Oscar Buur: Super ærgerlig timing
18-årige Oscar Buur havde fået en positiv start på 2025, men måtte desværre lade sig operere i hånden forleden dag.
Prognosen er efterfølgende blevet justeret til 10-12 uger, efter at håndkirurgerne har været inde og vurdere skadens omfang. Det er et forventet estimat og kan ændre sig løbende.
Uheldet skete i fredagens træningskamp mod Viborg FF, da målmanden skulle ned efter en bold.
”Det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over," lyder det fra Oscar Buur.
"Jeg føler, at jeg har taget nogle gode skridt det sidste lange stykke tid, og jeg havde en god følelse på træningsbanen. Derfor er er det selvfølgelig super ærgerlig timing med sådan en skade.”
”Jeg kan dog ikke gøre så meget ved, hvad der er sket, men tage det tålmodigt og så arbejde med de ting, som kan lade sig gøre i den kommende periode. Man bliver lidt frustreret i en kort periode, og så skal man komme videre og sørge for at komme stærkere tilbage,” fortæller Oscar Buur, der støder til træningslejren i La Manga i morgen.