Klar københavnsk sejr
Rekorder stod for fald
I modsætning til hjemmeholdet havde gæsterne i løbet af ugen været ude i 2 timers pokalkamp på en regntung bane, og i aftenens start-11’er var der fire nye ansigter i forhold til Lyngby-kampen: Jesper Christiansen, Ulrik Laursen, Atiba Hutchinson og César Santin. Ulvenes midterforsvarere Danny Califf og Winston Reid var tvivlsomme i ugen op til kampen, men begge var blevet klar til at hjælpe holdkammeraterne med at udbygge rekorden til 30 kampe i træk som ubesejrede på hjemmebane.
Netop de to må dog påtage sig en pæn del af ansvaret for, at rekorden blev stående på de 29 kampe, der er gået siden Byens Hold vandt 4-1 i den jyske messeby i april 2007. Efter mindre end to minutter fik Reid ikke headet en dyb stikning i feltet fra Thomas Kristensen væk, og i stedet snuppede Ailton bolden og spillede fladt på tværs, hvor en helt fri William Kvist kunne fejre sin SAS Liga-optræden nr. 100 med at sende bolden over stregen.
Dermed var tonen slået an til en 1. halvleg, som gæsterne fuldstændig styrede, og allerede 10 minutter var Santin på at øge, da han smuttede mellem Califf og Reid og headede et indlæg fra venstre side i sidenettet. Den tidlige føring betød givetvis en hel del for kampens forløb, men selv om midtjyderne efterhånden fik arbejdet sig lidt ind i kampen, så fik de aldrig etableret noget egentligt angrebsspil i 1. halvleg, men levede mere på spredte kontraer og langskudforsøg.
Jesper Christiansens skade sprang op
Midt i halvlegen sendte Hutch bolden i nettet efter fremragende opspil i venstre side af Hjalte og Santin, men der blev dømt en offside, som vi tillader os at betegne som temmelig tvivlsom.
Omkring den halve time blev Nathan Coe sendt ud og varme op, hvilket tydede på at den forstrækning i lysken, der holdt Jesper Christiansen ude af onsdagens pokalkamp, var sprunget op. Målmanden holdt dog frem til pausen, og midtjyderne formåede aldrig at sætte ham på de store prøver, bortset fra en akrobatisk flugter fra Kim Christensen, der strøg over mål. Ikke mindst takket være en bundsolid forsvarsindsats af Pospech, Antonsson, Laursen og Wendt fik skaden derfor ikke konsekvenser, selv om han tydeligt var hæmmet af den mod slutningen.
I den anden ende af banen var FCM-forsvaret til gengæld flere gange på hælene, især når den veloplagte Ailton brugte sin fysik og teknik til at genere dem, og flere gange måtte hans modstandere tage ulovlige midler i brug for at stoppe ham. TK sendte en af disse dødbolde ind i feltet kort før pausen, hvor Lasse Heinze tabte den ind over målstregen, men desværre stod Mikael Antonsson i strafbar offside-position, så der kun stod 0-1 på måltavlen, da Claus Bo fløjtede halvlegen af.
Ailton udnyttede to friløbere fra Nordstrand
I pausen måtte Jesper Christiansen overlade pladsen til Nathan Coe, men da man højst må have tre ikke-EU-spillere på banen, blev Santin også taget ud til fordel for Nordstrand. Mange havde nok forventet, at det var Ailton, der først ville blive taget ud, men i løbet af 8 minutter blev der sat både en og to streger under Ståles taktiske disposition. Så havde Ailton nemlig kronet en stor kamp med at øge til både 2-0 og 3-0!
Det første faldt efter en meget flot kontra, der blev indledt med at Oscar Wendt erobrede bolden dybt nede på egen halvdel og via Hjalte blev bolden hurtigt slået op til Ailton. Han snittede den videre til Nordstrand, stak selv i dybden og fik den tilbage i præcis rette øjeblik, og alene med Lasse Heinze satte han den iskoldt i netmaskerne med en behersket flad inderside.
Det andet lignede til forveksling det første, for igen blev Ailton spillet helt fri af Nordstrand, men denne gang var afslutningen nok lige lovlig nonchalant, men bolden gik alligevel ind via Heinzes ene fod. FCM-forsvaret var totalt overspillet i begge situationer, og resten af kampen var der reelt ingen tvivl om udfaldet.
Kim Christensen kom frem til et par afslutninger, der dog ikke ramte inden for målrammen, og periodevis fik hjemmeholdet lagt et udmærket pres, som gav en del hjørnespark, men Nathan Coe blev ikke for alvor sat på prøver.
Ca. 650 FCK-fans fik "god tur hjem"
Med et kvarter igen var Ailton centimeter fra et hattrick, da Nordstrand lagde bolden fladt ind fra højre side, men Reid fik i sidste øjeblik raget bolden væk fra farezonen. Kort efter blev han skiftet ud med Sionko og fortjent hyldet af den store og meget medlevende FCK-fanskare på ca. 650 personer, der uden tvivl har haft en "god tur hjem"!
Da det officielle tilskuertal blev oplyst til 10.606, var adskillige af de lokale fans begyndt at sive ud af SAS Arenaen, hvor gæsterne til sidst blot kørte bolden rundt for at få tiden til at gå. FCM måtte dermed se endnu en rekord gå op i røg, for efter at have scoret i 41 hjemmekampe i træk måtte de gå målløse fra banen, da Claus Bo fløjtede af for en kamp, der aldrig efterlod tvivl om udfaldet.
Efter en helt igennem fejlfri indsats generobrede københavnerne 2. pladsen, mens midtjyderne på 4. pladsen nu har et lille hul på 6 point op til Brøndby på 3. pladsen.