Mohamed Daramy

Sidste nyt før Randers FC-FCK

Tre tilbagevendte
Falk og Vavro er med igen efter at have sidde ude i henholdsvis syv og fem kampe, mens Ryan kun sad ude i onsdags.

Falk spillede senest de første 38 minutter mod AGF 2. oktober (efter også at have siddet ude runden før), mens Vavro senest spillede 56 minutter i hjemmekampen mod FC Nordsjælland 8. oktober.

Af de fire spillere på skadelisten har Amoo været ude siden starten af september, Zeca og Karamoko siden starten af oktober og Boilesen siden midten af oktober.

Rasmus Falk
Falk fik annulleret dette mål i vores første CL-gruppekamp i Dortmund. Foto: Christian Boier, FCK.DK


Tre tilbage
Efter dagens opgør har vi kun tre kampe tilbage i efteråret, inden Superligaen går på lang vinterpause indtil weekenden 18.- 19. februar. Se kalenderen for foråret her.

Spillerne går dog ikke på ferie allerede i midten af november, men træner nogle uger endnu og aftaler muligvis nogle træningskampe.

Du kan fortsat finde pladser til Dortmund-kampen på Øvre eller Nedre A - tjek billet.fck.dk. Salget til Lyngby-kampen er i fuld gang, og AGF sælger også til den tidlige søndagskamp den 13. november, kl. 14 her.

For seks år siden sluttede vi også efteråret af i Aarhus - bl.a. med et vemodigt farvel. Foto: Allan Høgholm, Getty Images


Tre i træk
Vi har spillet uafgjort i vores seneste tre Superligakampe i træk, og det er sket fem gange gennem årene, senest i august 2015 (1-1 h FCN, 0-0 u FCM, 2-2 h AGF).

Kun én gang før har vi spillet flere uafgjorte i træk - i efteråret 1992 nåede vi op på seks: 0-0 h SIF, 1-1 h OB, 1-1 u BIF, 2-2 h LB, 0-0 u AGF, 0-0 h AaB).

Diks, Stage, Boilesen, Zeca og Nicolai Jørgensen
Sidst vi var i Randers havde Boilesen og Diks karantæne, og Zeca, Nicolai J, Amoo, VK og Marios var skadede.


Tilskuere og trøjer
Da vi senest spillede i Randers, den 15. maj, så 7.865 tilskuere os vinde 2-0 og tage et stort skridt mod det danske mesterskab.

Kun to gange har vi spillet foran flere i Randers:

  • 8.814 den 14. oktober 2006, hvor vi vandt 2-0
  • 8.155 den 7. marts 2009, hvor vi vandt 3-0

2-0-sejren den 14. oktober 2006 er den eneste Randers-udekamp, hvor vi har spillet i hvidt. 15 gange har vi spillet i sort trøje, to gange i blå (20/21), to gange i bordeaux (18/19) og én gang i rød (17/18).

Fredrik Berglund scorede til 2-0 i 2006, efter Gravgaard scorede det første.

2006-kampen er også en af seks lørdagskampe ud i alt 21 udekampe, som vi har spillet på stadion i Randers - et stadion, som har haft mange navne i løbet de 18 år, vi har besøgt dem: Cepheus Park, Essex Park, BioNutria Park, AutoC Park - og Randers Stadion.


Dommerne
Dommer: Jakob A. Sundberg
Linjedommere: Deniz Yurdakul og Jakob Mastrup
Fjerdedommer: Sandi Putros
VAR & A-VAR: Mikkel Redder og Henrik Hansen

Sundberg dømmer sin sjette FCK-kamp - den seneste var vores hjemmekamp mod AGF den 2. oktober.

Kort og karantæner
Karantæne: David Khocholava
Karantænefare FCK: Victor Kristiansen ved næste advarsel, samt Kevin Diks, Victor Claesson og Ísak Jóhanneson ved en advarsel til seks point
Karantænefare RFC: Frederik Lauenborg ved næste advarsel

Khocholavas karantæne i dag er vores tredje i efteråret. Haraldsson sad ude i Derbyet 16.10, og Stamenic i onsdags i Sevilla. Georgieren og islændingen kan se frem til to mere: Khocholava på onsdag mod Dortmund, og Haraldsson i pokalkampen i Thisted den 2. november.

Vores næste Superliga-modstander, Lyngby, har Casper Winther og Tochi Chukwuani i karantænefare, når de søndag møder AGF på hjemmebane.

David Khocholava og Hákon Arnar Haraldsson
Efterårets "bad boys" i godt humør for et års tid siden , da vi slog Slovan Bratislava. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


TV
Du kan se kampen på 6’eren og discovery+, der sender optakt fra kl. 15.00.

Nostalgi
Den mest målrige af vores 21 udekampe i Randers var 3-2-sejren den 25. august 2012, hvor vi var bagud 1-2 efter 90 minutter, men scorede to gange i tillægstiden: Andreas Cornelius til 2-2 i 92. minut, og Sölvi Ottesen til 3-2 i 94. minut.

"Det er en dejlig start, jeg har fået på førsteholdet med en assist i Esbjerg-kampen og to i dag, og jeg er rigtig glad for at få den tillid fra Ariël Jacobs. Men jeg er stadig ung og har meget at lære, så jeg holder begge ben på jorden," sagde Christoffer Remmer, der først lagde op til Nicolai Jørgensens 1-1-må og siden lagde op til Corners 2-2-mål.

Formstærke Bryan Oviedo serverede indlægget, som Sölvi headede ind i de døende sekunder, og en uge senere solgte vi costaricaneren til Everton, efter at vi havde glippet CL-gruppespillet med et samlet 1-2-nederlag til Lille.
 

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK