Kampreferat: Thi vs. FCK

Efter onsdagskampe mod Ajax og Benfica var turen denne onsdag kommet til Thisted, som i ugevis havde forberedt det lille, hyggelige Lerpytter Stadion på mestrenes besøg. Allerede da FCK-spillerbussen ankom halvanden times tid før kick off, var folk begyndt at strømme til i den lune sensommersol, og det skulle vise sig, at de næsten fik fuld valuta for pengene. 2 timers fodbold og 7 af 10 mulige straffespark – men sensationen udeblev, og de lokale helte måtte nøjes med et de såkaldt ærefulde nederlag.

FCK havde ladet en del stamspillere blive hjemme i København for at spare dem i det tætte kampprogram med UEFA Champions League og landskampe, og fra søndagens startopstilling mod FC Nordsjælland var der genvalg kun til kvartetten Lars Jacobsen, Brede Hangeland, Hjalte Nørregaard og Michael Gravgaard. Sidstnævnte endda i angrebet ved siden af Martin Bernburg og i dagens anledning anfører.

FCK blæste som forventet fuld fart fremad fra første fløjt, og allerede efter et minuts tid affyrede gæsterne det første varselsskud, da Hjalte Nørregaard fra kanten af feltet bankede bolden på overliggeren, efter at forsvaret ikke fik ekspederet et indlæg fra Lars Jacobsen langt nok væk.

I det 6. minut kom Martin Bernburg til en stor chance på en hovedstødsaflevering fra Gravgaard, og minuttet efter regnede de fleste med en tidlig punktering af kampen, da Gravgaard for anden gang på 4 dage blev ulovligt nedlagt og fik straffe. Men Lars Jacobsen kunne ikke fejre sin 27 års fødselsdag på måltavlen, men sparkede alt for svagt lige til venstre for Thisted-keeper Martin Jespersen, der let kunne parere.

Det satte ligesom en dæmper for FCK-offensiven i en halv snes minutter, og Thisted kom mere med og forsøgte optimistisk at komme frem på banen og skabe noget. Det blev dog aldrig rigtigt farligt, men de truede et par gange, når de kom til dødbolde i form af hjørnespark eller indkast nede omkring FCK-feltet.

Midt i halvlegen begyndte FCK igen at komme til chancer. Jeppe Brandrup sendte et godt indlæg ind til Gravgaard, som lige akkurat ikke fik hovedet på, og den energisk arbejdende Martin Bernburg havde en god, hård first-timer fra venstre side, men Martin Jespersen reddede godt. Brede Hangeland kom ret ubesværet højest på et par hjørnespark, men den ene gang fik forsvaret reddet på stregen, og den anden gang headede han ned i jorden, så Jespersen let kunne snuppe den.
 
Hjalte sparkede hul på bylden
Efter den halve time lavede Jespersen sin eneste fejl i kampen, da han ikke rigtigt kunne holde et godt langskud fra William Kvist, men heldigvis for hjemmeholdet tog bolden stolpen. I det 36. minut gik der dog hul på bylden, da Hjalte Nørregaard bragte FCK foran med et tørt, fladt spark tæt op ad den fjerneste stolpe efter en god pasning fra Jeppe Brandrup i højre side.

William Kvist var tæt på at øge et par minutter efter, da Martin Bergvold i højre side sparkede et indadskruet frispark tværs over feltet, men Kvist fik i helt fri position ikke ordentligt ram på bolden, og Jespersen kunne nok engang redde.

Thisted var tæt på at få en god mulighed kom før pausen, da Daniel Kristensen var ved at nå en lang fremlægning op ad banen, men Benny Gall gik godt ud og headede væk uden for feltet, inden det nåede at blive farligt. Inden pausen nåede Nicolai Vollquartz at dele nogle gule kort ud, først til Rasmus Olsen for at hive Gravgaard ned i en hurtig kontra op ad højresiden, og siden til både Ronnie Bagge og William Kvist efter en batalje midt på banen.

Efter pausen havde FCK vinden i ryggen, og det udnyttede Kvist til et godt langskud i det 49. minut, men Martin Jespersen diskede op med en ny god redning. Den unge Jacob Neestrup blev skiftet ind på midtbanen, og Martin Bernburg blev taget ud, mens Kvist blev skubbet frem til en utraditionel angreskonstellation med Gravgaard. Desværre fik Neestrup kun 5 minutter på banen, før han vrikkede om i anklen og knæet og måtte hjælpes fra banen. Heldigvis var lægens vurdering efter kampen, at det kun koster en pause på et par uger, men trist for Jacob, når han nu endelig havde chancen på dette niveau.

