Benny Johansen

Sagt før: Lyngby-FCK

For lidt over 20 år siden spillede F.C. København også premierekamp i Lyngby, men det var dog "kun" en forårspremiere og ikke en sæsonpremiere.

Søndag den 20. marts 1994, kl. 15: Lyngby-FCK 0-3
Forårspremieren i 1994 var samtidig den første runde i slutspillet, og dengang halverede man pointene efter grundspillet, så vores forsvarende mesterhold var kun to point efter topholdet Silkeborg, og Lyngby yderligere et point efter. Alt kunne ske, og det gjorde det som sædvanlig ikke.

Vi havde i vinterpausen sagt farvel til Thomas Risum (Brønshøj), Jørgen Juul Jensen (Næstved) og Christian Bank (Næstved), og goddag til Allan Nielsen (OB), Brian Flies (Næstved) og Kristoffer Johannsen fra KB's ynglingehold.

Lyngby havde blandt andet hentet landsholdsangriberen Miklos Molnar (med en fortid i Hvidovre og Frem) hjem fra St. Etienne og samtidig sagt farvel til "historiske" Søren Lyng - manden, der scorede de to første mål i FCK-historien den 1. juli 1992 mod Grasshoppers.

Møller stod ikke over
Peter Møller, som vi hentede i AaB i sommeren 1993, havde været lidt ind og ud af holdet i løbet af efteråret, og vidste heller ikke rigtig, hvor han stod inden forårspremieren:

”Jeg ved ikke, om træneren satser på mig mod Lyngby," sagde han til Ekstra Bladet, men det vidste cheftræner Benny Johansen, som dog alligevel kom med en evigtgyldige trænerudtalelse, som er blevet sagt mange gange og nok skal blive sagt igen og igen:

”Jeg har en trup på over 20 spillere. Derfor må alle finde sig i at stå over ind imellem."

Møller, der spillede med nummer 14 på ryggen og først mange år senere fik tilnavnet "32", stod dog ikke over og startede inde i 12 af forårets 14 kampe.

Peter Møller
Peter Møller


Turde ikke bruge Mio
Til gengæld stod Michael Mio over, og det var ikke med hans eller klubbens gode vilje. I efteråret spillede han på en lejeaftale, men han havde nu købt sig fri af sin franske klub Lille, men vi turde ikke bruge ham, for Lille-ledelsen havde gjort indsigelser.

”Jeg kender ikke baggrunden, men jeg har tillid til, at klubben bringer tingene i orden hurtigt. Jeg tror, det er helt uden dramatik,” sagde Mio til Berlingske, og vores formand Harald Nielsen tog det også roligt.

”I tillid til, at han er amatør og transferfri har vi for længst skrevet kontrakt med Mio og sendt den til godkendelse hos DBU. Men kontrakten er ikke kommet retur, og så sent som i fredags meddelte DBU så, at Mios tidligere klub Lille har gjort indsigelser. Det er en sag, som jeg ved sportsdirektør Frank Mathiesen tager sig af.”

Det gjorde Frank, og Mio fik debut halvanden uge senere i en udekamp i Ikast – og blev udvist fem minutter før pausen, hvilket dog ikke forhindrede os i at vinde 2-0. Det var i en tid, hvor overskriften ”Hedens Gulddrenge” stadig blot betød, at den lokale ishockeyklub havde taget endnu DM-titel i 90-er rivaliseringen med primært Esbjerg.

Turde godt bruge Allan Nielsen
Fem uger før forårspremieren røg det bageste korsbånd i Allan Nielsens højre knæ til en træning på KB's anlæg. Han var netop kommet fra OB og var udset til at overtage dirigentrollen på midtbanen efter Pierre Larsen, og han blev faktisk klar til premieren.

Vores daværende klublæge Jørgen Scheel havde læst et amerikansk råd i et lægetidsskrift, der frarådede operation til fordel for en kraftig styrketræning af den forreste lårmuskel, forklarede Ekstra Bladet.

Allan fik comeback lørdagen inden i en træningskamp, og det gik fint.

”Det er jo gode tegn,” sagde Benny Johansen til Politiken. ”Han har trænet fint med i denne uge og viser en utroligt god og professionel indstilling. Man kan sagtens se, at han har lært noget af tiden som lærling i Bayern München.”

Når snakken gik på Allans landsholdsambitioner, ville Benny dog også lige nævne et par andre emner:

”En energisk, rutineret og viljestærk type som Iørn Uldbjerg må da være en interessant mand for landstræneren til en rolle som venstrekantspiller. Og Christian Lønstrup går en stor fremtid i møde. Han er en total allroundspiller med et fantastisk overblik og en højt udviklet teknik. Teknisk set er han vel nærmest endnu bedre end tvillingerne Johansen. Lønstrup kan kontrollere og spille bolden i alle situationer.”

FCK-bænken ved udskiftningen af Allan Nielsen
Allan Nielsen udskiftes 20 min. før tid i sin FCK-debut


Wegners Silkeborg-spådom
”Vi har et godt hold og en bred trup, og det er to afgørende faktorer," sagde Kenneth Wegner i en forårsoptakt i TIPS-Bladet.

