Rygnumre kan ændres indtil 2. september
Ligesom tidligere år kan spillerne ændre rygnumre, indtil transfervinduet lukker den 2. september.
De bliver altså ikke låst, selv om vi går i gang med 3F Superliga og Conference League, forklarer Daniel Rommedahl:
"I Superligaen kan man ændre løbende gennem hele sæsonen, men ligesom sidste år tager vi endeligt stilling, når vi har endeligt overblik over truppens sammensætning, og det sker først, når sommertransfervinduet er lukket, hvilket i år vil sige den 2. september."
”Nogle nye spilleres rygnumre vil dog ligge helt fast, f.eks. som tilfældet er med Munashe Garananga, og det vil fremgå af de enkelte præsentations-artikler. Rodrigo Huescas nummer 13 er f.eks. anført med forbehold for, at det kan ændres."
Der kan også ske ændringer i vintertransfervinduet, som vi for eksempel så i år, hvor Magnus Mattsson fik nummer 8, som Mateo Tanlongo havde spillet med i efteråret. To eller flere kan altså godt have det samme rygnummer i købet af sæsonen.
I UEFA-turneringerne er der dog restriktioner:
”Her skal man registrere en ny spillerliste mellem hver kvalifikationsrunde, men man godt skifte rygnumre mellem de enkelte runder. Men ikke når først ligaspillet er gået i gang, men det gør det også først, når sommertransfervinduet er lukket,” siger Daniel Rommedahl.
Rygnummer-historik
Du kan se hvilke spillere, der har haft hvilke rygnumre gennem tiderne, her på fck.dk/rygnumre.