I stedet kom Nikolaj Hansen ind på midtbanen, hvorved der faktisk var fire midterforsvarere på banen og ingen angribere… FCK havde stadig fuld kontrol på kampen uden dog rigtigt at skabe chancer i denne periode, og Thisted kæmpede det bedste de havde lært, opildnet af det rekordstore publikum på 5.800 – hvilket næsten svarer til halvdelen af byens indbyggere!

Pludselig stod det lige
De blev belønnet efter kvarter ind i halvlegen, da dødboldspecialisten Daniel Kristensen sendte et frispark direkte op i målhjørnet til en meget flot udligning. Det var ham selv, der var blevet hægtet af Lars Jacobsen i en hurtig kontra, hvilket kostede Jacobsen en advarsel.

Efter spil og chancer kunne man umuligt mene, at det var fortjent, men det er ikke første gang, at et hold bliver straffet for ikke at kunne lukke og slukke i tide. 20 minutter før tid kom Fredrik Berglund på banen i stedet for Jeppe Brandrup, og Kvist gik ned på midtbanen igen, men der gik faktisk omkring 10 minutter før Berglund overhovedet rørte bolden, og det illustrerer meget godt kampbilledet i denne fase.

Efterhånden begyndte trætheden dog at melde sig hos det flot fightende hjemmehold, og så begyndte chancerne igen at komme til FCK. Gravgaard trak sig godt fri på kanten af feltet og afsluttede godt med venstrebenet, men lige over det fjerneste målhjørne. Oscar Wendt tog et frispark i rigtig god position lige uden for feltet, men sparkede et par meter forbi mål. Brede Hangeland kom til flere hovedstød, men trods sin højde fik han headet bolden opad og over mål. Thisted havde enkelte sporadiske kontraløb, men formåede ikke for alvor at teste Benny Gall, og således endte den ordinære kamp med 1-1.

Spil til ét mål - uden mål
Herefter fulgte stort set 2 gange 15 minutters spil til ét mål – Berglund fik en kæmpe chance i det 94. minut, men headede forbi mål i fri position. Dan Thomassen havde et godt hovedstød efter hjørne, men lige på Jespersen. Flere gode tilbud til Berglund tæt inde under mål, men det var ikke svenskerens aften, og han fik ikke afsluttet ordentligt. I pausen mellem de to ekstra-halvlege fik Jesper Grønkjær – på stadionspeakerens opfordring – et kæmpe bifald fra den by, hvor han trådte sin barne-fodboldstøvler, og i de sidste 15 minutter fortsatte FCK med at presse på, men Thisted-forsvaret holdt stand, især takket være målmand Jespersen og midterforsvareren Søren Jeppesen, der kampen igennem var en meget stærk bageste skanse.

I slutminutterne havde Thisted stadig kræfter til en enkelt kontra, men der blev vinket offside, da Morten Poulsen pludselig blev spillet helt fri med Benny Gall, og i stedet måtte de to hold ud i straffesparkskonkurrence:

2-1 Hjalte Nørregaard skyder hårdt og højt til højre for målmanden, der ellers går til den rigtige side.
Jan Kristensen brænder for Thisted, et svagt skud lige til venstre for Benny Gall, der kaster sig og redder
Fredrik Berglund brænder, skyder stort set på samme måde som Jan Kristensen, og Martin Jespersen redder.
Daniel Kristensen brænder, skyder fladt ved siden af mål, til venstre for Benny Gall, som går til den rigtige side.
3-1 Oscar Wendt scorer sikkert, sparker hårdt til venstre for målmanden og helt ude ved stolpen.
Søren Jeppesen brænder, sparker langt over mål til højre for Benny Gall
4-1 Martin Bergvold scorer sikkert, skyder til højre for målmanden, der går til venstre.

Dermed behøvede Michael Gravgaard ikke at skyde det femte straffe, og mestrene kunne ånde lettet op og haste ud i bad for at nå hjem med aftenflyveren fra Aalborg og lade op til den næste kamp allerede på lørdag.