Revanche i Horsens
Endnu et tidligt føringsmål
Jesper Grønkjær måtte stå helt over på grund af en mindre lyskeskade, og i hans sted spillede Martin Vingaard fra start. Desuden var Thomas Kristensen tilbage på den centrale midtbane, og i stedet rykkede Atiba Hutchinson ud på højrekanten, og Libor Sionko tog plads på bænken. Dermed var midtbanen identisk med den, der indledte i forårets tre første opgør mod Brøndby, Randers og Esbjerg.
Byens Hold har i dette forår haft en behagelig evne til at bringe sig tidligt foran i kampene, og dagens opgør på det solbeskinnede Casa Arena Horsens blev ingen undtagelse, selv om man måtte have en hjælpende fod fra hjemmeholdet.
Ailton tilkæmpede sig hjørne i kampens femte minut, og Mikael Antonsson snittede Oscar Wendts hjørne videre ind i midten af feltet, hvor Hjalte Nørregaard stødte frem i et overraskende tomt rum og fik sendt bolden af sted mod mål med en noget forkølet afslutning. Inde på stregen var Søren Jochumsen klar til at samle den op, da Adam Eckersley valgte at sætte foden på og styre den forbi sin keeper og ind over stregen.
Det var sjette gang i forårets 10 kampe, at løverne bragte sig foran i det første kvarters tid, og det lagde i sagens natur et ekstra stort pres på Horsens-mandskabet, der har hårdt brug for point for at holde sig over nedrykningsstregen.
Københavnsk dominans
Få minutter efter var Santin tæt på at fordoble føringen, da han kom godt af sted i venstre side og trak ind i feltet uden at blive synderligt generet, men desværre gik hans afslutning lige forbi den fjerneste opstander.
Søren Friis fik kort efter sendt en inderside-afslutning af sted fra nært hold, men uden at det for alvor voldte Jesper Christiansen problemer. Det gjorde derimod Andreas Augustssons afslutning i det 11. minut, men den pantersmidige keeper kastede sig til sin venstre side og slog bolden til hjørne.
Siden havde han egentlig ikke meget mere at bestille i de første 45 minutter. Det havde de til gengæld i den anden ende af banen. F.eks. efter en halv snes minutter, da Ailton i Horsens-feltet modtog et indkast fra Oscar Wendt og fikst snurrede rundt om sig selv og trykkede af, men lige forbi mål. Minuttet senere opsnappede Santin bolden lige uden for feltet, da forsvaret ikke fik headet ordentligt væk, men hans afslutning blev blokeret.
Yderligere et par minutter senere var det Hutchinsons tur til at lave stresse Horsens-forsvarerne, da han fik en flot, lang fremlægning i feltet fra Antonsson, men desværre ikke fik bragt sig på skudhold.
Kort før den halve time manglede Santin kun 10-15 centimeter i at nå frem til et fladt indlæg fra Oscar Wendt, der gled godt igennem i venstre side, men igen slap det flagrende Horsens-forsvar med skrækken. Det så absolut ikke godt ud for de gule i denne fase af kampen, hvor de tilmed pådrog sig et par såkaldt unødvendige advarsler. Først da Lawan tjattede til bolden, da der var fløjtet for FCK-frispark, og lidt efter da Søren Friis sparkede Thomas Kristensen ned bagfra, da Horsens lige havde mistet bolden.
Drømmemål af Ailton
Gæsterne fortsatte dog ufortrødent, og efter 37 minutter kom den logiske og fortjente udbygning af føringen – og det tilmed på en af sæsonens flotteste solopræstationer. Martin Spelmann smed bolden væk langt oppe på københavnernes banehalvdel, og Vingaard opsnappede den og spillede straks Ailton oppe omkring midterlinien. Og så gik det stærkt… den formstærke syver sprintede fra Augustsson og afdriblede også Søren Jochumsen i feltet, men mistede så lige et skridt. Han bevarede dog balancen, mens Jochumsen kom på benene, og strøg så forbi keeperen igen, og nærmest fra baglinien sendte han med overlegen brasiliansk sparketeknik bolden ind via overliggeren.
Meget mere skete der ikke i 1. halvleg, men det var også rigeligt til at sende topholdet – der for første gang optrådte helt i hvidt i Horsens - til pause med en velfortjent to måls-føring.
Allerede et par minutter efter pausen var Hutchinson meget tæt på at sende bolden i nettet til 3-0, da Santin lagde den fint til rette for ham på kanten af feltet, men bolden strøg lige forbi Jochumsens mål. Lidt efter holdt man lige vejret et kort sekund, da Oscar Wendt bagfra tacklede Spelmann, da han var på vej ind i FCK-feltet, men Emil Laursen vinkede afværgende, da Horsens-spillerne appellerede for straffe.
Ellers var det stadig småt med truslerne fra de gule, som i stedet kunne se først Ailton og siden Hutchinson afslutte lige ved siden af mål efter knap en times tid.
Københavnsk "cruise control" kørte sejren hjem
Herefter kom Sionko ind i stedet for Thomas Kristensen, og lidt efter afløste Nordstrand Santin, men trods de friske offensive kræfter, stillede københavnerne sig professionelt tilfredse med at bevare styringen på ”cruise control” og holde Horsens væk fra chancer. Det lykkedes stort set også, selvom resten af kampen ikke blev den mest seværdige affære rent underholdningsmæssigt.
Ved en enkelt lejlighed var en Horsens-dødbold lige ved at skabe lidt ravage foran Jesper Christiansen, inden Antonsson fik losset den væk fra farezonen, og små 10 minutter før tid kom Lawan til en afslutning fra nært hold, men igen var Jesper Christiansen lynhurtigt nede og afværge til hjørne.
Mod slutningen kom N’Doye på banen i stedet for Vingaard, men da var kampen for længst afgjort takket være en rigtig god 1. halvleg, der tillod gæsterne en mere afdæmpet og kontrolleret 2. halvleg, hvor halvlegsføringen blev kørt sikkert hjem. Man skal ikke undervurdere betydningen af en sådan udvikling i forårets tætte kampprogram, hvor det naturligvis tærer helt anderledes på kræfterne, hvis man skal jage efter pointene helt ind i kampens slutfase.
Med den 11. sejr af 12 mulige mod AC Horsens bragte løverne sig 3 point foran i tabellen, inden søndagens nøglekamp mellem de nærmeste forfølgere fra Brøndby og OB. Tirsdag venter den anden semifinale mod Nordvest, inden AaB gæster PARKEN næste søndag.