Spillerreaktioner: Vi tager det positive med til DERBYET
Andreas Bjelland
"Det her var en typisk europæisk kamp. Jeg synes vi spillede en fin omgang bold, også selvom vi i et nyt system, lige skulle finde ud af, hvem der gjorde hvad. Men vi stod godt, og det er fuldt fortjent, at det er os der vinder i dag. Offensivt manglede vi måske lige den sidste pasning, og så var vi også uheldige i situationen hvor vores to angribere presser, og hvor bolden springer op på overliggeren. Men en dejlig følelse at stå her og have vundet, og det som sagt efter en typisk europæisk 1-0-sejr".
Pierre Bengtsson
"Det her var en god sejr for os, og som forsvarsspiller er det naturligvis ekstragodt, at vi også holder nullet. Alt i alt synes jeg, at vi vinder fortjent, og det er skønt at tage hjem med en sejr i bagagen. Derudover skal vi tage alt det positive fra dagens kamp med til søndagens DERBY mod Brøndby.
Pieros Sotiriou
"Jeg synes, at vi fik en god start på kampen, vores positionsspil kørte udemærket - og allerede tidligt i kampen var vi i kontrol. Samtidig fik vi skabt chancer og vi kom også fortjent foran inden pausen. I 2. halvleg var vores defensiv rigtig god, og selvom Lugano pressede os, så kom de frem til meget få chancer. Nu mangler vi en kamp i gruppen, og jeg ser naturligvis frem til "finalen" i Telia Parken mod Malmö.
Robert Mudražija
"Det er selvfølgelig godt at være med i endnu en sejr, og vigtigt for os, at vi selv kan afgøre det. Som jeg sagde efter Hobro-kampen, er det vigtigt for mig at få flere minutter i benene, og så gør det jo heller ikke noget, at jeg nu har været med i to sejre. Men lige nu skal vi have fokus på søndagens kamp, og så naturligvis også på den sidste gruppekampe mod Malmö".