Roland: - Vi havde fortjent at vinde

Roland: - Vi havde fortjent at vinde

De 25.651 tilskuere skabte en flot kulisse for mødet mellem Superligaens to tophold. Løverne var tæt på at tage alle tre point, hvilket også havde været fuldt fortjent, men desværre fik AGF udlignet til 1-1 på et straffespark i kampens døende minutter.

Af Jan Eliassen
Cheftræner Roland Nilsson sagde efter dagens kamp:

- Det er naturligvis skuffende, at vi kommer til at give et straffespark væk til allersidst. At vi begik straffesparket var vel tæt på vores eneste fejl i dag, og den blev så desværre begået inde i feltet. Jeg synes ellers vi spiller en god kamp, og generelt er der en god kvalitet over vores spil.

Cheftræneren mente at Løverne havde fortjent at tage alle tre point:

- Jeg synes vi havde fortjent at vinde, og vi skabte i hvert fald nok chancer til at vi skulle have vundet opgøret. Vi havde kontrol over kampen, og gjorde så mange ting godt i dag, at vi skulle have haft alle tre point. Vi fik lagt et godt tryk på AGF i 2. halvleg, og efter at vi kommer foran, så får vi åbnet kampen, og vi havde som sagt også chancerne til at lukke opgøret.

Roland Nilsson syntes spillere i dag viste deres mentale styrke:

- Jeg synes vi i dag viste, at vi er mentalt stærke, for efter vores hårde kamp og 0-3 nederlaget i Belgien i torsdags, så synes jeg det er flot at spille så godt som vi gør i dag. Efter nederlaget til Standard Liège, så har vi gennemgået kampen, snakket om de fejl der blev begået, og så har vi ellers arbejdet med genopbygningen til dagens kamp. Nu venter der en landskampspause, og der skal vi så arbejde videre på træningsbanen – også selvom vi ikke har alle mand til rådighed.

Venstrebacken Pierre Bengtsson glædedes over stemningen – men var ærgerlig over pointtabet:

- Det var fedt med over 25.000 tilskuere i PARKEN, fantastisk stemning og det var virkelig en sjov kamp spille. Men jeg syntes nu nok, at vi spillede godt nok til at vinde den her kamp, og de har vel nærmest ikke en eneste chance. Det er derfor meget ærgerligt, at AGF slipper fra PARKEN med det ene point.


Sölvi Ottesen: Skuffende, for vi havde fortjent de tre point

- Det er skuffende, for vi havde fortjent de tre point. Jeg tror ikke jeg kan huske, at de havde andre chancer end straffesparket, og jeg synes selv vi skabte nok chancer til at vinde kampen. Men nu er der så pause i turneringen, og så kommer vi endnu stærkere tilbage efter pausen.


Thomas Delaney: Bittert at tabe to point

- Det er meget ærgerligt! Jeg synes vi spiller en god kamp, og det er da bittert at tabe to point. Jeg synes ikke rigtigt at AGF satsede noget i kampen, og derfor er det surt at smide sejren til allersidst.


Lars Jacobsen: De har vel ikke en eneste chance

- Vi spiller klart en af de bedre kampe, vi står stærkt i defensiven og de har vel ikke en eneste chance. Vi skabte nok chancer til at vi skulle have vundet opgøret, og derfor er jeg da skuffet over, at vi smider to point så sendt i kampen.


Johan Wiland: Vi havde jo chancerne

- Det var en meget mere solid præstation end vores sidste kamp i Belgien. Det var ærgerligt at vi ikke kommer på 2-0, vi havde jo chancerne – for så længe man kun fører 1-0, så har de andre jo altid en chance – og desværre fik AGF så den ene chance der sikrede dem et point. Det er skidt, men desværre sker sådan noget en gang imellem.