Lars Rønbøg, Getty Images
Livet på DFDS Familietribunen: Der jeg fik mine helte
14/12 2016 15:51
Det er her, de yngste FCK-fans sidder med deres familier. Det er her, at børn – både store og små – kan lege, spille og møde nogle af deres største helte. Det er også her, at de samme børn oplever store sejre, de husker resten af deres liv - og en sjælden gang et nederlag, der gør ondt. Og så er tribunen første skridt i fantilværelsen, inden man søger på enten B- eller C-tribunen. Alt afhængig af temperament
____
Scenen er Telia Parken. Vi har lige overstået vores interview med otte-årige Victor, der entusiastisk genfortalte sin oplevelse som indmarchbarn. Han skal med ned på banen og have taget et billede til artiklen.
I samme moment skal holdet træne for sidste gang inden Portokampen. Et træningspas, der for nogen af spillerne indledes med et par hurtige interviews med sportspressen, der står og venter bag en afgrænsning lige uden for banen.
Vent lige!
De fleste spillere lunter på banen, men en enkelt spiller stopper op, da han får øje på den lille Victor. Det er Youssef Toutouh.
En journalist spørger, om han må stille et par spørgsmål. Men Youssef Toutouh udbryder resolut:
- Nej, vent lige, jeg skal lige noget her først.
Han vender sig om mod Victor og stikker ham en high five, et stort smil, en kæk bemærkning, et par klap på håret og stiller op til et billede, inden han vender sig om mod pressen. Sådan er han. Youssef Toutouh.
Youssef Toutouh giver sig gerne god tid til at tage nogle billeder med de yngste fans, når han møder dem. Især efter kampene, hvor hele holdet som en sidste del af deres runde forbi publikum passerer DFDS Familietribunen, hvor børnene står i kø for at få et glimt af deres idoler.
- Jeg har selv været der engang, så jeg ved, hvor meget det betyder. Det tager måske 2-3-4 minutter ekstra, men det gør dem bare så glade. Og jeg kan se, at bare det, at jeg giver dem en high five, betyder meget for dem. En lille ting for mig, men for dem er det rigtig rigtig stort, og det er alt, der betyder noget, siger Youssef Toutouh, der selv har stået som tilskuer på stadion og fulgt sine egne helte, da de spillede for datidens F.C. København.
Zuma var jeg fan af
- Jeg kan gode lide at gøre folk glade. Især børn. For jeg kender godt følelsen, når en fodboldspiller kommer forbi og tager sig lidt tid til at snakke. Jeg var jo selv med min far inde og se fodbold rigtig ofte, da jeg var lille, og hvis Ailton dengang kom forbi, ville jeg også gå ned for at få et billede med ham. Det var også rigtig stort for mig, fortæller han, og understreger vigtigheden af de oplevelser, han fik dengang, i forhold til sin fodboldkarriere nu.
- Det var jo der, jeg fik mine helte. Jeg kan huske en spiller som Zuma. Ham var jeg rigtig stor fan af. Jeg var desværre ikke inde og se hans saksesparksmål, men han lavede mange lækre mål og fede detaljer, så han var helt sikkert en af dem, jeg fulgte tæt, siger Youssef Toutouh, der selv forsøger at leve op til et bestemt ideal, nu det er ham, der er blevet et forbillede.
- Jeg føler det er vigtigt, at man er god som person. Hvis man er god som fodboldspiller, men en arrogant idiot, så kan det jo være lige meget. Det skal man ikke være. Det er ikke god stil.
