Lerager før Rakow: Vi glæder os helt vildt!
Onsdag aften kan FCK for anden sæson i træk kvalificere sig til Champions League-gruppespillet. Kravet er samlet sejr over de polske mestre fra Raków Częstochowa, der blev besejret med 1-0 i Polen i sidste uge. Nu venter returkampen i Parken:
Skal ud og skabe kampen
“Vi ved, at det bliver super intenst og kræver en toppræstation af alle, der kommer på banen. Det er et stærkt kollektiv, vi skal op mod og kampen i Polen var helt lige, selvom vi kom derfra med et rigtigt fornuftigt resultat. I Parken skal vi dominere med og uden bold og skabe en kamp på vores præmisser. Det ved vi, at vi kan, men kravet er først 100 procents arbejdsindsats hele vejen,” siger Lukas Lerager.
Sammen med resten af holdet kan han se frem til at gå på banen i et fyldt Parken, der hastigt nærmer sig udsolgt:
Alle vil give alt
“Vi glæder os helt vildt til igen at opleve en stor europæisk aften i Parken. Det giver holdet energi og kæmpe motivation at vide, at der er så mange bag os. Det er vigtigt for alle i og omkring klubben, at vi kommer i Champions League og vi ved, at alle både på banen og tribunerne vil give alt for, at vi lykkes på onsdag,” slutter den 30-årige midtbanemand.
Der er forsat ledige pladser at finde i Parken - find dine pladser her!