Remis i Randers
De to hold
Nyindkøbte Peter Larsson var med i startopstillingen sammen med Ulrik Laursen, der var tilbage efter sin karantæne mod Esbjerg. Dermed kunne William Kvist indtage sin vante plads på midtbanen, mens Zanka tog plads på bænken sammen med ugens andet nyindkøb, César Santin. Også sommerens tredje nye spiller, Thomas Kristensen, indledte kampen på bænken.
Randers FC havde fået eks-KB’eren Marc Nygaard (6 mål i 10 kampe) klar i angrebet ved siden af Bedi Buval og med 2-måls-skytten fra sidste weekend, Tidiane Sane, på midtbanen, der på papiret så meget offensiv ud med også Søren Berg, Kenneth Møller Pedersen og Carsten Fredgaard.
Lav intensitet og høj varme i de første 45 minutter
Kampen var blot to minutter gammel, da Nordstrand efter et par fikse træk på midten sendte Ailton alene med Kevin Stuhr, men fløjten gik for en hårfin offside-kendelse. Gæsterne var i det hele taget bedst i den første halve snes minutter, men efterhånden udviklede det sig til en mere lige affære, hvor ingen af holdene formåede at komme frem til ret mange afslutninger.
Debutanten Peter Larsson viste ved flere lejligheder stor konsekvens i sine indgreb og gik godt i spænd med anfører Laursen i det centrale forsvar. Sidstnævnte var ved en enkelt lejlighed lige ved at heade et Sionko-hjørne i nettet i en situation, hvor Stuhr ikke så for godt ud i luftrummet. Det gjorde han heller ikke i flere andre situationer, men det fik ikke konsekvenser.
Omkring den halve time var det igen københavnerne, der havde bedst fat i spillet, men den kraftige varme gjorde sit til at holde tempoet nede i kampen. Pospech fik en god mulighed efter et hjørne, hvor han dukkede op midt for mål og fik headet, men ved siden af, men bedst som man sad og regnede med at kunne ind i pauseskyggen uden scoringer, så slog Randers til på en kontra.
Optakten var et dumt boldtab af Hutchinson oppe på midten af banen, og Sane sendte straks Fredgaard af sted langs venstrekanten, mens Bédi Buval stormede ned i feltet lige i rette tid til at nå Fredgaards giftige indlæg, der klogt blev slået i ingenmandsland mellem Jesper Christiansen og forsvaret.
Københavnsk dominans efter pausen
César Santin fik debut fra begyndelsen af 2. halvleg, hvor han afløste William Kvist. Santin tog venstrekanten, mens Hutch gik ind på den centrale midtbane. Og med en fiks hæltæmning som første boldberøring fik han lige demonstreret lidt brasselir.
F.C. København tog et godt greb om begivenhederne og satte et højere tempo end før pausen, hvilket støt og roligt gjorde hjemmeholdet møre. Efter et kvarters tid sendte Ståle Solbakken Junior på banen, og for at overholde reglen om max. 3 EU-spillere stod valget mellem at tage Hutch eller Ailton ud, og så faldt valget på sidstnævnte.
Stadig kneb det dog for københavnerne med at komme frem til åbne chancer mod en kompakt Randers-defensiv, der koncentrerede sig det bedste de havde lært og håbede på at kunne lukke og slukke kampen med kontra eller en dødbold.
Junior var dog ikke længe om at skabe lidt ravage i Randers-feltet, og på et Sionko-hjørne fik han sendt et farligt hovedstød af sted, som Jan Frederiksen var lidt heldig med at blokere. Kort efter spillede Nordstrand Sionko fri i højre side af feltet, men Stuhr nåede godt ned til hans hårde, flade afslutning.
Larsson redningmand på stregen og kort efter skadet
Det trak efterhånden på til en udligning, men i stedet var det efter 63 minutter meget tæt på, at Randers havde fået deres andet mål. Buval tacklede sig fri feltet og kom helt alene med Jesper Christiansen, men keeperen gik fremragende ud i ham og blokerede – men bolden var stadig inden for den liggende Buvals rækkevidde, så han sparkede kuglen mod det tomme mål, men i allersidste øjeblik kom Peter Larsson glidende og sparkede væk på selve målstregen.
Jesper slog samtidig knæet i duellen med Buval, og FCK-lejren holdt vejret mens han blev tilset, for med en canadier og to brasilianere på banen kunne australieren Nathan Coe ikke blive sat ind – i hvert fald ikke uden at en af de andre var gået ud, så man måtte færdiggøre kampen med 10 mand. Så galt gik det heldigvis ikke…
Galt gik det til gengæld for redningsmand Larsson, da han kort efter stødte hovedet sammen med Buval og måtte udgå med en flækket læbe, der krævede et par sting i omklædningsrummet. Efter nogle minutter valgte trænerstaben at sende Thomas Kristensen ind i stedet, og gå gik over til at spille med kun 3 mand nede bagved.
Lidt efter var Marc Nygaard tæt på en seriøs stempling af Hutch, da han kom glidende med knopperne forrest, da 13’eren lossede en bold væk, men heldigvis ramte han ikke.
Forløsende udligning af Junior
Gæsterne dominerede fortsat med et massivt boldovertag og pres på de trætte kronjyder, men minutviseren skulle helt hen til det 83. minut, før det omsider gav bonus. Santin snuppede bolden fra Sane langt nede på egen halvdel – og han blev måske hægtet af Hutch i situationen – og igangsatte en kontra. Sionko trak stærkt ind fra højre, satte kurs ned mod feltet og fandt Junior, der omgivet af tre forsvarere mand fik vristet sig fri til afslutning, hvor han nærmest tacklede bolden forbi Kevin Stuhr til en forløsende og fortjent udligning.
Det blev fejret med at smide blusen, og det udløste prompte kampens eneste gule kort fra Lars Christoffersen. Københavnerne beholdt initiativet kampen ud, og endnu en tæt offside-kendelse fratog Junior en friløber, som Santin havde kreeret til ham. I slutminuttet fik Sionko trykket af midt i feltet, men bolden ramte lige på Ralf Pedersen, der således forhindrede den i at stryge i netmaskerne uden for Stuhrs rækkevidde.
Med en sidste kraftanstrengelse fik Fredgaard mobiliseret en kontra i venstre side, hvor han kom fri til et indlæg, der var lige en anelse for højt til Nygaard inde foran, mens Laursen lå ude på banen og ømmede sig efter at være landet skævt i en luftduel. Anføreren måtte forlade banen før tid med en skulder, der lige skulle sættes på plads, og alt imens fløjtede Christoffersen af til slutresultatet 1-1. Et resultat, som begge hold set over de 90 minutter nok kan være meget godt tilfredse med – trods den totale københavnske dominans efter pausen, så kunne Randers med lidt held have bragt sig på 2-0 inden udligningen.