Reaktioner fra spillerne
Omklædningsrummet lignede et mindre feltlazaret efter slaget i Horsens, og sundhedssektoren havde mere end normalt at se til…
Nicolai Boilesen måtte udgå allerede efter en halv times tid:
- Jeg mærker med det samme et riv i baglåret, men nu må de næste dage vise, hvor slemt det er. Men jeg frygter en pause.
Pieros Sotiriou lignede en der havde oppe og slås med en tiger:
- Jeg ved ikke, hvor de store flænger på armen kom fra, men vi var forberedt på en fysisk kamp. Jeg synes klart vi er det bedste hold, og jeg har selv en stor chance, jeg skal score på. Og så forstår jeg ikke, Verbics mål bliver underkendt - der er ingen af os, der rører bolden på vej ind i mål.
Robin Olsen tog godt for sig i de mange dueller i feltet:
- Det er ikke sjov at spille fodbold på den her måde, det er jo den rene krig, hvor det bare handler om at kaste eller sparke bolden ind i feltet og så smadre igennem. Jeg ved ikke helt hvad der skete, da både jeg og Denis røg i græsset, men jeg tror, de banker ind i mig, så jeg støder ind i Denis.
Denis Vavro er normalt en mand af få ord, og i dag var han endnu mere stilfærdig med en meget øm kæbe og en mindre flænge i læben samt et par blødende skrammer på skinnebenet. Der er dog heldigvis intet, der tyder på et brud i ansigtet.
Peter Ankersen var som de andre tilfreds med det ene point:
- Det blev som vi havde forestillet os. Vi vidste, der ville blive en masse fight, at det ville komme en masse lange bolde og lange indkast. Vi gjorde det svært for os selv, da vi fik et rødt kort, men vi kom fint igen – og efter at have spillet 10 mod 11 i ca. 60 minutter, er vi fint tilfredse med at komme igen og få det ene point.
Benjamin Verbic var ked af situationen, der førte til hans udvisning:
- Det bliver lavet frispark på mig, og jeg kan godt se på TV, at jeg sparker ud med foden, men jeg har ingen intention om at ramme nogen. Jeg ved ikke, om dommeren skal give rødt kort her, men jeg giver ham muligheden for det, og det er jeg selvfølgelig ked af og skuffet over, at jeg svigter holdet i dag.
Pierre Bengtsson blev målhelt, da hans frispark gik i mål via den jyske mur:
- Det var dejligt at se frisparket gå ind, så vi får det ene point med hjem i dag. Det blev jo svært efter det røde kort, for ellers synes jeg vi var det bedste hold og også havde chancer til at vinde.
William Kvist var stolt af drengene i aften:
- Efter en lidt svært start synes jeg egentlig vi spiller en fin kamp. Horsens er gode til det, de gør, og vi var forberedt på hvad de villle komme med og tager kampen op med dem. Vi kommer godt igen både efter det røde kort og efter vi kom bagud, så jeg er stolt af drengene i aften og er alt i alt pænt tilfreds med et point i en svær udekamp. Mit eget gule kort i starten? Det var en af de kendelser, der var helt i orden.