Skov: Glæder mig til et clash på søndag
Søndag klokken 16 venter AGF i Aarhus, og inden opgøret peger vores formkurve i den rigtige retning. 1-0 over OB og en 2-0-sejr i Hobro giver ekstra tro på tingene.
”Det giver selvfølgelig ekstra selvtillid at vinde fodboldkampe og ikke mindst at holde nullet. Det har været rigtig vigtigt for os, at den defensive struktur har været god. I den tid, jeg har været i klubben, har der hele tiden været en god stemning og en sund selvtillid omkring holdet – det bliver selvfølgelig forstærket nu,” siger Robert Skov.
Han har fået masser af spilletid, siden sin januar-ankomst til København. Og på trods af en startplads i seks ud af de syv kampe, vi har spillet i februar, føler Skov sig fit.
”Jeg er fint med rent fysisk, og det har været en god start for mig i klubben. I de sidste par kampe har jeg ikke været så afgørende, som jeg gerne vil. Jeg vil gerne være mere inde i kampene og hjælpe holdet mere, så det arbejder jeg på,” siger han.
Et clash venter
Forude venter AGF i Aarhus. Et opgør som traditionelt er tæt.
”Det bliver nok en kamp, der kommer til at minde meget om kampen mod Hobro. Vi skal gå ind med samme indstilling og samme professionalisme, og så skal vi stå solidt og være skarpe, når chancerne kommer,” siger Robert Skov.
”Vi tager afsted for at vinde. Vi er i en fase, hvor vi skal blive ved med at bygge på som hold. Vi skal blive endnu bedre spillemæssigt, og vi skal samle så mange point sammen, som muligt. Det fortsætter forhåbentlig med tre point søndag.”
”Aarhus er en fodboldby, ligeså vel som København er en fodboldby, så det bliver et clash mellem de to største byer i Danmark, og det glæder jeg mig til. Jeg har jo selv et forhold til AGF, i og med at jeg er vokset op i Silkeborg, så derfor er det et hold, jeg altid ekstra gerne vil slå,” siger Robert Skov.
>> Tilskuerinfo: AGF-FCK