Rodrigo Huescas

Rodrigo Huescas på plads i F.C. København

Den mexicanske back Rodrigo Huescas skifter i dag til F.C. København på en femårig aftale.

Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen sætter ord på aftalen med Huescas:
 
”Vi henter en spiller med et internationalt potentiale, og som samtidig har vist sig flot frem i sin hjemlige liga."

"Vi ser primært Rodrigo som back, og vi har dermed sikret os en spiller, som vil give yderligere konkurrence til positionen."

”Rodrigo er også en spiller, som vores scouting-afdeling har kigget indgående på, og som vi mener vil passe godt ind i vores måde at spille på,” siger Sune Smith-Nielsen.

Det næste skridt i karrieren
20-årige Huescas kommer til København efter at have spillet hele sin karriere i mexicanske CD Cruz Azul, som er en af de største klubber i Mexico med ni nationale mesterskaber og seks titler i CONCACAF Champions Cup.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at tage det næste skridt i min karriere, og muligheden for at komme til København er stor for mig," siger Huescas.

"Jeg har fulgt holdet, og F.C. København har bolden meget og ønsker at angribe spillet. Det passer godt til mig, og holdet bliver samtidig bakket fantastisk op af fansene."

”Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og lære dem, trænerne og staben bedre at kende. Og så skal jeg selvfølgelig bruge noget tid på at lande i det hele, men jeg glæder mig virkelig til at komme på banen og vise de ting, som jeg kan bidrage med,” siger Rodrigo Huescas.

Hurtighed og individuelle færdigheder
Cheftræner Jacob Neestrup glæder sig over at se Rodrigo Huescas som FCK-spiller:

”Vi ser frem til at få Rodrigo på træningsbanen og begynde at bringe ham ind i vores måde at gøre tingene på. Der vil naturligvis være en tilvænningsperiode, men hans hurtighed og stærke individuelle færdigheder glæder vi os til at bringe i spil,” siger Jacob Neestrup.

Midlertidigt rygnummer
Huescas får rygnummer 13 indtil videre, men det kan - i lighed med øvrige i truppen (dog ikke Munashe Garananga) blive ændret ved udløbet af sommer-transfervinduet.

Spillerfacts
Navn: Rodrigo Jhossel Huescas Hurtado
Alder: 20 år
Klubber: CD Cruz Azul
Land: Mexico
Højde: 1,70 meter
Position: Back
U-landskampe: 25
A-landskampe: 1

Rodrigo Huescas