Mikkel Kaufmann udlejes til Hamburger SV
Mikkel Kaufmann udlejes i den kommende sæson til Hamburger SV i 2. Bundesliga. Den 20-årige angriber har forladt træningslejren i Østrig for at slutte sig til sin nye klub.
PC: HSV er den mest attraktive løsning
"Vi har haft en del henvendelser på Kaufmann, men både vi og han anser denne løsning for den mest attraktive ud fra et sportslig perspektiv," siger sportsdirektør Peter Christiansen.
"Kaufmann stod jo ikke forrest i køen her hos os, og det er bedst for hans udvikling, at han kommer til en klub, hvor han har kortere til spilletid. HSV ville rigtig gerne have ham, og det er jo ikke en hvilken som helst klub, så vi skal nok få ham tilbage i en skarpere og stærkere udgave."
"Det pres, han kommer under i Hamburg og i 2. Bundesliga vil helt sikkert være givende for hans udvikling, så vi ønsker Kauf held og lykke med opholdet og glæder os til at følge hans præstationer i Hamburg," slutter Peter Christiansen.
Kaufmann: Også en fed klub og fed by
"Jeg havde glædet mig til at kæmpe om pladserne i angrebet i København, men den her spændende mulighed ser jeg også frem til at prøve kræfter med," siger Mikkel Kaufmann.
"Hamburg er også både en fed klub og en fed by, og der er enorme forventninger til, at det nu skal lykkes at komme tilbage i Bundesligaen."
"Derfor er presset mindst lige så stort som i FCK, og jeg er sikker på, at det kan udvikle mig både som spiller og menneske at tage et år dernede."
"Jeg vil naturligvis følge tæt med i, hvordan det går FCK, og jeg ønsker alle i og omkring klubben held og lykke. For både HSV og FCK er det på hver sin måde en sindssygt vigtig sæson," lyder det fra Kaufmann, der nåede 38 kampe for løverne siden han kom i januar 2020.