Ståle: OK i forhold til forudsætningerne
"1. halvleg blev som forventet meget præget af intens kamp om alle bolde og andenbolde, men måske med lidt for mange dueller i vores felt. Men efterhånden kom vi bedre ind i kampen og var inde i vores bedste periode, da vi blev ramt af udvisningen af Verbic. Men vi håndterer det fint frem til pausen," sagde Ståle om de dramatiske første 45 minutter i Horsens.
"Vores 2. halvleg var god, indtil de kommer foran på deres første rigtige mulighed efter pausen, og de næste 10 minutter er vi dårlige. Men så kommer vi godt igen og dominerer kampen og skaber flere gode muligheder ud over Bengtssons frisparksmål," sagde han om de sidste 45 minutter.
"Alt i alt en supergod 2. halvleg i forhold til forudsætningerne med ti mand mod elleve, og på den baggrund er 1-1 vel også et retfærdigt resultat. Vi kunne have afgjort det til sidst, men det kunne de også. Nu er der stadig lidt langt op til topholdene i ligaen, og vi får igen skader og desuden en karantæne til Verbic, så det er ikke nemt i øjeblikket," konstaterede han.
Udvisningen havde Ståle umiddelbart ingen indvendinger mod:
"Jeg har ikke set den på TV, men som jeg ser det, strækker Verbic benet ud, og så kan man dømme det," konstaterede han og lagde i øvrigt ikke skjul på, at han ikke synes dommeren var helt på højde med situationen i en række andre tilfælde.