig foran ham. Han råber meget, dirigerer forsvaret og var tit med til at sætte angreb i gang med intelligente bolde frem ad banen. Samarbejdet med Dan Thomasson var også glimrende og Dan T. skal også have ros for en solid indsats kampen igennem.
Hutch
Atiba Hutchinson (som Mio har sammenlignet lidt med en vis Hr. Vieira), er meget mere end bare en arbejdsom bolderobrer. Han lavede en del dybdeløb bag Red Bulls forsvar og kom frem til farlige positioner i modstandernes straffesparksfelt, hvor han to gange var uheldig med ikke at score. I anden halvleg, da William Kvist blev udskiftet, fik han en lidt anden rolle på højre flanke og her brillerede han tre gange med at komme forbi sin direkte modstander og levere indlæg fra baglinien. Han fortrækker selv pladsen i midten og Ståle sagde til pressen efter kampen, at han helst vil se ham ved siden af Tobias.
Han fik ikke så meget plads at spille på som i den første kamp mod Lokomotiv, men han var nærkampstærk og var altid spilbar når FCK var i angreb. Han er i gang med at udvikle et godt samarbejde med Linderoth og det ser meget lovende ud for fremtiden.
Vi kender Razak Pimpongs styrke fra hans tid i det jyske og han arbejder hårdt til træning, for at finde den form som han havde da han var så farlig for FC Midtjylland i sidste sæson. Han stod over for en hurtig modspiller som tacklede hårdt og kontant, men Pim bevarede roen og havde en del gode aktioner - blandt andet FCK's bedste chance: Et skud på stolpen i midten af anden halvleg.
Álvaro og Allbäck var meget bevægelige i front og hvis Álvaro havde været lidt mere skarp foran målet, så kunne han have scoret to gange før pausen. Han arbejdede også hårdt når Red Bull havde bolden og fremtvang fejl fra deres forsvar som to gange var tæt på at give pote.
Der kom en del flere chancer i en anden halvleg, hvor intensiteten var intakt og tempoet højt. Pimpong ramte stolpen med et god skud fra kanten af feltet, Morten Bertolt, der kom ind for Kvist, blev spillet fri foran mål men skød forbi. Álvaro fortsatte de gode takter fra første halvleg og var uheldig med ikke at få mere ud af et godt indlæg fra Atiba og Brede var en konstant trussel på dødbolde.
I den anden ende leverede Benny Gall en fantomredning efter et langskud fra Zickler og Red Bull skulle havde scoret, da Zickler blev spillet fri foran mål men skød fordi fra 4 meters afstand. Brede og Dan T. tog alt i luften og Bergdolmø og Rooba spillede sikkert og kampen endte med et retfærdig uafgjort 0-0-resultat.
Næste kamp er på mandag mod Rosenborg hvor cheftræneren bebuder ændringer:
- Ja, der bliver en del udskiftninger og det bliver spændende at se hvordan det går mod Rosenborg hvor jeg forventer at flere af de unge spillere vil få chancen, slutter en ubesejret Ståle Solbakken!