Jubel efter scoring

Kampreferat: Stærk indsats og stærkt resultat

Det store olympiske stadion med plads til ca. 68.000 var kun en tredjedel fyldt, da den tyrkiske dommer Meler fløjtede kampen i gang kl. 22 lokal tid. Vores ca. 500 fans var placeret i det ene hjørne til højre for hovedtribunen/kameraerne, mens Kievs fans var i det diagonalt modsatte hjørne.

FCK-fans i Kiev


Ståle og trænerteamet havde ændret på fem pladser fra søndagens Esbjerg-kamp: Bartolec, Oviedo, Papagiannopoulos, Falk og Pieros startede i stedet for Varela, Bengtsson, Bjelland, Daramy og Bendtner.

Kiev kunne se tilbage på en serie på syv kampe med clean sheet – men kun i ét minut og 24 sekunder, så hamrede Pieros vores hidtil hurtigste sæsontræffer i nettet!

Kiev-keeperen Bushchan smed bolden væk, så Falk kunne sætte Oviedo op i venstre side, og Santos snittede hans indlæg videre til Stage, der tæt på baglinjen lagde perfekt tilbage til Pieros – og bang, så flugtede cyprioten kuglen op i nettaget.

Pieros Sotiriou


Selvfølgelig var det ikke godt for hjemmeholdets selvtillid, men når man så tilbage på de første 45 minutter lignede 1-0-føringen ikke en tilfældighed. Vi var simpelthen bedst!

Spillerne havde på forhånd fået besked om at være påpasselige, eftersom Kiev normalt starter deres kampe offensivt og aggressivt, og påpasselig var i den grad dækkende for indsatsen – ikke kun i starten.

Efter en god københavnsk indledning kom Kiev så småt ind i kampen og havde et par indlæg, men kom ikke nærmere end et hovedstød forbi mål fra Besedin, der var foretrukket som deres forreste mand.

Men vi holdt hele tiden hoved koldt og spillede køligt og velovervejet uden at tage unødige chancer. Vi gravede os dog heller ikke ned, som mange hold nok ville være fristet til på Kievs hjemmebane, og midtvejs i 1. halvleg skabte vi pludselig to gode muligheder.

Først headede Nelsson en Bartolec-dødbold mod det lange hjørne, hvor Buschchan lige akkurat nåede at slå den væk, og efterfølgende spillede Fischer fladt på tværs til en helt fri Santos, der ikke fik ordentligt træf fra kanten af det lille felt, så Buschchan for let kunne afværge.

Michael Santos


Frem mod den halve time havde vi fortsat fuld kontrol over kampen, mens ukrainerne smed en del bolde væk i opspillet og aldrig rigtigt fik sat et effektivt angrebsspil i gang.

De sidste ti minutter af halvlegen fik de dog bolden mere og mere på vores halvdel, men stadig uden at blive farlige. Til gengæld var Pieros lige ved at spille Fischer helt fri, efter Santos havde lavet en tunnel og spillet ham, men forsvaret afværgede i sidste øjeblik, og vi kunne gå til pausen med en fortjent føring efter en storartet europæisk udebaneindsats.

Kort efter pausen kom Santos højest på en Bartolec-dødbold, men headede lige på keeperen, men ellers kom hjemmeholdet meget mere aggressivt ud efter pausen i et forsøg på at tilkæmpe sig et overtag.

Karlo Bartolec


Desværre havde de også en dødboldtrumf i ærmet, da Tsygankov sparkede en hård og præcis frispark ind til centerforsvareren Shabanov, der blev screenet godt fri af holdkammeraterne, og Kalle var chanceløs på hans knaldhårde hovedstød.

Det gav dem selvfølgelig endnu mere energi, men vi holdt stadig hovedet koldt og formåede inden længe at få fat i kampen igen og kontrollere den i en 8-10 minutter. Besedin gik omkuld i vores felt, og et splitsekund frygtede man, at dommerens pegede på straffesparkspletten, men han hev kortet frem for film.

Sytten minutter før tid var Santos tæt på at bringe os foran, da han trykkede af fra kanten af feltet, men bolden snittede lige en forsvarer og gik forbi. Kort efter kom Thomsen ind for Fischer, og samtidig virkede det som om Kiev var ved at løbe tør for kræfter.

Flere af vores spillere ville godt have haft Verbic smidt ud med gult kort nummer to, da han bremsede en bold med hånden efter tidligere at have fået advarsel for et frispark på Zeca, men sloveneren slap med skrækken – og for en karantæne, der havde kostet ham et gensyn med København om to uger.

Benjamin Verbic


Den udmærkede dommer Meler viste godt overblik, da Santos blev losset ned 8-9 meter uden for deres felt, for han ventede lige for at se, om Thomsen fik fordel af situationen, inden han fløjtede for frispark. Det bankede Bartolec lige over det ukrainske mål!

Mod slutningen kom Varela ind for Falk, og Bendtner for Santos, og selvfølgelig var det lidt nervøst i tillægsminutterne, hvor Kiev prøvede at sparke bolden ind i vores felt ved enhver given lejlighed, men de kom ikke til de chancer, der kunne have sikret dem en sen sejr.

Det havde heller ikke været fortjent efter spil og chancer, men det er jo ikke altid, det falder ud på den måde. Nu kan vi med tilfredshed og stolthed se tilbage på en hjemmesejr og to uafgjorte i de formodet sværeste udekampe – og især aftenens præstation var et stort skridt frem i forhold til vores øvrige udebanepræstationer i den sidste halvanden måneds tid.

Jubel efter scoring