"Så er det også et spørgsmål om de der små, berømte marginaler, som jeg ikke rigtig syntes var på vores side i grundspillet. Jeg har set i pressen, at man er begyndt at tildele Silkeborg en slags Frem-syndrom som de der stakkels undertippede, men det tror jeg ikke et øjeblik på. Jeg så dem spille på Cypern for nylig, og de er faktisk blevet endnu bedre end i grundspillet,” sagde Wegner, som altså forudsagde udfaldet af sæsonen: Silkeborg blev mestre, og de små, berømte marginaler var ikke med os i sidste spillerunde, da vi smed en 2-1-føring i Odense, der kostede os guldet.

Kamp om keeperpladsen
Med tilgangen af Brian Flies var der hård konkurrence på keeperposten, fortalte Benny:

”De har været ude i en meget tæt konkurrence. Brian Flies har stået nogle fremragende træningskampe,” sagde Benny Johansen, som dog gjorde Palle Petersen til anfører i forårspremieren. Der gik dog kun nogle uger, før Palle fik lyskeproblermer og Flies stod resten af foråret. Derfor var det nok meget godt, at han ikke blev i skotske Dundee, hvor han ellers var ovre og prøvetræne og endda spille en turneringskamp. Den 5. marts vogtede han United-målet i en hjemmekamp mod Kilmarnock, som sluttede 1-1.

Det måtte man gerne dengang, hvor der stadig var et års tid til Bosman-dommen faldt ved EU-domstolen i Luxembourg og vendte op og ned på mangt og meget i fodboldverdenen.

Uro i kulissen
Blot tre dage før Lyngby-kampen blev Alex Friedmann erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten efter begæring fra Bikuben, som han skyldte ca. 200 mio. kr., og desuden havde han en skattesag hængende over hovedet.

Den tidligere B1903-spiller og mangeårige klubmæcen havde også skudt penge i F.C. København, og dommen var derfor ikke den ideelle opladning til forårssæsonen, og fremtiden kom snart til at handle om meget andet end spillet på banen for den nye københavnske storklub. Det kom til at handle om overlevelse, men det er en anden historie.

Vintervejret drilledel
Et andet og noget mindre problem før kampen var, at vintervejret stadig lagde en hvid dyne over store dele af Danmark, men mest vest for Storebælt.

Lyngby var derfor 95 % sikre på, at kampen kunne gennemføres:

”Der skal ske meget drastiske ting, før det sker,” sagde Lyngbys Frank Christensen til Ekstra Bladet. ”Vi har i hvert fald beredt os på at komme i gang med F.C. København – et lokalopgør, der altid trækker mange tilskuere.”

Kampen blev spillet, og der kom 3.140 tilskuere, hvilket avisen dagen efter karakteriserede som ”pænt i Lyngby-målestok”. 11 ude af 20 andre kampe i divisionerne blev dog aflyst, især vest for Storebælt, hvor der mange steder lå 15-20 cm sne.

FCK-fans i Lyngby anno 1994
FCK-fansene i Lyngby til forårspremieren i 1994


Selve kampen
Vi skal da også lige have et par ord med om selve kampen...

Den var lige i indledningen, og Lyngby var tættest på at score, da Henrik Jørgensen fik en stor chance tæt under mål, men Palle Petersen fløj ud i ham og blokerede afslutningen. Senere ville Lyngbys gerne have straffe, da Lars Hammer løb ind i Kenneth Wegner på kanten af feltet, men dommer Kim Milton så ikke noget strafbart, og det gjorde vi heller ikke.

I stedet åbnede Lars Højer scoringen midt i 1. halvleg med et følt, dykkende langskud fra kanten af feltet og over i det fjerne målhjørne, og inden pausen tordnede han også et frispark på stolpen fra midten af Lyngbys banehalvdel, hvilket jo nærmest svarer til et straffespark for andre dødelige dødboldspecialister.

Midt i 2. halvleg øgede Iørn Uldbjerg - der overraskende spillede med nummer 9 på ryggen - med et følt skud fra kanten af feltet efter en Peter Møller-pasning.

Palle Petersen måtte igen på flyvetyr for at forhindre Johnny Vilstrup i at reducere med et skud helt oppe i krogen, men i sidste minut slog tvillingerne sejren fast, da Martin fik bolden af Michael, tog et par træk - som lignede noget, der var indøvet på vinterens indendørsbaner - og tjattede kuglen forbi Lyngby-keeper Kim Brodersen.

Michael havde afløst Allan Nielsen 20 min. før tid, da han kørte træt, og a propos - de to røde fylder 52 år i morgen, mandag. Tillykke!

Seks på Ugens Hold
Seks FCK'ere på Ugens Hold i Ekstra Bladet var alligevel lidt af et særsyn, men nu har vi jo røbet, at der kun blev spillet to Superligakampe den søndag... Men lad os ikke tage æren fra Palle Petersen, Henrik Lykke, Lars Højer, Iørn Uldbjerg, Peter Møller og Martin Johansen.

Heldige Højer
Lars Højer fik en uges tid senere endnu en belønning, som nok har vakt større glæde i familien, for han vandt en rejse for to til USA til en værdi af 40.000 kr. i en radiokonkurrence på The Voice!

Lars Højer
Lars Højer i efteråret 94 - i den adidas-trøje, der har inspireret vores nye i denne sæson