Jacob Neestrup og Christian Poulsen

Neestrup: Succeskriteriet er et eller tre point

”Vi glæder os til en stor kamp mod stort hold, og i en kulisse, som jo er en Champions League-kulisse værdig,” siger Jacob Neestrup før mødet med Betis Sevilla, hvor han bl.a. fik lejlighed til at veksle et par ord med Christian Poulsen, som er ekspertkommentator for Disney+, når de sender kampen i morgen.

”Det var selvfølgelig en streg i regningen, at vi ikke fik mindst det ene point mod Jagiellonia, men i forhold til kampen i morgen, så ændrer det ikke noget på vores tilgang, og på hvem der spiller. Vi skal møde et rigtig stærkt hjemmehold, men det gælder for os om at få et point eller tre med hjem i forhold til vores ambition om også at spille europæisk efter nytår.”

”Dermed ikke sagt, at vi er færdige, hvis vi taber i morgen, for det kan vi godt risikere hernede, selv om vi leverer en rigtig god præstation, men vores succeskriterie er, at vi skal have point.”

”Men der bliver da helt sikkert perioder i morgen, hvor vi kommer under pres, for de har mange rigtigt dygtige spillere i en bred trup, hvor de skifter også en del mellem kampene, så der er flere spillere, man må forberede sig på rent individuelt.”

”Vi har i vores forberedelser talt om, at de niveaumæssigt godt kan minde lidt om at møde Galatasaray, selv om Betis måske er lidt bedre i det kollektive spil, selv om de også har mange gode individualister.”

”For os handler det, som i vores tidligere europæiske kampe, om at være godt organiseret defensivt og så være gode på bolden i de perioder, hvor vi har den. Det har været forudsætningen for de mange gode præstationer, vi har leveret, også på svære udebaner, og det bliver det også i morgen.”

Mens Jagiellonia-kampen ikke ændrer noget på tilgangen til Betis-kampen, så ligger det dog i baghovedet, at vi skal spille Derby allerede på søndag kl. 12.

”Når du spiller to så store kampe med så kort mellemrum, så er du som træner jo nødt til at gøre dig nogle overvejelser om, hvordan du blander kortene for at stå stærkest muligt, både torsdag aften og søndag middag,” siger Neestrup.

”Men vi har flere gange før prøvet at komme lige fra en europæisk udekamp og til et Derby, senest da vi havde den altafgørende returkamp i Kilmarnock, hvor der var et stort mentalt pres, fordi det var vind eller forsvind i forhold til et europæisk gruppespil, og så spillede vi i øvrigt også på en forfærdelig kunststofbane derovre."

"Men vi gik videre, og vi vandt også Derbyet med en mand i undertal, så viste dengang, at det godt kan lade sig gøre at præstere godt i begge kampe og løse begge opgaver godt,” slutter Jacob Neestrup.